Na Hong-jin er en af de få filmmagere, der stadig ikke har lavet en dårlig film i karrieren. Debutfilmen ’The Chaser’ er en fed seriemorderthriller, der får ’Seven’ til at ligne en hyggelig børnefilm, og efterfølgeren ’The Yellow Sea’ er en pulserende actionthriller, der fastholder en i åndeløs spænding fra start til slut.

Hans magnum opus, ’The Wailing’, er en overraskende overnaturlig horrorfilm, hvor temaet om det årtier lange had mellem koreanere og japanere blev brugt til at fortælle en historie om en dæmon, der får sine ofre til at myrde deres familier.

Alle tre er af den slags, som andre filmskabere ville sælge deres sjæl for at have på CV’et, så når Na Hong-jin er ophavsmand til dem alle sammen, vidner det om, at vi har at gøre med en helt særlig kreativ sjæl.

Det sætter også forventningerne til hans aktuelle film, ’Hope’, helt op på det allerhøjeste niveau.

Og den første time af Na Hong-jins fremragende science fiction-film er også fuldstændig fantastisk.

I den lille by Hope Harbor, lige i nærheden af den koreanske demilitariserede zone ved grænsen mellem Sydkorea og Nordkorea, er Ko Bum-seok (Hwang Jung-min) politichef.

Der sker normalt ikke særlig meget, udover lidt krybskytteri, men i dag er det anderledes.

Hans fætter Ko Sung-ki (Zo In-sung) beder ham om at komme lidt uden for byen, hvor han og hans venner har fundet en død tyr. Det i sig selv er ikke umiddelbart underligt, men de dybe klomærker i dyret er meget underlige.

Sung-ki forsøger sammen med jægervennerne at spore udyret og finder hurtigt frem til, hvor tyren kom fra. Gården er fuldstændig raseret, og det eneste, de finder af bonden, er en afrevet arm. De begiver sig mod den nærliggende skov for at jage det ukendte dyr.

Imens er Bum-seok vendt tilbage til Hope Harbor, hvor et monster er i gang med at smadre byen og slagte alle, der kommer i vejen for det.

Godt og vel hele den første time følger Bum-seok, mens han er lige i hælene på monsteret, og vi får det først at se samtidig med, at han gør det.

’Hope’ er en god kombination af action, sci-fi, komedie og storladent drama, som på en eller anden bizar måde fungerer noget nær perfekt sammen.

Der er slapstick, når de forskellige beboere i byen fræser afsted med den ene store gun efter den anden og prøver at nakke monsteret, mens Bum-seok lige skal finde sit heltemod. En af hans underordnede, rookien Sung-ae (Jung Ho-yeon), er en herlig fandenivoldsk karakter, der bliver introduceret ved, at hun kommer fræsende i en politibil, laver en håndbremsevending og stiger ud med det største automatvåben i filmen, som hun kyndigt bruger med eksplosiv bravur.

Det er ren Michael Bay, og Na Hong-jin har også en sekvens, der helt klart er en hyldest til actionmesterens ’Transformers’-film. ’Get Out’-komponisten Michael Abels’ eminente score emmer flot af action og sci-fi med en snert af horror, hvilket er med til at holde pulsen på max hele tiden.

Og Hong Kyung-pyos blændende billeder indfanger kaosset i byen og den smukke uhygge i skoven smukt, med, som tidligere nævnt, fine visuelle hyldester til action- og sci-fi-klassikere.

At ’Hope’ ville være en god film, er ikke overraskende. Men at Na Hong-jin til slut ligefrem teaser en om muligt mere ambitiøs film i fremtiden, eller en alternativ version af denne, er fuldstændig genialt.

Skal vi til at have #NaCut til at trende? Er det her den definitive version? Jeg har mange spørgsmål til slutningen, og de kommer alle af lysten til at se mere.

Na Hong-jin har gjort det umulige og lavet fire vaskeægte moderne klassikere med sine første fire film i karrieren. Det er meget få filmskabere, man kan sige det om, og jeg glæder mig til at nærstudere ’Hope’ efter spor på, hvad det egentlig er for en historie, han vil fortælle. 

Det er et af den slags team-ups, man bare ikke kan lade være med at have store forventninger til.

Foran kameraet finder vi megastjernen Tom Cruise. En skuespiller, der takket være sin enigmatiske personlighed, dødsforagt og fremragende PR-arbejde er blevet et ikon, der har transcenderet sit métier og nu er en popkulturel institution.

Bag kameraet er Alejandro González Iñárritu, en af de mest markante filmskabere i dette årtusinde, som bragede ind på scenen med den fantastiske debut ‘Amores perros’. I 2010’erne satte han den hidtidige krone på karrieren med et-to-kombinationen ‘Birdman’ og ‘The Revenant’ i henholdsvis 2014 og 2015.

Siden da har det været svært for Iñárritu.

‘Bardo’, der skulle have været det store comeback, var en slem skuffelse.

Derfor er der forståeligt nok både mange forventninger til Cruises og Iñárritus nye film.

Lever ‘Digger’ så op til dem?

Svaret er desværre nej.

Helt præcist hvorfor filmen ikke fungerer, er svært at forklare på nuværende tidspunkt. Der er både en heftig NDA i spil og en kraftig opfordring fra filmskaberne om ikke at spoile handlingen for publikum.

Men jeg tør godt sige, at ‘Digger’ på ingen måde er, som den ser ud til.

Traileren lover en skarpslebet politisk satire i bedste Adam McKay- og sågar Armando Iannucci-stil. Iñárritu rammer dog på ingen måde de to førnævntes topniveau, men der er et klart slægtskab med McKays katastrofefilm ‘Don’t Look Up’, der også lovede guld og grønne satiriske skove med en svulmende stjernecast ledt an af Leonardo DiCaprio.

Realiteten var dog en gevaldig langgaber, hvis moralske prædikener blev leveret lige så subtilt som en mukkert lige mellem øjnene.

Det samme gør sig gældende for ‘Digger’. Tom Cruise er den titulære oliemilliardær Digger Rockwell. Han har nået en position i verden, hvor han kan gøre næsten lige hvad han vil uden konsekvenser.

Lige indtil hans olieboringer i Grønland bringer verdens ve og vel på katastrofekurs. Tsunamier og oversvømmelser truer, og den amerikanske præsident Compson (John Goodman) og resten af hans patriarkalske kabinet er tilpas inkompetente til ikke at komme på en god idé til at forhindre menneskehedens endeligt.

Det har den bombastiske Digger dog ikke tænkt sig at lade ske, da han er alt for glad for den magt og rigdom, han har skaffet sig igennem tiden.

Tom Cruise giver den fuld gas og mere til i rollen som Digger, der bliver mere karikatur end karakter. Men det er pudsigt nok også, hvad rollen kræver, og derfor må det være op til den enkelte publikummer, om Cruises præstation er gal eller genial.

Tænk Frank T.J. Mackey fra ‘Magnolia’ kombineret med Les Grossman fra ‘Tropic Thunder’, om muligt bare mere overdrevet. Det er så overdrevent teatralsk, at det næsten ikke er til at holde ud. Men også vanvittigt dragende og fascinerende.

Men ‘Digger’ som film er ikke særligt imponerende.

Det teatralske skær fra Cruises karakter går igen i resten af filmen, og det fungerer ikke. Som teaterstykke havde ‘Digger’ været en sindssyg oplevelse, men som film er den tæt på uudholdelig.

‘Digger’ er en af den slags film, folk enten kommer til at elske eller hade. Men der vil være en konsensus om, at Tom Cruise leverer en vild og vanvittig præstation. Om den er gal eller genial, det er jeg stadig i tvivl om. Men jeg hælder til det sidste. Bare en skam, at resten af filmen ikke lever op til den.

Det er ikke fordi der mangler dygtige folk til Netflix’ nyeste true crime biopic.

Med Janus Metz som instruktør var der umiddelbart god garanti for intensitet og spænding i ’Unabomber’, og med Russell Crowe, Shailene Woodley og Jacob Tremblay i front for skuespillerne var der heller ikke mangel på talent på den front.

Men filmen har et stort og graverende problem: den er ikke spændende.

’Unabomber’ er vitterligt som at se en Wikipedia-side bliver filmatiseret.

Forstået på den måde, at filmen er fyldt med highlights fra jagten på den infamøse bombemand Ted Kaczynski, der skabte rædsel i USA i tæt på to årtier.

Og så bliver der gættet på, hvad der har været med til at forme den følelseskolde gerningsmand. Specifikt hans deltagelse i nogle psykologieksperimenter på Harvard-universitetet, hvor han studerede matematik som bare 16-årig.

Eksperimentet var under ledelse af den kendte psykolog Henry Murray og havde blandt andet til formål at kortlægge, hvad der skete, når unge mænd blev udsat for ekstrem stress. Ville de knække eller forsøge at kæmpe sig vej ud af situationen?

’Unabomber’ veksler imellem den sidste del af jagten på Kaczynski og så tiden på Harvard.

Med en spilletid på lige knap halvanden time går det huhej hurtigt fra start til slut. Også mere end nødvendigt.

Vi har efterhånden fået et utal af true crime-dokumentarer omkring Unabomber og hans hærgen som aktiv bombemand fra 70’erne og op i 90’erne. Inklusive ’Unabomber: In His Own Words’, en dokumentarserie i fire dele, der kan ses hos netop Netflix.

Og fiktionsserien ’Manhunt’ brugte hele anden sæson på at skildre jagten på Ted Kaczynski, så vi er ude i velkendt territorium. Ikke en nem opgave for Janus Metz, og det virker da også som om Netflix har dikteret, at det færdige resultat ikke måtte være meget længere end 90 minutter, og nå ja, så skulle pointerne fra Alston Chases bog ’Harvard and the Unabomber: The Education of an American Terrorist’ flettes ind.

Rent guf for konspirationsteoretikere, der mener, at den amerikanske regering – i dette tilfælde CIA – har udført hemmelige forsøg på civilbefolkningen.

Ingen af delene er spændende.

Som allerede nævnt er jagten på Ted Kaczynski skildret flere gange, og derfor lever og ånder ’Unabomber’ med, at Harvard-delen ikke er spændende.

Selvom skuespillerne gør hvad de kan, er der ikke rigtigt noget at komme efter. Jacob Tremblay rammer fint en stemme i overgang hos den generte Kaczynski og kører den fint hjem med en stoisk præstation. Russell Crowe er Russell Crowe i en rolle, der ikke kræver meget af den ellers dygtige skuespiller.

For en film, der burde høre til i spændingsfilmkategorien, er det forbløffende, hvor lidt man sidder ude på kanten af sædet. Historien er så hæmmet af faktuelle begivenheder, at spekulationerne om, hvad der mon er sket i fortiden, stikker ucharmerende ud som værende en manuskriptforfatters kluntede påfund.

’Unabomber’ er desværre ikke tiden værd, hverken som spændingsfilm, dramafilm eller true crime. Der er bedre og mere dybdegående titler at give sig i kast med og som tilføjer den baggrundshistorie og nuancer, som den nærværende film mangler. Den er en pamflet af den opsigtsvækkende og fascinerende historie om Ted Kaczynski, der gik fra at være matematikprofessor til at være Amerikas mareridt med sin årtierlange terrorisme

Jeg er flere gange blevet spurgt om, hvordan det at blive far har påvirket min måde at se film på. Kan jeg for eksempel stadig se film, hvor børn bliver udsat for fare eller har det ubehageligt på den ene eller den anden måde?

Svaret er selvfølgelig ja, det kan jeg godt.

Men det er gået op for mig, at nogle følelser helt klart bliver forstærket.

Jeg kan for eksempel godt sætte mig ind i, hvorfor mødrene i ’Dobbeltfejl’ vil gøre alt, hvad der står i deres magt, og mere til, for at sikre, at deres børn ikke lider overlast. Også selvom de har gjort noget virkelig forfærdeligt. Der er meget få grænser for, hvor langt man vil gå for at beskytte sit barn.

Det er i hvert fald det indtryk, man får af Anne Sofie (Sidse Babett Knudsen).

Hun er succesfuld ejendomsmægler i en københavnsk forstad (tænk Holte eller noget i den dur) og et tidligere tennis-wunderkind, der nu pacer sin søn Frederik (Viktor Garrison) frem mod storhed. Det er ren Piotr Wozniacki, bare lidt mere intenst.

Til en træning opdager de et nyt serve-es i klubben. Niels Christian (Julian Brix), også kaldet NC, er lige flyttet til byen med sin mor og er både større, stærkere og mere determineret end Frederik.

Drengene mødes senere til en fest på skolen, hvor de går og deres mødre også er med. NCs mor, Ulrikke (Asta Kamma August), er yngre end de fleste andre og modtager rigeligt med småmisundelige blikke og kommentarer fra de andre.

Anne Sofie er stedets ukronede dronning, og hendes bedste ven er gymnasieveninden Sara (Sofie Gråbøl), hvis søn Oskar (August Mjelva-Aaen) går en klasse under de to andre drenge. Han er lidt af en enspænder, med interesser, som ikke er helt i trit med resten af sin årgang. Han leger hellere med Lego og passer sig selv end at ville være en del af det fællesskab, der er vokset fra ham.

Derfor beder Anne Sofie Frederik og NC om at tage ham med, da de smutter fra skolen.

Dagen efter er Oskar ked af det. Detaljerne er svære at få ud af ham, men det korte af det lange er, at han er blevet udsat for et seksuelt overgreb af en eller begge drenge. En uhyrlig forbrydelse, som gør, at hver mor gør alt for at beskytte sit barn fra enten yderligere overgreb eller flere anklager.

Især Anne Sofie har ikke tænkt sig at lade anklagerne mod Frederik stå uimodsagt og lancere en modoffensiv, hvor intet trick er for fejt og de mest privilegerede og fortrolige oplysninger er tungt skyts i kampen for at rense sit barn.

Filmen er baseret på Anne Mette Kirks bog af samme navn og instrueret af ’Skruk’-skaberen Amalie Næsby Fick efter ægteparret Sara Isabella Jønsson og Nikolaj Arcels manuskript.

Langt hen ad vejen er det et fascinerende Sidse Babett-show, hvor skuespilleren fremviser, at der er ingen i det danske land, der kan spille indigneret og rasende som hende. Hun er skræmmende på den helt rigtige måde, men også skrøbelig, når karakteren kræver det.

Scenerne med urkraften Sofie Gråbøl er filmens stærkeste, og de to stjerner funkler i filmen. Fronterne bliver skarpere og skarpere trukket op, og man frygter, at det skal udvikle sig fysisk.

Tonen i ’Dobbeltfejl’ er selvsagt gravalvorlig, på nær når det kommer til Thomas Hwangs kluntede skoleinspektør Daniel Kaufman. Han er konfliktsky som få og har et usædvanligt godt blik for singlemødrene på skolen, som han meget gerne vil hjælpe med alt, hvad de kunne tænke sig og mere til.

At bruge ham som effektiv comic relief er godt set, da det ellers ville være hårdt at komme igennem den barske dramafilm. Der er et par elementer, som fremstår uudfoldet, herunder et sportsmiljø, der fremmer toksisk maskulinitet. Vi er i periferien af ’Adolescence’, uden dog at komme helt op i de mesterlige højder.

Det ændrer dog ikke på, at ’Dobbeltfejl’ står som et usædvanligt stærkt drama, båret af vanvittigt gode skuespilpræstationer fra fronttrioen Sidse Babett Knudsen, Sofie Gråbøl og Asta Kamma August samt de tre unge skuespillere.

Den sidste halvdel af filmen er uafrystelig god og giver meget stof til eftertanke. Især som forholdsvis nybagt forældre.

Som et uimodståeligt hook fra Mike Tyson i sine velmagtsdage, ramte den første Gigis-film ’Blokhavn’ de danske biografer og publikum lige i smasken og alle ville have mere.

Lidt over 93.000 solgte billetter blev det til dengang i 2020, kort efter, at lockdown var blevet ophævet og biograferne endelig måtte åbne op.

Efterfølgeren ’Shabholm’ udkom i 2023 og nåede ”kun” op på næsten 70.000, men som for en dansk animationsfilm, der ikke er ’Ternet ninja’, må det stadig betegnes som virkelig flot.

Nu er vi nået til ’Brohr’, den tredje film i, hvad der måske er en trilogi?

Der er gået nogle år siden sidst og vennerne er spredt for alle vinde.

Ali er blevet gift med ungdomscrushet Yasmina og har et nogenlunde stabilt arbejde. Indtil han bliver erstattet af en robot. Tidspunktet kunne ikke være værre, da Yasmina er gravid.

Derfor må Ali, ligesom alle hårdtarbejdende folk i ’Brohr’, tage en tur til den 16. cirkel af helvede, der er det Blokhavn-ske jobcenter. Her er arbejdet også overtaget af robotter og der er snart ikke plads til almindelige mennesker i Blokhavn.

I hvert fald ikke, hvis det står til den skruppelløse forretningsmand Jasper Puch (Mads Mikkelsen), der står bag alle de nye robotter og AI. Han køber endda ghettoen Valhallaparken, hvor Ali bor, og smider samtlige beboere ud.

Eller rettere sagt, han flytter dem til provinsen. Nærmere betegnet helt ud til Forfalster, hvor alt er anderledes. Derfor må Ali, Davito, Hassan, Musti, Ahmed og Abdi lægge interne stridigheder til side, for hvem skal ellers redde dagen?

Der er sket meget siden Gigis blev allemandseje.

Satirekollektivet er skrumpet fra en kvintet til en duo bestående af Adrian Hosseinpour og Malthe Emil Kibsgaard. De to bærer flot Gigis-ånden i ’Brohr’, hvor vi får den vanlige skarpe satire, som ingen går fri af. Alene baggrundene, hvor der er et væld af referencer og jokes, gør, at man bliver nødt til at se filmen flere gange for virkelig at få den fulde oplevelse.

Jasper Puch er en slet skjult parodi på Jesper Buch, og med en uforlignelig stemmepræstation af Mads Mikkelsen, er han en af de mest latterlige og urovækkende karakterer i nyere dansk film.

Og respekt til Sofie Linde for at turde lægge stemme til parodien af sig selv, Sofie Linda, der er blevet landets statsminister og blandt andet har forbudt kød. Men den slags gælder selvfølgelig ikke på Forfalster.

Her kan man i øvrigt møde Kenned (Jan Elhøj), der stadig fræser rundt på sin knallert og hustler på livet løs, præcis som han gjorde i satireprogrammet ’Banjos Likørstue’ tilbage i starten af ’00’erne. 

’Brohr’ er Gigis, når de er bedst og knapt så gode. Jokes sidder som de skal og Jasper Puch er en nederdrægtig fornøjelse. Men dynamikken mellem de seks shababs er ikke helt oppe at ringe som tidligere.

Skridtet fra kæk ungdom til desillusioneret voksen fungerer godt med karaktererne hver især, men sammenholdet kører lidt for meget på en indforstået rutine. Det vidner selvfølgelig om, at venskab har nogle fasttømrede dynamikker, hvor man ikke kan se hinanden i flere år og alligevel finde tilbage i rytmen i løbet af få minutter i hinandens selskab.

Som afslutningen på filmtrilogien (og hvem siger egentlig, at den er det?) er ’Brohr’ et værdigt og underholdende adieu med Blokhavn-slænget.  

Zach Cregger er grunden til, at interessen for den nye ’Resident Evil’-film er så stor, som den er.

’Barbarian’- og ’Weapons’-instruktøren har på kort tid positioneret sig selv som en af de bedste og mest unikke stemmer i horrorgenren, der i disse år oplever et sandt boom af fantastiske filmskabere.

Kunne Cregger få en god film ud af spilfranchisen, der har haft den ene undervældende adaptation efter den anden?

Svaret er et kæmpe hell-mother-fucking-yeah!

Først og fremmest har Cregger været smart nok til ikke at trække på eksisterende personers historie fra spiluniverset. Som han selv har forklaret, så er de allerede fortalt i spillene.

I stedet har instruktøren og manuskriptforfatteren valgt en tilgang, hvor vores hovedperson bare er en tilfældig dude, som tilfældigvis kommer til Raccoon City den dag, hvor helvede kommer til byen.

Bryan (Austin Abrams) er en kurer, der dog ikke transporterer pizzaer, men organer til transplantation.

Lige præcis på denne aften er han mere end bare almindeligt presset. Kæresten Michelle har taget en graviditetsprøve, som er positiv, og de diskuterer frem og tilbage, hvad der skal ske nu. Bryan svarer undvigende, og man får følelsen af, at han ikke er interesseret i at få barnet.

Efter at have afleveret, hvad han tror er aftenens sidste levering, får han tilbud om en akuttur til dobbeltbetaling. Da alternativet er at tale med Michelle, skynder han sig at sige ja, og snart er han på vej til Raccoon City Hospital (RCH) med en prioritet A-levering.

Trods den heftige snestorm begiver han sig op ad de snefygningsramte veje mod Raccoon City. Alt går fint, indtil en kvinde går ud foran hans bil. På besynderlig vis overlever hun, og sammen med en politibetjent aftaler Bryan at køre til det nærliggende RCH.

Han overtaler panseren til, at hun kører i hans patruljevogn, og det viser sig at være en meget klog beslutning, for efter et par kilometer, begynder den at slingre og ender i grøften på taget.

Det bliver starten på en virkelig fucked up aften for Bryan, der på allernærmeste hånd kommer til at stifte bekendtskab med, hvad der sker, når det skumle og griske firma Umbrella Corporations nyeste biologiske våben, T-virussen, slipper ud og inficerer både mennesker og dyr, så de bliver zombier og/eller monstre.

’Resident Evil’ er en eminent actionhorrorfilm og med længder den bedste af alle adaptationer af spillet. Det skyldes især Zach Cregger og Shay Hattens suveræne manuskript, hvor horror, action og komedie bliver balanceret til perfektion, og så Austin Abrams’ fantastiske hovedrollepræstation, hvor han suverænt leverer oneliners og rørende øjeblikke med lige stor effektivitet.

Der er ikke et overflødigt sekund i ’Resident Evil’, der bugner af Creggers karakteristiske slacker-observationshumor. Bryan er ikke HELTEN, som, når tiden er inde, viser sig at være et naturtalent med våben. Han er ret elendig med skydevåben, og især viser hængelåse sig at være en uforudset nemesis for ham i løbet af filmen.

I takt med, at Bryan bevæger sig fra det ene sted til det andet, præcis som et computerspil, bliver prøvelserne også svære for ham. Det er alt og alle, der er blevet inficeret af T-virussen, inklusive børn.

Kan han få sig selv til at dræbe et barn? Og er han klar til at blive far? Temaet ligger flot og rumsterer igennem hele filmen. Abrams har en fin uskyldighed og earnestness over sig, som gør ham virkelig sympatisk, og man hepper på ham. Det er en virkelig stærk præstation, der hæver ’Resident Evil’ til noget særligt sammen med Cregger og Hattens manus.

Dariusz Wolskis fantastiske kameraarbejde hensætter til tider én, som var man inde i et spil, samtidig med, at der er et pittoresk cinematisk look. Man kan helt klart fornemme, at Cregger er fan af spillene og har sørget for fine visuelle homages til dem.

Holladay-brødrenes score emmer af John Carpenter, og jeg fik igennem ’Resident Evil’ masser af ’The Thing’, ’Escape from New York’ og ’Assault on Precinct 13’-vibes med et drys af ’Evil Dead’ II, som Zach Cregger har nævnt som en af inspirationerne.

Der er få ting, som jeg ikke elsker ved ’Resident Evil’, og jeg glæder mig usandsynligt meget til at se den igen. Det er en af årets absolut bedste 90-minutters film og cementerer Zach Creggers position som horror-geni, der kan arbejde i hvilken som helst af genrens subgenrer og stadig bibeholde sit unikke touch, så det altid skinner igennem, at dette er en Zach Cregger-film frem for alt.

’Resident Evil’ er en fantastisk horroractionfilm og fortsætter den eminente stime af klasse-horrorfilm, vi er blevet velsignet med i 2026. Det er virkelig et skønt tidspunkt at være horrorfan.

Det var egentlig ikke meningen, at vi skulle se ‘Coyote vs. Acme’. I hvert fald ikke, hvis det stod til Warner Bros. Discovery-chefen David Zaslav, en mand, der virker mere interesseret i at tjene mange og hurtige penge, frem for at berige verden med kunst.

Efter at WBD havde skrottet den færdigindspillede ‘Batgirl’-film for at kunne trække den fra i skat, gjorde man også det samme med ‘Coyote vs. Acme’.

Men her havde de griske pengefolk forregnet sig.

For folket krævede at se ‘Coyote vs. Acme’. Rygterne sagde også, at det her var en god film, modsat ‘Batgirl’, som ingen virkede til at ville kæmpe for.

Men kæmpe, det blev der for ‘Coyote vs. Acme’, og nok til, at man fra WBDs side var villig til at sælge den til en anden distributør.

Og det er derfor, at vi nu kan se, hvad al virvaret har drejet sig om.

Den ihærdige Wile E. Coyote har i adskillige årtier forsøgt at fange hurtigløberen Roadrunner med henblik på at æde fuglen. Men prærieulven har ikke haft succes med sit forehavende, ligegyldigt hvor mange dimser, den køber fra firmaet Acme. Intet virker, og den store jordgøg løber bogstaveligt talt om hjørner med det hungrende dyr.

Wile E. er dog ikke dum.

Han ser en reklame for den Saul Goodman-agtige advokat Kevin Avery (Will Forte), der lover guld, grønne skove og penge, hvis man er kommet til skade ved at bruge et af Acmes produkter. Det inspirerer ham til en ny snedig plan, og snart begiver han sig mod Albuquerque for at mødes med juristen.

Kevin er dog ikke just imponeret over Wile E.’s plan om at sagsøge Acme for alle de defekte produkter, som prærieulven har købt igennem tiden.

Den snedige Wile E. sørger dog for, at det alligevel sker, og da han ikke har tænkt sig at gå med til et forlig, er der ingen anden vej end rettens. Men Acme har ikke bare sådan lige tænkt sig at give op uden kamp, og firmaets hensynsløse advokat Buddy Crane (John Cena) har masser af svinske tricks i ærmet.

At der ville være grin fra start til slut i ‘Coyote vs. Acme’, var jeg ikke i tvivl om.

Både Forte og Cena er eminente komedieskuespillere, og præmissen, som er baseret på Ian Fraziers 1990-artikel i The New Yorker, er så langt ude, at det kun kunne blive sjovt.

Universet bliver ikke unødigt forklaret. Mennesker og tegneseriefigurer lever side om side, og sådan er det bare. Lidt à la ‘Who Framed Roger Rabbit’, bare mere fjollet.

Instruktør Dave Green og manuskriptforfatter Samy Burch har en god forståelse for kildematerialet og for, hvordan og hvornår de forskellige tegneseriefigurer skal bruges. Stærkest er dog den uventede dramatiske kant til filmen, der kommer i den sidste del.

Når man har in mente, at Burch også skrev manuskriptet til Todd Haynes’ ‘May December’, giver den fine følelsesmæssige kant god mening.

‘Coyote vs. Acme’ er en stærk film, der kender sin besøgelsestid og ikke trækker historien længere ud, end den kan tåle. Will Forte er rigtig god som den småsleske advokat, der har trukket en beskyttende skal over sig, så der ikke er noget, som kan såre ham. Indtil han pludselig bliver tilstrækkelig indigneret over, hvordan Wile E. bliver behandlet.

Prærieulven har i øvrigt aldrig været skildret mere interessant og kan nu sættes i samme kategori som de allerbedste tavse animerede figurer som Gromit og Feather McGraw.

Jeg glæder mig til at se den sjove og rørende film igen og igen. Især nu, hvor den på pudsig profetisk vis nærmest forudså i handlingen, hvad ‘Coyote vs. Acme’ selv ville komme ud for i forbindelse med WBDs bizarre ageren.

Og så er det en virkelig god og underholdende film, der godt kunne gå hen og få klassikerstatus.

Vi befinder os i det herrens år 1862 på Færøerne.

Et smukt, indbydende og velkomment sted på en og samme tid. De lokale ernærer sig primært gennem fiskeri, men det forræderiske og oprørske Atlanterhav er en farefuld allieret. For nok forsyner det færingerne med fisk, men er også arena for voldsomme storme, der begærligt fortærer enhver, som begiver sig ud, når bølgerne går højt.

Den unge Baldur (Egor Venned) bor sammen med sin mor Ásla (en knugende god Sofia Nolsøe) i en lille landsby, hvor der ikke sker så meget.

Indtil Baldur redder den karismatiske hvalfanger Helge (Pilou Asbæk). Eller, han forsøger at redde ham, men det bliver i stedet omvendt. Under alle omstændigheder er alle uendeligt meget betaget af danskeren, hvis armbevægelser er lige så store, som de vilde historier, han glædeligt deler ud af.

Både mor og søn kigger begærligt på Helge, men han har kun øjne for en af dem: Baldur.

En hed affære spirer, men den bliver kort.

Helge skal videre og stævner ud med et skib. Som det selvfølgelig skal ske, forliser skibet i en storm, og ligene begynder at skylle i land. Inklusive Helge.

Men historien slutter ikke her.

For selvom Helge er blevet begravet, hjemsøger han Baldur om natten, hvor han med glubsk appetit suger og slikker den unge adonis’ blod i sig.

’No Rest for the Wicked’ er strengt talt ikke en vampyrfilm, men vi er skam i udødelig blodsuger-territorium.

Filmen er en løs adaptation af tyskeren Karl Heinrich Ulrichs’ roman ’Manor’, men det er i høj grad Rasmus Birch som manus-maestro og instruktør Kasper Kalle, der er de kreative bagmænd bag filmens historie.

Jeg har længe brokket mig over manglen på danske kvalitetshorrorfilm og med et ordentligt budget bag sig. Det får jeg med ’No Rest for the Wicked’, der flot viser præcis, hvad den her genre kan, når den bliver udført korrekt.

Der er en god portion bloddryppende og ordentligt skræmmende scener i ’No Rest for the Wicked’, men det er det menneskelige drama, der gør den til en ypperlig horrorfortælling. Alle personerne i filmen, også bikaraktererne, har noget, de længes efter. Noget, som gør livet værd at leve.

For Baldur bliver det Helge, og der er mere end bare kødeligt begær mellem dem.

Vampyrgenren har altid leget med seksualitet, hvor ”monsteret” gerne sætter tænderne i hvem end der nu lige krydser dens vej. Mand, kvinde, det betyder ikke noget. Har man en puls og varmt blod i årerne, er der få vampyrer, der skeler til køn.

Det er ikke ligefrem den mest subtile sex-allegori, men når det er gjort godt, som i nærværende film, kan det skabe mere end bare lækre billeder af to hotte mænd, der nyder hinanden.

Sex er indgangen, men det hele handler i realiteten om kærlighed. Den udødelige kærlighed, hvor man ikke kan leve uden hinanden. Den slags, man kun hører om i historier eller drømmer om.

’No Rest for the Wicked’ er sexet god gotisk vampyrhorror, som man skal være en virkelig kold skid for ikke at fælde en lille tåre over, når filmen slutter.

Egor Venned er fremragende som Baldur, hvis længsel efter en, der vil gengælde hans følelser og lyster, står malet i hans pittoreske ansigt. En afsindigt stærk spillefilmspræstation, som kun bliver desto mere imponerende, når stjerneskudet ikke at blegner over for Pilou Asbæk.

Skuespilleren er pt. den i landet, der har den mest interessante, alsidige og ikke mindst frygtløse karriere lige nu. Om det er store udenlandske serier som ’Game of Thrones’ og ’Foundation’ eller de danske ’Slangedræber’ og ’Den gode stemning’, er der ingen, som har ramt plet med så mange projekter og præstationer i streg som han har.

Med tilpas nedknappet skjorte og udsigt til brystbehåringen er Pilou Asbæk perfekt castet som den karismatiske turtlenecklækker sømand, som alle vil være venner med og knalde med. Samspillet med Egor Venned er stærkt, og denne danske ’Twilight’ for voksne er i sandhed en lækkerbisken for alle sanser.

Eminente Jacob Møller – en af landets allerbedste fotografer – indfanger den smukke og brutale natur, såvel som den betagende historie flot med sin linse. Og Hettarhers usandsynligt gode score, er hjemsøgende genialt.

Mit eneste anke er faktisk, at filmen er for kort.

Jeg kunne snildt have brugt et par timer i det dragende univers, som vi får i ’No Rest for the Wicked’, der overlegent beviser, hvorfor vi skal have mere horror i dansk film.

Det er svært at beskrive, men allerede efter få sekunder af Netflix’ thriller ‘Den hemmelige kvinde’ sidder jeg med en følelse af, at noget ikke er som det skal være.

Det pittoreske Norge, hvor Louise (Natalie Madueño) ejer en bedårende og driftig café, er som det skal være. Også hendes romance med journalisten Joachim (Pål Sverre Hagen) er som det skal være, men fra det øjeblik, at en dansk turist kalder Louise for Helene, knækker filmen.

Hun er tilsyneladende arving til et stort shippingfirma og hedder ikke Louise Andersen, men Helene Söderberg og er gift med Edmund (Claes Bang), der også arbejder i firmaet. Og så har de såmænd også et barn sammen.

Hun tager derfor til Danmark for at blive klogere på, hvem hun var og hvad for en familie hun har der. Men stadig med intentionen om at vende tilbage til Joachim, som selv går i gang med at grave i den bizarre sag.

Mit helt store problem med ‘Den hemmelige kvinde’ er, at alle karaktererne er usandsynligt dumme. Især myndighederne virker hjernedøde, godtroende og fraværende. Jeg ville nødigt være borger i det univers, som instruktør Barbara Topsøe-Rothenborg og medmanuskriptforfatter Anders August har kreeret ud fra Anna Ekbergs – aka A.J. Kazinski-duoen Anders Rønnow Klarlund og Jacob Weinreich – romanforlæg af samme navn. Opklaringsprocenten kan i hvert fald ikke være særlig høj.

Selvom det stinker langt væk, at noget skummelt er på færde, er forbavsende mange klar til at godtage forklaringen om, at Helene fik hukommelsestab som følge af et mislykket selvmord. Rige folk siger, at sådan er det, og så må det jo være sådan.

Stieg Larsson gjorde den del langt mere elegant i ‘Millennium’-trilogien, og Jussi Adler-Olsen ditto i ‘Afdeling Q’-bøgerne. Så hjælper det selvfølgelig ikke, at man vælger et så begrænset cast, at man ikke er i tvivl om, hvem der er skurk. Vejen til afsløringen er ikke tilstrækkelig overraskende eller tvivlsskabende, så man ved præcis, hvad det ender med. Og i en mystery-thriller er det ikke ønskværdigt.

Skuespillerne gør, hvad de kan. Madueño og Bang er en interessant konstellation, der med det rigtige manuskript ville kunne levere mindeværdige øjeblikke. Det sker desværre ikke her.

Pål Sverre Hagen er blandt kvotenordmændene, som er en del af prisen for den norske del af produktionen. I bogen bliver lokationerne holdt indenlands med eksotiske Christiansø og Silkeborg som primære steder for handlingen. Den slags går ikke udenlands, så vi får serveret de sædvanlige norske fjelde og kolde københavnske havnefacader, der signalerer big business og banditter i habitter en masse.

Det er den manglende overraskelse, der generer mig. ‘Den hemmelige kvinde’ er præcis som forventet: enormt forudsigelig, spændingsfattig og ikke tiden værd.

Jane Schoenbrun er den mest originale og interessante stemme i filmverdenen lige nu. Og hvis du ikke tror på mig, så Martin Scorsese mener det samme.

Schoenbrun er en af de få instruktøren, der kan få den berømte filmnørd til at se nye film, selvom ‘Taxi Driver’ – instruktøren primært foretrækker at fordybe sig i ældre film, når der skal være cinematisk underholdning på programmet.

Debuten ‘We’re All Going to the World’s Fair’ var en urovækkende coming-of-age-film om en teenager (Anna Cobb), der dokumenterer sine oplevelser efter at have taget den virale ‘World’s Fair Challenge’. Efterfølgeren ‘I Saw the TV Glow’ handlede om to unges (Justice Smith og Jack Haven) fascination af det ‘Buffy’ – lignende tv-show ‘The Pink Opaque’, som de muligvis selv var karaktererne i.

Begge film kunne læses og er allegorier for de oplevelser, som transkønnede og non-binære går igennem på deres rejse og de valg, der følger med. I hvert fald sådan som Jane Schoenbrun har gennemgået sin med de fysiske og psykiske eksistentielle overvejelser det har medført.

Tilsammen udgør de 2/3 af det, som filmskaberen kalder sin ‘Screen’-trilogi. Efter computerskærmen hen og tv’et er vi nu nået til pièce de résistance, nemlig biograflærredet med ‘Teenage Sex and Death at Camp Miasma’.

Den titulære Camp Miasma henviser til en populær slasher-franchise, der, som de fleste film i denne genre, bød på en virkelig god og original første film, hvorefter kvaliteten er dalet i takt med, at tallene i filmserien er blevet højere.

I bedste Hollywood-stil er det derfor blevet tid til en reboot. For at hindre backlash mod de slet skjulte transfobiske undertoner, der har været i filmene, har filmselskabet hyret den hypede indie-instruktør Kris Williams (Hannah Einbinder), som selv er queer.

Filmskaberen har en personlig forkærlighed for filmene, som har været en del af hele hendes liv. Især har hun en indædt fascination/besættelse af den originale films final girl, spillet af Billy Presley (Gillian Anderson).

Kris begiver sig afsted for at forsøge at overtale Billy til at medvirke i sin film og det bliver startskuddet til blodigt mesterværk, der mikser meta-fortælling, queer-analogi og eksistentialisme som munder ud i exceptionel filmkunst.

Jane Schoenbrun kan sin slasherfilmshistorie og ’Teenage Sex and Death at Camp Miasma’ trækker tydelig inspiration, på godt og ondt, fra flere klassikere, men især ’Friday the 13th’ og ’Sleepaway Camp’. Heldigvis er det mere homage end pastiche, den nærværende film fremstår snarer som et drama med slasher-tendenser fremfor rendyrket gys. Hvilket næppe kan overraske, da Schoenbruns tre tidligere horrorfilm alle har været præget af instruktørens distinkte stemme.

Her handler det om sex og om at turde stå ved det, man begærer og ønsker, selvom det kan virke virkelig skræmmende. Kris har en fantasi om at være en final girl, der bliver jagtet af morderen Little Death (Jack Haven) fra ’Camp Miasma’-filmene. Uden at røbe for meget, bliver den hede drøm meget livagtig i et sammensurium af absurd satire, hot hot hot romance og overdrevent blodbad. Sjovt og rørende på en og samme tid.

Gillian Anderson og Hannah Einbinder er sublime som filmens frontfigurer med en helt elektrisk kemi, der kunne holde en større metropol oplyst i flere årtier. Sjældent har to skuespillere været så perfekt matchet op med hinanden som her og det er forrygende.

Lige så er ’Teenage Sex and Death at Camp Miasma’s episke slashermoment, hvor Little Death myrder sig vej til sit mål i den første ’Camp Miasma’-film. Til tonerne af Counting Crows ’A Long December’ stikker og spidder han alt på sin vej med bloddryppende gusto. En teknisk perle af en scene, hvor kameraet af fastlåst på Little Deaths metalkassehoved. I få sekunder ser vi hans øjne, der nærmest vender det hvide ud af dem i en euforisk trancelignende tilstand. Et stærkt øjeblik og et blandt mange i Jane Schoenbruns fantastiske film.

’Teenage Death and Sex at Camp Miasma’ er Shoenbruns magnum opus, hvor alt går op i en højere enhed. Filmen er lettere at gå til end instruktørens forrige, men det betyder ikke, at der er gået på kompromis med ambitionsniveauet eller filmsproget. En mesterlig oplevelse fra en filmskaber og historiefortæller på toppen af sin karriere og i sandhed, en af de mest originale og interessante stemmer i filmverden – hvis ikke dén mest originale og interessante.