Når ’The Diplomat’ er bedst, er det en af de allerbedste politiske thrillerserier i streaminglandskabet i lang. Når den er værst, er det pladderromantisk bavl, der kører i uendelig ring uden udsigt til rent faktisk at få nogen form for forløsning.

Oftest formår serieskaber og hovedforfatter Debora Cahn at balancere den del fermt.

Men det er svært ikke at se, hvordan plotlinjer bliver trukket i langdrag over hele sæsoner og fyldafsnit bliver mere og mere frekvente.

Fjerde sæson tegner umiddelbart til at blive mere af det samme.

Dilemmaet med den strandede russiske ubåd og det dommedagsvåben, som Hal (Rufus Sewell) og præsident Penn (Allison Janney) stjal fra den, bliver mere og mere problematisk for alles yndlingsambassadør Kate Wyler (Keri Russell).

Men der sker noget i slutningen af første afsnit af fjerde sæson, som rusker godt og grundigt op i serien.

Præsident Penn bliver forsøgt dræbt.

Bum.

Det sker uden den store fanfare. Det eneste, man hører, er et lille metallisk pew, og så stopper hun op, vender sig om, og vi ser blodet male den hvide skjorte rød omkring maveregionen.

Virkelig stærkt iscenesat, samtidig med at kaosset indtræffer umiddelbart bagefter, hvor alle de vigtige personer skal bringes i sikkerhed og jagten på gerningsmanden iværksættes.

Det er her, at ’The Diplomat’ virkelig viser sin styrke som en relevant politisk thrillerserie. The show must go on, selvom alle er bekymrede ikke kun for præsidenten, men også for, om det er et organiseret angreb.

Desværre er det kun fire ud af sæsonens otte, der er blevet givet til anmeldere, så præcis, hvordan det hele udspiller sig, og de øvrige twists, som der er en lille håndfuld, må vi alle vente til premieren med at finde ud af.

Men som udgangspunkt er det meget klassisk ’The Diplomat’ på både godt og ondt. Det politiske arbejde bliver til tider skubbet lige vel meget i baggrunden til fordel for Kate og Hals tumultariske ægteskab og samarbejde.

Når det politiske til gengæld er i fokus, er der ingen serier pt., der trumfer ’The Diplomat’.

Nu fire sæsoner inde rejser spørgsmålet sig: hvad skal det hele ende med?

Har Debora Cahn planlagt hele vejen frem til slutningen, eller træder vi vande, indtil Netflix siger, så er det godt?

Jeg frygter lidt det sidste, men måske de sidste fire afsnit i den nærværende sæson giver et gunstigt praj om, hvor vi er på vej hen i historien.

Keri Russell er nok en gang et fænomenalt fyrtårn i serien, og resten af rollelisten gør det fint for at holde trit. Tilføjelsen af Allison Janney og Bradley Whitford som faste spillere gør kun serien bedre, men skubber omvendt mange af originalerne længere væk fra hovedhistorien.

Det er lidt af en make it or break it-sæson for ’The Diplomat’. Det er nu, at storheden skal cementeres, ellers ender den desværre bare som endnu en Netflix-serie, der endte med at køre i alt for lang tid og blot være et ekko af fordums storhed.

Jeg troede umiddelbart, at jeg havde luret, hvilken slags serie ’Crystal Lake’ ville være. En rimelig ligetil prequel omhandlende Pamela Voorhees (Linda Cardellini), før hun gik amok i den første ’Fredag d. 13.’-film og tog hævn over de sexgale, narkopåvirkede teenagere, som havde mere travlt med at knalde end at holde øje med hendes elskede Jason, som druknede i den titulære sø.

Men serieskaber og showrunner Brad Caleb Kane har heldigvis haft større ambitioner end bare det.

’Crystal Lake’ starter med et flashforward, hvor vi ser Pamela pille en tand ud af sine knoer, mens hun står fuldstændig gennemsølet af blod foran et spejl i et badeværelse.

Hvad er der sket?

Hvis tand er det?

Jeg hader normalt flashforwards, fordi det er den mest fortærskede fortællemekanisme på tværs af film og serier, men her fungerer det rent faktisk.

Vi springer ni måneder tilbage i tiden, og det er pudsigt nok den skæbnesvangre dag, hvor Jason (Callum Vinson) dør. Udover sit abnormt store hoved er han faktisk en helt almindelig sød knægt, og det trækker sgu lidt i hjertestrengene, da han plasker forgæves ude i vandet.

Herefter bliver det fint skildret, hvordan Pamela er tynget af sorg og har svært ved at acceptere, at sønnen er død – og er han egentlig det?

Da to ukendte mænd dukker op og siger, at de er fra politiet og gerne vil have Pamela med til at identificere Jasons lig, er der noget uldent ved det hele.

Efter en superbrutal og herligt blodig fight ligger de to mænd døde i hendes hjem. Hvem var de, og hvem arbejdede de for? Og hvordan er Pamela pludselig blevet sådan en badass, der uden problemer nakker to store brød?

Ja tak, det er en alternativ indgang til ellers velkendt materiale, der giver ’Crystal Lake’ sin eksistensberettigelse.

Efterhånden om de otte afsnit forløber, smider Kane den ene overraskelse efter den anden ud til publikum. Stemningen er stærk, og der bliver ikke sparet på de blodige effekter, hvor blodbudgettet er blevet brugt godt og grundigt.

Udover Pamela følger vi også sheriffen Levon Brooks (William Catlett), der har et crush på hende, og hans journalistsøster Briana (Devin Kessler), som begynder at grave i sagen. Og så er der den unge pige Grace (Gwendolyn Sundstrom), et af de få børn, der var venlige mod Jason.

Hendes udvikling er fascinerende at følge, og det går langsomt op for en, at hun måske ikke er helt, som det ser ud til.

Det er få serieskabere, der formår at lave en spændende horrordramaserie. Men det kan måske ikke undre, at Brad Caleb Kane har fået meget frie hænder til at lave præcis det, han vil, når A24 er produktionsselskab.

Resultatet er en serie, der skæver til horror, drama og coming-of-age, uden at noget af det fremstår kluntet. Og som vi har set de senere år, er Linda Cardellini en fantastisk urkraft af en skuespiller og gør det blændende i hovedrollen.

’Crystal Lake’ er bedre end forventet, ikke mindst takket være Cardellini og en spot on-stemning, hvor det er en fryd for eksempel, når de lokale sidder i en diner og sladrer om stort og småt. Skøn lille detalje, der er med til at gøre oplevelsen af serien så meget bedre.

Og så er det svært ikke at blive begejstret, når der er visuelle cues til ’Fredag d. 13.’-filmene, uden at det fremstår som fanservice. Men det er virkelig fedt, og det opsummerer meget godt ’Crystal Lake’: Den er meget fed.

Det er svært ikke at juble, når James Spader står på rollelisten til en film eller serie.

Skuespilleren har gjort en fremragende karriere ud af at spille fascinerende karakterer, der ikke altid har det mest retskafne moralske ståsted eller er blege for at tage forbryderiske metoder i brug for at opnå de rigtige resultater. Eller bare folk, der er virkelig specielle.

Lige meget om filmen eller serien er god, leverer Spader altid varen og er eminent. Selv i den sløve ottende sæson af ’The Office’, hvor han spillede hustleren Robert California, der på forunderlig vis endte som chef for hele firmaet.

Når det kommer til mainstreamfilm, har Spader skruet betydeligt ned for tempoet. Faktisk skal vi pudsigt nok helt tilbage til 2015, hvor han spillede robotskurken Ultron i ’Avengers: Age of Ultron’. En rolle, som han nu genoptager i serien ’VisionQuest’, hvor skuespilleren, selvfølgelig, overskygger alt og alle med superb scenetilstedeværelse.

Serien handler om roboten Vision (Paul Bettany), der egentlig blev dræbt i ’Avengers: Infinity War’ for derefter at blive genoplivet i ’WandaVision’, dog uden at være helt den samme. For selvom han har alle minder intakt, har han ikke den følelsesmæssige tilknytning, som den ”oprindelige” Vision havde.

Han holder sig derfor skjult, mens han prøver at finde sin plads i verden og bruger tiden på enten at arbejde på en pub eller at diskutere med forskellige AI’er, som han har samlet i sit indre.

Blandt dem er den morderiske Ultron, der bruger det meste af tiden på at sidde og se tv og komme med bidske kommentarer mod Vision, som han hadkærligt omtaler som sin søn.

Da en dusørjæger ved navn Paladin (Todd Stashwick) finder frem til Vision, bliver den monotone fred brudt samtidig med, at en android (T’Nia Miller) ved navn Jocasta er på et morderisk hævntogt, som Vision blander sig i.

Og så er der en masse andre sidehistorier, inklusive Visions søn Tommy (Ruaridh Mollica), som pludselig dukker op til stor fornøjelse for ”farfar” Ultron.

Men det vigtigste og mest underholdende element at tage med fra ’VisionQuest’ er samtlige scener, hvor James Spader er med. Heldigvis har man besluttet, at de forskellige AI’er skal have menneskelig form det meste af tiden, og derfor får Spader i levende live med kæmpe skæg und alles.

Scenerne mellem ham og Paul samt T’Nia Miller er alle de andre spildminutter i ’VisionQuest’ værd. James Spader er ekstraordinært god og jeg håber virkelig, at man finder en god serieskaber og laver en soloserie med ham som Ultron.

Er han god, er han ond, who cares, han er forbandet underholdende, og man sidder vitterligt og hepper på ham snarere end seriens reelle helt.

Udover James Spader-show er der ikke meget andet at komme efter i den meget gennemsnitlige Marvel-serie, der har potentiale i sine temaer om AI og om, hvad det vil sige at være levende. Men den bliver tynget ned af kringlet superheltepladder, der sjældent bliver mere end pseudointellektuelt, og så er hele Vision/Tommy-delen alt for langtrukken.

Se den for James Spader og spring de scener over, hvor han ikke er med, og du kommer til at have en ret fed oplevelse med ’VisionQuest’. Ellers er den ikke tiden værd.

Na Hong-jin er en af de få filmmagere, der stadig ikke har lavet en dårlig film i karrieren. Debutfilmen ’The Chaser’ er en fed seriemorderthriller, der får ’Seven’ til at ligne en hyggelig børnefilm, og efterfølgeren ’The Yellow Sea’ er en pulserende actionthriller, der fastholder en i åndeløs spænding fra start til slut.

Hans magnum opus, ’The Wailing’, er en overraskende overnaturlig horrorfilm, hvor temaet om det årtier lange had mellem koreanere og japanere blev brugt til at fortælle en historie om en dæmon, der får sine ofre til at myrde deres familier.

Alle tre er af den slags, som andre filmskabere ville sælge deres sjæl for at have på CV’et, så når Na Hong-jin er ophavsmand til dem alle sammen, vidner det om, at vi har at gøre med en helt særlig kreativ sjæl.

Det sætter også forventningerne til hans aktuelle film, ’Hope’, helt op på det allerhøjeste niveau.

Og den første time af Na Hong-jins fremragende science fiction-film er også fuldstændig fantastisk.

I den lille by Hope Harbor, lige i nærheden af den koreanske demilitariserede zone ved grænsen mellem Sydkorea og Nordkorea, er Ko Bum-seok (Hwang Jung-min) politichef.

Der sker normalt ikke særlig meget, udover lidt krybskytteri, men i dag er det anderledes.

Hans fætter Ko Sung-ki (Zo In-sung) beder ham om at komme lidt uden for byen, hvor han og hans venner har fundet en død tyr. Det i sig selv er ikke umiddelbart underligt, men de dybe klomærker i dyret er meget underlige.

Sung-ki forsøger sammen med jægervennerne at spore udyret og finder hurtigt frem til, hvor tyren kom fra. Gården er fuldstændig raseret, og det eneste, de finder af bonden, er en afrevet arm. De begiver sig mod den nærliggende skov for at jage det ukendte dyr.

Imens er Bum-seok vendt tilbage til Hope Harbor, hvor et monster er i gang med at smadre byen og slagte alle, der kommer i vejen for det.

Godt og vel hele den første time følger Bum-seok, mens han er lige i hælene på monsteret, og vi får det først at se samtidig med, at han gør det.

’Hope’ er en god kombination af action, sci-fi, komedie og storladent drama, som på en eller anden bizar måde fungerer noget nær perfekt sammen.

Der er slapstick, når de forskellige beboere i byen fræser afsted med den ene store gun efter den anden og prøver at nakke monsteret, mens Bum-seok lige skal finde sit heltemod. En af hans underordnede, rookien Sung-ae (Jung Ho-yeon), er en herlig fandenivoldsk karakter, der bliver introduceret ved, at hun kommer fræsende i en politibil, laver en håndbremsevending og stiger ud med det største automatvåben i filmen, som hun kyndigt bruger med eksplosiv bravur.

Det er ren Michael Bay, og Na Hong-jin har også en sekvens, der helt klart er en hyldest til actionmesterens ’Transformers’-film. ’Get Out’-komponisten Michael Abels’ eminente score emmer flot af action og sci-fi med en snert af horror, hvilket er med til at holde pulsen på max hele tiden.

Og Hong Kyung-pyos blændende billeder indfanger kaosset i byen og den smukke uhygge i skoven smukt, med, som tidligere nævnt, fine visuelle hyldester til action- og sci-fi-klassikere.

At ’Hope’ ville være en god film, er ikke overraskende. Men at Na Hong-jin til slut ligefrem teaser en om muligt mere ambitiøs film i fremtiden, eller en alternativ version af denne, er fuldstændig genialt.

Skal vi til at have #NaCut til at trende? Er det her den definitive version? Jeg har mange spørgsmål til slutningen, og de kommer alle af lysten til at se mere.

Na Hong-jin har gjort det umulige og lavet fire vaskeægte moderne klassikere med sine første fire film i karrieren. Det er meget få filmskabere, man kan sige det om, og jeg glæder mig til at nærstudere ’Hope’ efter spor på, hvad det egentlig er for en historie, han vil fortælle. 

Min mormor havde en gård, hvor der hver sensommer skulle høstes. Jeg var ikke gammel nok til aktivt at kunne bidrage med noget konstruktivt, men det var alligevel ret fedt at være med.

Især at køre med i traktoren, når den skulle ud at hente korn fra mejetærskeren. Den turde jeg ikke køre med. Den larmede og var ordentlig noieren, selv når den holdt stille inde i den store lade, hvor den stod det meste af året. På nær når det var høsttid.

Min interesse for DR’s dramaserie ’Høst’ rækker derfor ud over bare anmelderi. Der er et nostalgisk islæt forbundet med den, som jeg ikke kan undsige mig, og som også påvirker, hvordan jeg måler og vejer den.

Der er sket meget teknologisk fremskridt siden dengang i slutningen af 1980’erne og starten af 90’erne, hvor jeg fik lov til at sidde med i førerhuset.

Storbonden Gorm (Lars Brygmann) fylder rundt, og det forventes, at han i den forbindelse vil overdrage ansvaret for driften af familiegården Feldumgaard til sin førstefødte, Erik (Elliott Crosset Hove).

Derfor er alle spændte på det store gilde, hvor også søster Astrid (Katrine Greis-Rosenthal), der er lærer, og brormand Thomas (Simon Bennebjerg), som også bor på gården med sin familie, er med.

Festen er den mest anspændte affære i dansk fiktion, siden Thomas Vinterbergs ’Festen’. Erik og hans kone Katrine (Helene Reingaard Neumann) sidder på nåle og kan ikke forstå, at Gorm ikke annoncerer skiftet, og længere nede ad et af langbordene sidder Pernille (Marie Dalsgaard) og raser. Hun er gift med Jens (Joachim Fjelstrup), der i tidernes morgen var kæreste med Astrid, som gav sin gamle flamme et godt, langt kram, da de mødtes til festen.

Og så falder bomben.

Gorm udnævner Astrid til sin arvtager, og Erik stormer rasende ud.

Første afsnit af Martin Zandvliets serie, som han har instrueret samtlige syv afsnit af og er hovedforfatter på, er suverænt det bedste.

Det fanger perfekt den landlige stemning, hvor man andægtigt kommer til selskab hos den lokale storbonde, der holder hof. Feldumgaard minder mere om et gods end en typisk dansk bondegård, og derfor er der lidt flere tjenestefolk – som dog kommer og går afhængigt af, om der er fest eller ej – end man ellers ser nu om dage.

Vi følger Astrids nye hverv som bonde frem til den vitale høst, der afgør, om gården kommer ud med et overskud for året eller ej. Det er slow-tv, når det er både bedst og værst.

Bedst, fordi det er op til skuespillerne at fastholde spændingen i en serie, hvor regnvejr er den allerstørste antagonist. Skuespillet er også fremragende, hvor især de tre voksne børn, Katrine Greis-Rosenthal, Elliott Crosset Hove og Simon Bennebjerg, har masser af gode scener sammen.

Problemet med ’Høst’ er, at der ikke rigtig sker noget. Serien kører meget i tomgang omkring søskendekonflikten samt en familieskam, som ikke har den nødvendige pondus til, at man bliver rigtig revet med.

Det er et stille hverdagsdrama, og selv om det foregår på en stor gård og i et landbrugssamfund, hvor der bliver talt meget om, at man altid har hjulpet hinanden, er det forbløffende, hvor få karakterer der medvirker i serien.

Det bliver lidt for gumpetungt og forudsigeligt. Ikke at det ikke kan være dramatisk, når en flok køer forsvinder i nattens mulm og mørke, men det må ikke være blandt en series spændingsmæssige højdepunkter, når det bliver forløst så roligt, som det gør i ’Høst’.

Jeg håber, at en eventuel anden sæson kan finpudse ’Høst’, så den står som en helt skarpslebet dramaserie. Her i første sæson er der tilløb til noget interessant, men det bliver kun til lige ved og næsten.

Hvis man skulle være i tvivl, så er Mike Flanagan den bedste horrorserieskaber i streamingland og har haft den position i flere år.

Og han er den ypperste, når det kommer til at filmatisere Stephen Kings notorisk svære noveller og romaner, der gang på gang er mundet ud i den ene undervældende film eller serie.

Men for Flanagan virker det nærmest lige så nemt som at trække vejret.

’Gerald’s Game’, ’Doctor Sleep’ og ’The Life of Chuck’ er de regulære filmatiseringer, og selv i de titler som ikke er baseret på King-forlæg, fornemmer man den litterære gysermesters særlige touch for at mikse vedkommende menneskeligt drama med gruopvækkende horror.

Især ’Midnight Mass’ har den King’ske feel, samtidig med, at serien er Mike Flanagan, når han er allerbedst.

Derfor er forventningerne selvsagt enormt høje til Prime Video-serien ’Carrie’.

Den er ikke bare baseret på Stephen Kings debutroman, som katapulterede forfatteren til toppen af horrorliteraturen, men står også på skuldrene af Brian De Palmas eminente adaptation fra 1976 med Sissy Spacek i den titulære hovedrolle.

I ’Carrie’ anno 2026 har Flanagan udvidet Kings spartanske historie for at kunne fylde serieformatet ud og opdateret handlingen, så den giver mening i en nutidig kontekst.

Carietta ’Carrie’ White (Summer H. Howell) har indtil nu levet et beskyttet liv, hvor hendes dybt religiøse mor Margaret (Samantha Sloyan) og småkonspirationsteoretiker-far Ralph (Tahmoh Penikett) har holdt hende hjemme og skjult hende for omverdenen.

Da faren dør, opdager myndighederne tilfældigvis Carries eksistens. Hun bliver sendt i skole, hvilket den naive og glade pige glæder sig umanerligt meget til og også er lidt nervøs for. Og det er med god grund.

Allerede på vej ind til skolen påkalder hun sig ufrivilligt den populære mean girl Chris’ (Alison Thornton) opmærksomhed, og det bliver kun værre.

Efter sit livs første idrætstime får Carrie sin første menstruation. Hun er rædselsslagen og tror, hun skal dø, da hun ikke forstår, hvad der sker. Chris hiver hende ind under bruserne, og sammen med de andre piger overdænger hun Carrie med tamponer og bind.

Senere opretter Chris en mobbe-Instagramkonto ved navn ’CarrieRed’, der som udgangspunkt bare skal ydmyge Carrie, som hun hader indædt. Efterfølgende gør hun den offentlig, og folk begynder at sende ting ind til kontoen. Nogle ting er sande, andre ondsindede rygter, men alle dybt krænkende overfor de involverede.

At Mike Flanagan vælger at inkludere dette aspekt, er perfekt til tiden. Især fordi skolens personale ikke bliver fremstillet som komplette idioter, der ikke vil gøre noget ved det.

’Carrie’ er i Flanagans hænder blevet en stærk ungdomsserie, der netop gør en dyd ud af at nuancere og fange det menneskelige drama, som de forskellige karakterer gennemlever, i bedste King-stil.

Udover Carrie følger vi også Chris’ privatliv, hvor forældrenes kommende skilsmisse gør hende utrolig ked af det og vred. Ikke mindst fordi moren har fundet en ny kæreste, hvis datter går på samme årgang som Chris.

Derudover følger vi Sue (Siena Agudong), Chris’ bedste ven, der langsomt bliver en god ven for Carrie. I det helvede, der er en high school, formår Flanagan at gøre det genkendeligt samtidig med, at det virker som et fuldstændig horribelt sted, der kun kan findes i USA. Men som alle der har gået i gymnasiet ved, er den eneste forskel på over there og her sproget. Klikkerne og problematikkerne er de samme, og derved får ’Carrie’ en fin universel appel.

Summer H. Howell er en åbenbaring som Carrie, der perfekt fremviser karakterens naive gåpåmod og senere, voldsomme vrede som følge af det, hun bliver udsat for, og som spejling af den hårde omverden, hun nu for første gang i sit liv bliver eksponeret for.

Samantha Sloyan, og Mike Flanagan, formår at tilføje den ellers diktatoriske mor nogle sider, der næsten gør hende sympatisk. Kun næsten. Overbeskyttelsen bliver kvælende og toksisk samtidig med, at Margarets ego ikke er helt tilfreds med at være en nobody i verden uden for domicilet.

Som tidligere nævnt er skolens personale, modsat mange andre ungdomsserier, ikke skildret som komplette idioter. Rektoren Henry (Matthew Lillard) forsøger oprigtigt at løse alle problemer af et godt hjerte, og det samme gør studievejlederen Morton (Tim Bagley), der er en af den slags mennesker, alle uddannelsesinstitutioner bør have. Nogle af de bedste øjeblikke i ’Carrie’ er, når han og Carrie deler scener sammen. Især én, hvor de sidder på hans kontor og knytter bånd gennem citater fra bøger, de har læst.

Den nye lærer på skolen, Rita (Amber Midthunder), har stadig en god retfærdighedssans og forsøger ihærdigt at hjælpe Carrie, modsat kollegaen Seth (Rahul Kohli), der har været så lang tid i faget, at han er begyndt at miste modet og troen på det gode i dem, han underviser.

Og sådan fortsætter det ned igennem karaktergalleriet, hvor meget få fremstår underbelyste. Og grunden til, at de gør det, er, at der lægges kraftigt op til, at vi på en eller anden måde får en fortsættelse.

Mike Flanagan har selv sagt, at ideelt set er ’Carrie’ en fortælling fordelt på tre sæsoner, og hvis han sørger for at opretholde, og endda højne, niveauet, er der ingen tvivl om, at vi har at gøre med Prime Videos bedste serie til dato. De skønhedsfejl og få underbelyste karakterer, der er, bliver uden tvivl rettet til i de (eventuelt) kommende sæsoner.

’Carrie’ er heldigvis lavet sådan, at den godt kan fungere som en enkeltstående sæson. Men hvis vi vil have det fulde Flanagan-cut af ’Carrie’, skal vi krydse fingre og sprede budskabet om, hvor god serien er.

Jeg har hverken læst John Steinbecks roman ’East of Eden’ eller set Elia Kazans filmatiseringer af den.

Det sidste kunne betragtes som en dødssynd blandt cineaster, der måler viden gennem Letterboxd, men omvendt har det gjort, at jeg har kunnet se Zoe Kazans Netflix-adaptation af Steinbecks roman, uden at have noget forudgående viden.

En blank slate, præcis sådan som det skal være for at kunne nyde et værk fuldt ud.

Og det er eddermame en nydelse at se Kazans miniserie, der er en kærkommen reminder om, at Netflix også laver kvalitetsserier af virkelig højt niveau.

Den episke miniseriens syv afsnit er alle skrevet af Zoe Kazan alene, på nær ét, som er skrevet sammen med forfatteren Alexander Chee. ’Top of the Lake’- og ’Lion’-instruktøren Garth Davis instruerer de fire første afsnit, mens ’Mustang’- og ’Lady Chatterley’s Lover’-instruktøren Laure de Clermont-Tonnerre styrer de sidste tre.

Kazan er showrunner sammen med Jeb Stuart, hvis CV blandt andet tæller manuskripterne til ’Die Hard’ og ’The Fugitive’ samt rollerne som serieskaber og showrunner på ’Vikings: Valhalla’.

Duoen er i øvrigt annonceret som serieskabere og showrunnere på endnu en Netflix-adaptation af en af de store amerikanske romanklenodier, westerneposset ’Lonesome Dove’.

Og med tanke på, hvilket eminent arbejde de har gjort med ’East of Eden’, har vi noget stort i vente.

Den aktuelle serie handler om familien Trask, som vi følger igennem to generationer.

Vi lægger ud med halvbrødrene Adam og Charles, der har et had-/kærlighedsforhold til hinanden, med overvægt af had. Primært takket være deres noget så usympatiske far Cyrus (Tracy Letts), der ikke tøver med at gøre alle opmærksomme på, hvem der er hans favorit.

Da Adam (Christopher Abbott) og Charles (Mike Faist) er voksne og faren død, ser det endelig ud til, at de bliver gode venner. Indtil en kvinde kommer ind i deres liv.

Eller rettere sagt, Cathy (Florence Pugh) kravler på dødens rand op til deres dør og med noget nær sidste åndedræt tigger om hjælp.

Da hun er kommet til sig selv, frier Adam til hende for at beskytte hende mod alverdens ondskab, og de flytter til Californien. Ægteskabet er dog ikke noget for Cathy, og hun forlader ham og deres to spæde tvillingedrenge.

I stedet slår hun sig ned i en nærliggende by under navnet Kate på et bordel, hvor hun dog ikke slår sig til tåls med bare at være en af etablissementets mange sexarbejdere.

Alt imens synker Adam ned i depression, og kun takket være hushjælpen Lee (Hoon Lee) og naboen Samuel Hamilton (Ciarán Hinds) går han ikke helt i hundene, og tvillingedrengene Caleb (Joseph Zada) og Aron (Joe Anders) dør ikke af omsorgssvigt.

Men dermed ikke sagt, at fremtiden er fuldstændig smertefri og ligetil.

Det er en forbandet hård og hjerteskærende historie, Zoe Kazan fortæller med ’East of Eden’. Der er hjertevarme og håbefulde øjeblikke, men de bliver flankeret af brutale stunder, der former karaktererne på nådesløs vis.

Især Cathys historie og story arc er en, som både går direkte i hjertekulen og frembringer chok og vrede. Fra at være blevet misbrugt fra barnsben vokser hun op til at være en benhård overlever, der ikke er bleg for at udnytte hvem det skal være, for at komme frem i livet, og ringeagten for hankøn bliver kun mere og mere indædt, efterhånden som afsnittene skrider frem. Og med god grund.

Zoe Kazan ville netop udfolde denne karakter i forhold til forlægget, og resultatet er en voldsomt fascinerende figur, der er lige dele antihelt og skurk, og som er gestaltet fremragende af Florence Pugh.

Det er en masterclass i skuespil, som understreger, hvorfor Pugh er en af sin generations allerbedste skuespillere.

Skuespillet i ’East of Eden’ er i det hele taget af meget højt niveau, men især hvis jeg kun skal fremhæve én til, er der ingen tvivl om, at det er Hoon Lee.

Den gravitas, han bringer til hushjælpen Lee, er mageløs, og det samme gælder hans perfekte repliklevering, hvor man sidder og hænger på hver eneste stavelse, han ytrer. I et univers af mange tvivlsomme mandlige karakterer er Lee-figuren en skøn non-toxic person. Han er den faderfigur, som alle de andre figurer higer efter at have i deres liv, men som er en mangelvare i den kyniske udnytterverden, hvor de fleste kun gør ting, hvis de får noget ud af det.

Med tanke på de efterhånden utallige brutale westernserier, som streamingtjenesterne har spyttet ud i de senere år, understreger Zoe Kazan med ’East of Eden’, at man ikke behøver at have en hulens masse eksplicit vold, for at give publikum ubehag.

Er karaktererne velskrevne og nuancerede, føler vi deres opture og nedture. Og det gør jeg med familien Trask og alle de andre i ’East of Eden’.

Det er et af den slags team-ups, man bare ikke kan lade være med at have store forventninger til.

Foran kameraet finder vi megastjernen Tom Cruise. En skuespiller, der takket være sin enigmatiske personlighed, dødsforagt og fremragende PR-arbejde er blevet et ikon, der har transcenderet sit métier og nu er en popkulturel institution.

Bag kameraet er Alejandro González Iñárritu, en af de mest markante filmskabere i dette årtusinde, som bragede ind på scenen med den fantastiske debut ‘Amores perros’. I 2010’erne satte han den hidtidige krone på karrieren med et-to-kombinationen ‘Birdman’ og ‘The Revenant’ i henholdsvis 2014 og 2015.

Siden da har det været svært for Iñárritu.

‘Bardo’, der skulle have været det store comeback, var en slem skuffelse.

Derfor er der forståeligt nok både mange forventninger til Cruises og Iñárritus nye film.

Lever ‘Digger’ så op til dem?

Svaret er desværre nej.

Helt præcist hvorfor filmen ikke fungerer, er svært at forklare på nuværende tidspunkt. Der er både en heftig NDA i spil og en kraftig opfordring fra filmskaberne om ikke at spoile handlingen for publikum.

Men jeg tør godt sige, at ‘Digger’ på ingen måde er, som den ser ud til.

Traileren lover en skarpslebet politisk satire i bedste Adam McKay- og sågar Armando Iannucci-stil. Iñárritu rammer dog på ingen måde de to førnævntes topniveau, men der er et klart slægtskab med McKays katastrofefilm ‘Don’t Look Up’, der også lovede guld og grønne satiriske skove med en svulmende stjernecast ledt an af Leonardo DiCaprio.

Realiteten var dog en gevaldig langgaber, hvis moralske prædikener blev leveret lige så subtilt som en mukkert lige mellem øjnene.

Det samme gør sig gældende for ‘Digger’. Tom Cruise er den titulære oliemilliardær Digger Rockwell. Han har nået en position i verden, hvor han kan gøre næsten lige hvad han vil uden konsekvenser.

Lige indtil hans olieboringer i Grønland bringer verdens ve og vel på katastrofekurs. Tsunamier og oversvømmelser truer, og den amerikanske præsident Compson (John Goodman) og resten af hans patriarkalske kabinet er tilpas inkompetente til ikke at komme på en god idé til at forhindre menneskehedens endeligt.

Det har den bombastiske Digger dog ikke tænkt sig at lade ske, da han er alt for glad for den magt og rigdom, han har skaffet sig igennem tiden.

Tom Cruise giver den fuld gas og mere til i rollen som Digger, der bliver mere karikatur end karakter. Men det er pudsigt nok også, hvad rollen kræver, og derfor må det være op til den enkelte publikummer, om Cruises præstation er gal eller genial.

Tænk Frank T.J. Mackey fra ‘Magnolia’ kombineret med Les Grossman fra ‘Tropic Thunder’, om muligt bare mere overdrevet. Det er så overdrevent teatralsk, at det næsten ikke er til at holde ud. Men også vanvittigt dragende og fascinerende.

Men ‘Digger’ som film er ikke særligt imponerende.

Det teatralske skær fra Cruises karakter går igen i resten af filmen, og det fungerer ikke. Som teaterstykke havde ‘Digger’ været en sindssyg oplevelse, men som film er den tæt på uudholdelig.

‘Digger’ er en af den slags film, folk enten kommer til at elske eller hade. Men der vil være en konsensus om, at Tom Cruise leverer en vild og vanvittig præstation. Om den er gal eller genial, det er jeg stadig i tvivl om. Men jeg hælder til det sidste. Bare en skam, at resten af filmen ikke lever op til den.

Det er ikke fordi der mangler dygtige folk til Netflix’ nyeste true crime biopic.

Med Janus Metz som instruktør var der umiddelbart god garanti for intensitet og spænding i ’Unabomber’, og med Russell Crowe, Shailene Woodley og Jacob Tremblay i front for skuespillerne var der heller ikke mangel på talent på den front.

Men filmen har et stort og graverende problem: den er ikke spændende.

’Unabomber’ er vitterligt som at se en Wikipedia-side bliver filmatiseret.

Forstået på den måde, at filmen er fyldt med highlights fra jagten på den infamøse bombemand Ted Kaczynski, der skabte rædsel i USA i tæt på to årtier.

Og så bliver der gættet på, hvad der har været med til at forme den følelseskolde gerningsmand. Specifikt hans deltagelse i nogle psykologieksperimenter på Harvard-universitetet, hvor han studerede matematik som bare 16-årig.

Eksperimentet var under ledelse af den kendte psykolog Henry Murray og havde blandt andet til formål at kortlægge, hvad der skete, når unge mænd blev udsat for ekstrem stress. Ville de knække eller forsøge at kæmpe sig vej ud af situationen?

’Unabomber’ veksler imellem den sidste del af jagten på Kaczynski og så tiden på Harvard.

Med en spilletid på lige knap halvanden time går det huhej hurtigt fra start til slut. Også mere end nødvendigt.

Vi har efterhånden fået et utal af true crime-dokumentarer omkring Unabomber og hans hærgen som aktiv bombemand fra 70’erne og op i 90’erne. Inklusive ’Unabomber: In His Own Words’, en dokumentarserie i fire dele, der kan ses hos netop Netflix.

Og fiktionsserien ’Manhunt’ brugte hele anden sæson på at skildre jagten på Ted Kaczynski, så vi er ude i velkendt territorium. Ikke en nem opgave for Janus Metz, og det virker da også som om Netflix har dikteret, at det færdige resultat ikke måtte være meget længere end 90 minutter, og nå ja, så skulle pointerne fra Alston Chases bog ’Harvard and the Unabomber: The Education of an American Terrorist’ flettes ind.

Rent guf for konspirationsteoretikere, der mener, at den amerikanske regering – i dette tilfælde CIA – har udført hemmelige forsøg på civilbefolkningen.

Ingen af delene er spændende.

Som allerede nævnt er jagten på Ted Kaczynski skildret flere gange, og derfor lever og ånder ’Unabomber’ med, at Harvard-delen ikke er spændende.

Selvom skuespillerne gør hvad de kan, er der ikke rigtigt noget at komme efter. Jacob Tremblay rammer fint en stemme i overgang hos den generte Kaczynski og kører den fint hjem med en stoisk præstation. Russell Crowe er Russell Crowe i en rolle, der ikke kræver meget af den ellers dygtige skuespiller.

For en film, der burde høre til i spændingsfilmkategorien, er det forbløffende, hvor lidt man sidder ude på kanten af sædet. Historien er så hæmmet af faktuelle begivenheder, at spekulationerne om, hvad der mon er sket i fortiden, stikker ucharmerende ud som værende en manuskriptforfatters kluntede påfund.

’Unabomber’ er desværre ikke tiden værd, hverken som spændingsfilm, dramafilm eller true crime. Der er bedre og mere dybdegående titler at give sig i kast med og som tilføjer den baggrundshistorie og nuancer, som den nærværende film mangler. Den er en pamflet af den opsigtsvækkende og fascinerende historie om Ted Kaczynski, der gik fra at være matematikprofessor til at være Amerikas mareridt med sin årtierlange terrorisme

Der var flere kæber, inklusive min egen, der faldt til jorden tilbage i 2023, da Matthew McConaughey første gang luftede idéen om, at han og Woody Harrelson var halvbrødre.

At det nok har været et snedigt marketingstunt til at gøde jorden forud for 2024-annonceringen af deres aktuelle Apple-sitcom ’Brothers’, well, det skal man måske bare ignorere.

Serien handler om de to Hollywood-megastjerner, deres familier og en hulens masse andre småhistorier samt den del om, hvorvidt de er halvbrødre.

En af Woodys døtre bliver dumpet af sin forlovede, og da Woody ikke har stor lyst til at blive hængende i sorghulen med hende, sin anden datter og sin kone, annoncerer han, at han smutter ned til Matthew i Austin, Texas.

Det falder ikke umiddelbart i god jord, så autocamperen bliver pakket, og snart er hele Harrelson-familien fremme hos McConaughey-familien.

Mens Woody deler en joint med Matthews mor Ma Mac (Holland Taylor), siger hun, at hun har været sammen med Woodys far.

Woody forsøger i det skjulte at finde ud af sandheden, mens Matthew lancerer en kampagne for at blive guvernør i Texas. Det er de to hovedhistorier i ’Brothers’, der fungerer fint for, hvad det er: en letbenet komedie bygget op omkring den fjollede præmis om, hvad der ville ske, hvis Woody Harrelson og Matthew McConaughey måske var brødre.

Serien er skabt af de to hovedrolleindehavere samt ’Schitt’s Creek’-manuskriptforfatteren David West Read og Lee Eisenberg, der blandt andet har været manuskriptforfatter og instruktør på ’The Office’ og er skaber af ’Jury Duty’.

Selvom udtrykket er anderledes, er der et ’The Office’-skær over ’Brothers’. Der er den samme slags gakkede karaktergalleri, for eksempel Matthews kampagneleder Gwen Hilcrest Barnes-Davies (Lisa Gilroy), der fremstår som en skummel kombination af Jan og Robert California med et drys af Dwights megalomani og manglende høflighed.

Woodys og Matthews familier fylder meget i serien, og det er selvfølgelig en smagssag, om det er tiden værd. Jeg synes, det fungerede fint, men er ikke blind for, at nogle hellere vil have Harrelson og McConaughey. Omvendt ville vi ellers ikke få dem at se udklædt som en britisk og en australsk musiker, så de kan optræde inkognito og lade deres musik tale for sig selv.

Der er et væld af retninger, man kan tage ’Brothers’ i eventuelt kommende sæsoner, og jeg ser ikke nogen umiddelbar grund til, at serien skulle stoppe her.

Ja, det er dumt og fjollet, men det er serien og de kreative folk bag udmærket klar over, og hvis Woody Harrelson og Matthew McConaughey har lyst til at spille fjollede udgaver af sig selv, så siger jeg ikke nej tak. For de har begge fin komisk timing og så meget karisma, at det er svært ikke at blive besnæret.

Men du skal være med på legen, ellers bliver det en træls navleskuende omgang kendte-spiller-sig-selv-pjat.