IOTUNN – Onsdag kl. 23:15 på Gehenna

Hvis der er én ting, der går igen gennem årets program, så er det, at hver aften byder på store dilemmaer i programmet. Efter hovednavnene har lukket Helviti for dagen, skal man således på førstedagen af årets festival vælge mellem Parkway Drive, Iotunn og Zeal & Ardor. Sidstnævnte kan næsten beskrives som årets maskotband, da de har leveret lydsiden til den Fleischer-inspirerede animationsvideo, der er pejlemærket for Copenhell 2023’s  visuelle identitet. Manuel Gagneux og hans kultister gav da også en ganske god koncert, sidst de besøgte Reffen i 2018 – omend denne lå midt i på dagen i blæst og hede. Samme år slog også Parkway Drive vejen forbi, så det er altså ikke så småt med konkurrencen til danske Iotunn, der ikke desto mindre bliver mit valg til at afslutte onsdag. Deres koncert på den mindste scene er så godt som garant for en transportativ oplevelse, når de slipper deres ekstreme blanding af prog, power, død og black løs.

MØL – Torsdag kl 19:45 på Pandæmonium

Aarhusianske MØL er den primære danske eksportør af blackgaze, som fik sit gennembrud for 10 år siden med Deafheavens ‘Sunbather’, der er et klart referencepunkt i MØLs svævende og smukke post-metal. Jeg var så heldig at se forsanger Kim Song Sternkopf optræde sammen med John Cxnnor til deres fænomenale åbningskoncert på årets Roadburn og manden emmer karisma og scenekontrol. Det bliver stort. Så krydser jeg bare fingre for, at ‘Sundrowned’ også får sneget sig med på setlisten.

Jakob Stegelmann & Aarhus Symphony Orchestra – Fredag kl. 13:00 på Hades

Der blev skrevet metalhistorie da nørdernes konge entrerede Helviti med Aarhus Symfoniorkester og leverede en magisk oplevelse, der slog forholdet mellem metal-, nørd- og højkultur fast på syvtommersøm. Nu skal succesen gentages, omend denne gang på den mindre Hades scene, hvilket er fuldstændigt uforståeligt. Man må håbe, at der er blevet hyret et ordentligt og stort hold til at dokumentere koncerten, der kan snildt kan komme til at gå hen og stå som en af festivalens hyggeligste, når Stegelmann introducerer værker af John Williams, Jerry Goldsmith og (fingre krydsede) Ennio Morricone. 

Saturnus – Fredag 23:30 på Pandæmonium

Det bliver voldsomt højt, langsomt og dræbende tungt, når doom-koryfæerne inviterer til midnatsmesse fredag aften. Der går langt mellem Saturnus’ udgivelser – men der kom så sent som i  sidste måned en ny single, ‘Breathe New Life’, hvor man kan høre at den 30 år lange karriere hverken har tæret på tyngde eller kvalitet. 

Kellermensch – Lørdag kl. 00:45 på Hades 

De sortsynede esbjergensere får den tredelte ære at lukke årets festival. Det gør de med det nye album ‘Capitulism’ i baggagen og det bliver med garanti en stor oplevelse når Sebastian Wolff og de andre kældermennesker vrider en fælles forløsning ud af vores kollektive mørke. Det virker måske aparte at lukke Copenhell med en metalfestival med mørk rock i stedet for Afskys atmosfæriske black eller Demon Heads okkulte gothrock – men jeg har på fornemmelsen, at den store fællessang til ‘Army Ants’ og ‘The Pain of Salvation’ bliver det helt rigtige punktum. 

Dance with the Dead – Onsdag kl. 20:00 på Gehenna

Det var tydeligvis en succes med Wargasm sidste, da Copenhell i år har udvidet festivalens musikalske profil og skævet til tung musik med mere elektronisk klang. Jeg har selv en forkærlighed for 80’er-inspireret synth- og darkwave som Perturbator og Carpenter Brut, selvom jeg må indrømme, at den evindelige reference til John Carpenter efterhånden hænger mig langt ud af halsen. Der må da efterhånden snart være opstået nogle nye referencepunkter. Ikke desto mindre er jeg sikker på at Dance with the Dead kommer til at levere en ombrusende og neonbadet dansefest onsdag aften, der kan få levende såvel som døde til at svinge træbenet. 

Sleep Token – Torsdag kl. 15:00 på Pandæmonium

Inden Slipknot byder til det helt store maskebal fredag aften får vi mulighed for at opleve Sleep Token, der ligeledes optræder maskeret. Sleep Token spiller et popgotisk genresammensurium, der har fået en del opmærksomhed. Spørgsmålet er, om forsanger Vessel og bandet kan løfte en bagende festivalplads op i et stadie af højspændt ekstase. 

Electric Callboy – Torsdag kl. 16:00 på Helveti

Vi krydser fingre for høj sol, fadøl, der flyver gennem luften og en non-stop dansefest, når  tyske Electric Callboy indtager Reffen med deres schlager-trampe-techno-metalcore. Foruden deres lyd er bandet bevæbnet med en god mængde selvironi og et fantastisk publikumstække, der nok skal få pisket en lungeflænsende støvsky op over festivalpladsen. Det bliver dumt, men ikke idiotisk – så længe man ikke tænker for meget over teksterne. 

Green Lung – Torsdag 20:30 på Gehenna

Der bliver folk horror stemning for alle pengene, når Tom Templar og co. torsdag aften inviterer til en hedensk seance i Gehennas skovlige omgivelser. Lyden er kraftigt inspireret af 70’ernes store navne som Black Sabbath og Led Zeppelin, mens tekstuniverset trækker på britisk folklore og filmiske fortolkninger af disse. Tænk klassikere som ‘The Wicker Man’, ‘Blood on Satan’s Claw’, ‘Witchfinder General’ og ‘The VVitch’. 

Blackbraid – Lørdag kl. 20:00 på Pandæmonium

Enmandsprojektet fra Adirondackbjergene i Appalacherne er et af de mest spændende black metal bands lige nu. Sgah’gahsowáhs take på atmosfærisk black vender med elementer af folk mindelser om mestrene fra Oregon, Agalloch, og dukkede op som et lyn fra en klar himmel sidste år. Nu drager han mod Danmark med en helstøbt debutplade i ryggen. Blackbraids debut af samme navn er i fast rotation og jeg glæder mig som et lille barn til at se musikken blive forløst live.

Der udvikler sig en form for tovtrækkeri mellem de to mænd, der båder afskyr hinanden og ikke kan udholde at være hinanden foruden. Som konflikten eskalerer og dele af lokalsamfundet inddrages, bliver ‘Banshees of Inisherin’ til en malstrøm af tematikker, der markerer et gedigent comeback for instruktør Martin McDonagh, der her genforenes med sine to hovedroller fra den ligeledes kulsorte tragikomedie ‘In Bruges’.       

Som man kan forvente sig af McDonagh leverer ‘The Banshees of Inisherin’ en rusketur rundt i hele følelsesregisteret. Ofte ændrer scenerne tone midt i det hele, så smilet stivner og latteren ryger i den gale hals. I disse tilfælde er det ofte den akavede og tumpede Dominick, spillet af Barry Keoghan, der spiller en central rolle. Her Keoghan minder os om, hvorfor han var vores allesammens yndlingsweirdo i 2017 og det er dejligt betryggende at se, at det sidste års superhelte-eskapader ikke har filet alt charmen af ham. 

Keoghan er også omdrejningspunktet for filmens formelt mest interessante scene, hvor en exceptionelt akavet udveksling mellem ham og Pádraics søster, Siobhán (en ligeledes strålende og frustreret Kerry Condon), understøttes af et konsekvent brud med 180-graders reglen. Jeg er normalt af den overbevisning, at 180-graders reglens betydning er voldsomt overvurderet. Jeg oplever i hvert fald sjældent at overtrædelser på nogen måder besværliggør orienteringen i rummet eller fortællingen – men lige i tilfælde af ‘The Banshees of Inisherin’ må jeg indrømme, at bruddet er så iøjnefaldende, at det trækker opmærksomheden til sig og understøtter ubalancen, både i karakterernes udveksling og den emotionelle usikkerhed, som de begge føler mens de prøver at navigere en en meget akavet situation. Så tip med hatten til McDonagh og Mikkel E. G. Nielsen, der vandt en Oscar for sit klippearbejde på ‘Sound of Metal’. 

Men der skal ikke herske nogen tvivl om, at Farrell og Gleeson er filmens helt store stjerner og største forcer. De er begge adrætte som gymnaster når de navigerer de subtile sving fra komedie til tragedie og tilbage igen. Gleeson er hjemsøgt, stålsat og sammenbidt, mens Farrell gør udsøgt brug af sammenknebne øjne og rynkede bryn til at sælge Pádraics komplette evne til at fatte så meget som en meter. 

‘The Banshees of Inisherin’ er morsom, knugende og til tider væmmelig. Den får dansk premiere d. 26. januar og man kan roligt glæde sig.

Denne gang tæller galleriet af mistænkte bl.a. en MRA Twitch-streamer, en ambitiøs politiker og en falleret designer med lidt for meget fart på Twitter, spillet af henholdsvis Dave Bautista, Kathryn Hahn og Kate Hudson. Miles selv spilles med et tykt lag oplyst selvfedme af Edward Norton mens ensemblet rundes af Leslie Odom Jr., Jessica Henwick. Madelyn Cline og Janelle Monáe, der gør alle lidt utilpasse som Miles’ tidligere samarbejdspartner Andi, der blev “Social Networket” af Miles – smidt ud af selskabet, forstås. 

‘Glass Onion’ binder en god del af sin humor op på den slags samtidige referencer og lingo. Foruden Miles som en selvforherligende og slet skjult Elon Musk-parodi smider karaktererne om sig med navne på deres rige og berømte bekendtskaber. Selvom tidløshed tydeligvis ikke er noget, hverken ‘Glass Onion’ eller den oprindelige ‘Knives Out’ stræber efter, så kan man ikke lade være med at tænke, at de her referentielle vittigheder formodentlig kommer til at ældes som mælk ved stuetemperatur. 

Dette ændrer dog ikke ved, at ‘Glass Onion’ er et rasende underholdende mysterie, med så mange twists, forviklinger og intriger, som man kunne ønske sig – og som ikke skal afsløres her. Man forstår godt, at Daniel Craig har erklæret sig evigt villig til at trække i Blancs fremragende outfits for at give den gas som detektiven med sydstatsaccenten. Spilleglæden stråler ud af ham og ditto resten af ensemblet – selvom man kunne ønske sig, at Hollywood blev bedre til at bruge Jessica Henwick. 

Det store spørgsmål ved ‘Glass Onion’ er dog, om den er fair over for sit publikum. Jeg kunne sværge på, at den snyder ved at vise publikum én ting, og så senere sige at det modsatte skete og vise forandrede indstillinger, der modsiger hvad vi tidligere blev præsenteret for. De vakse blandt publikum får derfor ikke lov til at være aktive deltagere i opklaringsarbejdet og det er en skam, da man sidde rmed en følelse af at være blevet løget over for, hvilket ville være fuldstændigt unødvendigt med blot en nogle yderligere filmisk kunstgreb. Men hvorvidt dette reelt set er tilfældet, må jeg vente med at bekræfte til at ‘Glass Onion’ får premiere på Netflix til Juletid. Her vil den være et perfekt samlingspunkt for de højtidstrætte familier som garant for god, underholdende – og hyggelig – underholdning.

Den ældgamle verden står også i stærkt kontrast til de tre børns energi. Med kameraets distance tager påtager filmens sig et skær af det dokumentaristiske, hvilket kun gør de søskendes interaktion mere charmerende og naturalistisk. Det er Pálmasons egne, herunder Ída Mekkín Hlynsdóttir, der gjorde det så glimrende i ‘En hvid, hvid dag’, med hvilken ‘Nest’ deler en del DNA. 

Hun skal også være med i Pálmasons næste, ‘Vanskabte land’, der også genforener Pálmason med Elliott Crosset Hove, der gjorde sig internationalt bemærket i ‘Vinterbrødre’. ‘Vanskabte land’ får dansk premiere d. 1. december mens Nest kan ses på mubi.com.

Men der er lang fra en stort anlagt blockbuster til ‘Neptune Frost’, en ny rwandisk queer science fiction musical fra Saul Williams og Anisia Uzeyman. 

‘Neptune Frost’ udspiller sig en i en rwandisk landsby delvist konstrueret af computerhardware, hvor en gruppe coltan minearbejdere har etableret et utopisk kollektiv i oprør mod The Authority. Rwanda står for en stor del af verdens coltan minedrift. Coltan er et konfliktmineral, der bruges i produktionen af bl.a. Acer, Apple, Dell, Microsoftprodukter og reststykker fra disse er inkorporeret i kolletiktivets klæder – afrevne taster pryder veste og jakker som nitter og en karakter bærer sågar en fuglerede af kobbertråde på skulderen.   

Man nok godt regne ud, hvad Uzeyman og Williams mener om denne industri og dens effekt på folk og land. 

Til denne landsby kommer den interkønnede Neptune og deres forhold til minearbejderen Matalusa udgør en ledetrådene gennem filmens snørklede univers. Man skal dog ikke gå til ‘Neptune Frost’ med forventninger om et konventionelt fortalt plot. Der er mere tale om en frit fabulerende og associativ oplevelse, bundet sammen under overfladen af tydelige politiske overbevisninger og næsten konstant musik og messende sang, der er mere end en smule hypnotiserende. Publikum bliver ikke så meget holdt i hånden som ledt gennem en techno-magisk alternativ virkelighed fuld af muligheder.  

Tematisk ser vi det samme opgør med de binære systemer, som vi også så i 2021s ‘The Matrix Resurrections’, med hvilken ‘Neptune Frost’ også deler en række æstetiske ligheder. Neptune og Matalusa hacker virkeligheden og disse visuelle trips minder både om The Matrix’ digitale regn og retro-digitale sekvenser som vi kender dem fra ‘Johnny Mnemonic’ og Godfrey Reggios overvældede opgør med den digitale verden i ‘Naqoyqatsi’. Her er Reggios ængstelse derimod erstattet af en utopisk eufori, hvor det er muligt at hacke uretfærdigheden i stumper og stykker.        

Jeg så ‘Neptune Frost’ til Fringe Queer Film & Arts Fest i London og den blev vist på CPH PIX sidste efterår, men mon ikke den  kommer på programmet til MIX Copenhagen i slutningen af oktober? Hvis den kommer til at figurere i deres program, der offentliggøres nu på fredag d. 30. september, så under man sig selv at se ‘Neptune Frost’, for der kommer ikke til at være mange film som den i år. Hvis man efterfølgende får lyst til at udforske afrofuturismen yderligere, så har the Criterion Channel i øjeblikket en serie, der strækker sig fra 70’erne til i dag.

HEAVY TRIP

I en lille finsk landsbys består Impaled Rektum af fire sociale udskud, der bruger deres tid i øvelokalet på at spille “symphonic postapocalyptic reindeer-grinding christ-abusing extreme war pagan Fennoscandian metal”. Så ved man ligesom godt, hvilken godmodig kærlighed til genrens absurditet, som ‘Heavy Trip’ bygger sin humor på. Impaled Rektum bliver pludselig hele landsbyens samlingspunkt, da de bookes til en norsk festival og dermed bliver den eneste kilde til lokal stolthed. Selvfølgelig er vejen til festivalen lang, strabadserende og fuld af vilde optrin, nøjagtig som enhver god road movie skal være det.   

HAGAZUSSA: THE HEATHEN’S CURSE

Det er langsom og knusende folk horror, der udspiller sig som et atmosfærisk black metal album. ‘Hagazussa’ filmen handler om en udstødt kvinde i middelalderens alper og er en knugende filmisk oplevelse, der dvæler ved urovækkende kompositioner og langsomt byggende gru. Det er en film for dem, der syntes, der var for meget knald på ‘The VVitch’. 

MANDY

Med Manson-agtige kulte, cenobite-bikere og en ordentlig fuck-af økse i hænderne på Nicolas Cage skulle man tro, at der med ‘Mandy’ er sat i ovnen til et ordentlige heavy metal eventyr, men dette er langt fra sandheden. I stedet gemmer Panos Cosmatos’ anden film på et blødende hjerte bag det nitteklædte og pansrede ydre. Cage har sjældent været bedre end som skovhuggeren Red, der sammen med sin partner Mandy kommer i karambolage med førnævnte kult af LSD-lappende Jesus freaks. På trods af det kulørte anslag er det en dybt sørgelig fortælling, der tager sine karakterers følelser alvorligt – men som heller ikke er bange for at servere en motorsavsdueller til islandske Jóhann Jóhannssons dronende soundtrack.     

DEATHGASM

Jason Lei Howdens komedie ‘Deathgasm’ blev ganske vidst vist på Copenhell, men når man deler tid med Iron Maiden, kan vi nok roligt antage, at langt de fleste publikummer fuldt forståeligt deltog i festen foran Helvití fremfor at tage en godmodig slapper i Copenhell Cons sal. Dog under man sig selv at se denne søde og hjertevarme komedie, der også involverer dæmonhidkaldelser, D&D og slow-motion tæsk med dobbelthovede dildoer.  

THE SPINE OF NIGHT

Med mørk magi, lændeklædeklædte barbarer og et rotoscoped animation tilbyder ‘The Spine of Night’ mørk fantasy til alle fans af kunstneren Frank Frazetta og instruktøren Ralph Bakshi, der signerede film som ‘Fire and Ice’, ‘Wizards’ og ‘Fritz the Cat’. Selvom stilen emmer af Bakshi, står ‘The Spine of Night’ i størst gæld til antologifilmen ‘Heavy Metal’. Begge film deler en lignende struktur, med et magisk objekt – her en blå blomst med overnaturlige kræfter – der danner bindeled mellem en række ultravoldelige vignetter, der spænder over æoner. 

HEAVY METAL PARKING LOT

Nogen gange siger man mere med mindre og få film formår at indfanget så meget af vores elskede koncertkultur på beskedne 30 minutter. Året er 1986 og vi er på en parkeringsplads i Landover, Maryland, hvor Judas Priest skal give koncert. Fulde og skæve fans interviewes om alt og intet mens de varmer op og det er et hyggeligt, åndssvagt og til tider forstyrrende tidsbillede. Man bliver med det samme klar til at trække i den sorte uniform og endnu en gang tonse rundt på Reffens cement.

EYES onsdag kl. 20:30 på Gehenna

Hardcorekvintetten EYES, hvis album ‘Underperformer’ fik en del opmærksomhed ved udgivelsen i 2020, sætter voldsomme ord på den sene ungdoms rastløshed og den modbydelige måde, denne kan gå hånd i hånd med kedsomhed. Heldigvis er det intet kedeligt over musikken, der er lutter kaotiske energiudladninger. Hvad der bliver spændende at høre onsdag aften er, hvorvidt vi får nogle af de remixede skæringer fra 2021’s blender-EP ‘Reperformer’. 

LLNN onsdag 15:15 på Gehenna

LLNN lyder i sandhed som verdens undergang. Med deres massive lydflader mejsler de et billede af verdens kollaps. Det er grandiost post-metal til en pre-apokalypse og det perfekte soundtrack til en forløsning af alle de ængsteligheder, vi tager på festival for at få manet ud af kroppen.

KONVENT tordag kl 21:15 på Gehenna

Københavns doomkvartet er blackened dødsdoom af bedste skuffe. På deres seneste fuldlængde ‘Call Down the Sun’ har deres lyd set en udvidelse, så den nu bl.a indbefatter kor på ‘Fatamorgana’ og violin samt cello på den gudesmukke albumafslutter ‘Harena’, hvor Felix Havstad Ziskas strenge svæver smukt over Rikke Emilie Lists afgrundsdybe growl. Konvent er en sen – men meget velkommen – tilføjelse til programmet. 

NYREDOLK torsdag kl. 15:30 på Gehenna

Hvis de kan leve op til vores tårnhøje forventninger, så kommer Nyredolk til at levere en af festivalens mest kaotiske, rå og voldsomme koncerter. Til Metal Magic Festival spillede de to numre, før de smadrede deres udstyr og forlod scenen. Med Giles Corey-agtige lærredssække over deres hoveder leverer de en pervers blanding af hardcore og black metal med en rundsavsproduktion, der skærer i ørerne og lover en koncertoplevelse blottet for empati.

WARGASM onsdag kl. 13:45 på Gehenna

Wargasm er muligvis den gruppe på programmet, der ligger længst væk fra Copenhells musikalske kerne. Duoen Sam Matlock og Milkie Ways soniske bombardement lyder lige dele Linkin Park og Die Antwoord, hvilket nok skal få det puritanske segment til at lægge armene over kors. For resten, de festglade og os, der lige skal have slået rusten af, venter et brag af en energiudladning, der forhåbentligt kan losse onsdagen op i højere gear.

ALESTORM fredag kl. 16:30 på Helvíti

En gang imellem må det godt blive fuldstændig idiotisk og på den front kan skotske Alestorm med garanti levere. Deres beduggede piratfolk skal nok tilsøle festivalens største scene i billig rom og lunken øl, mens den gigantiske gule badeand skuer ud over et brusende hav af feststemte crowdsurfere i højt humør. Sidste gang de gæstede Refshaleøen oplevede jeg for første gang, at nogen surfede over mig, mens jeg selv red på de udstrakte arme. Den form for knapt kontrolleret kaos kan så absolut noget og mon ikke det er lige præcis den saltvandsindsprøjtning, vi får brug for fredag eftermiddag? 

HÄLLAS fredag kl. 19:30 på Gehenna

Svenske Hällas har været på vores radar siden udgivelsen af singlen ‘Star Rider’ i 2018. Selv kalder de deres folk-inspirerede retro prog-rock “Adventure rock”. Ganske passende, nu hvor bandet tager sit navn fra en ridder, hvis eventyr udgør musikkens udgangspunkt. Musikalsk er det en blanding af 70’er heavy metal, prog og hard rock. På den seneste udgivelse, ‘Isle of Wisdom’, er der også blevet tilsat en gedigen mængde folk rock som vi kender det fra Jethro Tull. Det kommer med andre ord til at være en eventyrlig omgang på Gehenna fredag aften med musik, der snildt kunne være soundtracket til en glemt John Boorman eller ‘Heavy Metal’ film. 

MIDNIGHT torsdag kl. 15:00 på Pandæmonium

Midnight spiller ironisk nok midt på eftermiddagen, men det skal ikke holde de maskeklædte bøller, med deres patronbælter, cykelkæder og andet hardcore habengut fra at piske publikum op til en højintensitets black ‘n roll dødedans. Med sig i bagagen har de forårets ‘Let There Be Witchery’, der lover en old school gang fræs og flyveskaller. 

DEATH TO ALL lørdag på Hades 20:00

Det er ikke kun Iron Maiden, der kommer til at levere historielektionen lørdag, hvor et af metalgenrens vigtigste band endnu en gang genopstår. Her vil man nemlig kunne opleve Death to All, der består af Gene Hoglan, Booby Koelbe og Steve di Giorgio, der tidligere har været med i Death, inden frontmand og drivkraft Chuck Schuldiners død satte en stopper for bandet i sin oprindelige form. Hoglan, Koelbe og di Giorgio spillede alle med på milepælen ‘Symbolic’, som vi håber kommer til at figurere heftigt på setlisten under lørdagens koncert, hvor Max Phelps fra Cynic står for vokalen.