FRINGE 2022: Neptune Frost

‘Neptune Frost’ er en del af hvad man kalder afrofuturisme. Udtrykket blev introduceret i 1993 af den kulturkritikeren Mark Dery i sit essay ‘Black to the Future’ og beskriver en lang række værker inden for film, musik, litteratur og billedkunst. Groft forsimplet er der tale om spekulativ, ofte fantastisk og tenderende til utopisk, fiktion og kunst, der udspringer fra det afrikanske diaspora. Det er en bevægelse/genre uden vandtætte skodder, men en gennemgående tematik er undersøgelsen af intersektionen mellem afrikansk(e) kultur(e) og teknologi – ofte på en måde, der behandler efterdønningerne af kolonisering og slaveri med henblik på at afbilde alternative historier og fremtider. Tænk Sun Ra, Parliament Funkadelic og Ryan Cooglers ‘Black Panther’ er uden tvivl det værk, der har slået bredest ígennem i popkulturen, og som bliver hevet frem til at eksemplificere afrofutrisme. 

Men der er lang fra en stort anlagt blockbuster til ‘Neptune Frost’, en ny rwandisk queer science fiction musical fra Saul Williams og Anisia Uzeyman. 

‘Neptune Frost’ udspiller sig en i en rwandisk landsby delvist konstrueret af computerhardware, hvor en gruppe coltan minearbejdere har etableret et utopisk kollektiv i oprør mod The Authority. Rwanda står for en stor del af verdens coltan minedrift. Coltan er et konfliktmineral, der bruges i produktionen af bl.a. Acer, Apple, Dell, Microsoftprodukter og reststykker fra disse er inkorporeret i kolletiktivets klæder – afrevne taster pryder veste og jakker som nitter og en karakter bærer sågar en fuglerede af kobbertråde på skulderen.   

Man nok godt regne ud, hvad Uzeyman og Williams mener om denne industri og dens effekt på folk og land. 

Til denne landsby kommer den interkønnede Neptune og deres forhold til minearbejderen Matalusa udgør en ledetrådene gennem filmens snørklede univers. Man skal dog ikke gå til ‘Neptune Frost’ med forventninger om et konventionelt fortalt plot. Der er mere tale om en frit fabulerende og associativ oplevelse, bundet sammen under overfladen af tydelige politiske overbevisninger og næsten konstant musik og messende sang, der er mere end en smule hypnotiserende. Publikum bliver ikke så meget holdt i hånden som ledt gennem en techno-magisk alternativ virkelighed fuld af muligheder.  

Tematisk ser vi det samme opgør med de binære systemer, som vi også så i 2021s ‘The Matrix Resurrections’, med hvilken ‘Neptune Frost’ også deler en række æstetiske ligheder. Neptune og Matalusa hacker virkeligheden og disse visuelle trips minder både om The Matrix’ digitale regn og retro-digitale sekvenser som vi kender dem fra ‘Johnny Mnemonic’ og Godfrey Reggios overvældede opgør med den digitale verden i ‘Naqoyqatsi’. Her er Reggios ængstelse derimod erstattet af en utopisk eufori, hvor det er muligt at hacke uretfærdigheden i stumper og stykker.        

Jeg så ‘Neptune Frost’ til Fringe Queer Film & Arts Fest i London og den blev vist på CPH PIX sidste efterår, men mon ikke den  kommer på programmet til MIX Copenhagen i slutningen af oktober? Hvis den kommer til at figurere i deres program, der offentliggøres nu på fredag d. 30. september, så under man sig selv at se ‘Neptune Frost’, for der kommer ikke til at være mange film som den i år. Hvis man efterfølgende får lyst til at udforske afrofuturismen yderligere, så har the Criterion Channel i øjeblikket en serie, der strækker sig fra 70’erne til i dag.