Der er ingen tvivl om, hvor inspirationen til ’The End of Oak Street’ kommer fra.

Allerede i løbet af de første sekunder af filmen, har Michael Giacchinos score hensat en tilbage til 1980erne og Amblins-studiets mange magiske og fantasifulde eventyr.

Æstetikken er også derhenad, hvilket ikke er så underligt, da vi befinder os i 1982.

Familien Platt bestående af farmand Greg (Ewan McGregor), mor Denise (Anne Hathaway) og børnene Audrey (Maisy Stella) og Brian (Christian Convery) samt hunden Starbuck er på overfladen en pittoresk perfekt familie.

Men glansbilledet er selvfølgelig fyldt af sprækker.

Denise har kæmpe udlængsel og skriver på en bog, hvor hovedpersonen har en kuffert pakket og er mere end klar til at forlade sin familie. Fri fantasi eller ønsketænkning? Greg skjuler for familien, at han er blevet fyret fra sit job og derfor nu fræser rundt hele tiden som pizzabud, og drikker i smug.

Brian har brækket armen på en anden dreng ved et uheld og bliver nu jaget af knægtens storebror, som er ude efter hævn. Audrey er faktisk den, der har den mest rolige tilværelse, selvom hun tydeligvis længes efter noget eller nogen.

Alt det bliver dog skubbet i baggrunden, da hele deres kvarter bliver transporteret flere millioner år tilbage i tiden og plantet midt i dinosaurfyldt sump. Og der går ikke lang tid før skrig, pistolskud og lyden af brølende dino’er ekkoer i gaderne.

’The End of Oak Street’ er instrueret og skrevet af David Robert Mitchell, en tidligere lovende instruktør, hvis stemningsfulde horrorfilm ’It Follows’ placerede ham om en af årtiets mest interessante stemmer.

Al hypen forsvandt dog som dug for solen med den efterfølgende ’Under the Silver Lake’ en rodet og mystisk noir-sk film, der hverken var sjov eller spændende.

Selvom Mitchell står på som forfatter til ’The End of Oak Street’, føles filmen snarer som noget, man kunne forvente at se fra producer og Speilberg-fanboy J. J. Abrams. Det forklarer Amblin-viben, da studiet som bekendt blev grundlagt af netop Steven Spielberg og står bag film som ’Gremlins’, ’The Goonies’, ’Back to the Future’ og ’Jurassic Park’.

Det er derfor, at ’The End of Oak Street’ minder om et underligt sammensurium af alle de film, bare uden den helt samme magiske ’80er-feel.

Underholdningen er skam i top. Der er fuld knald på dino-actionen, med ret fine effekter. Er man med på, at ’The End of Oak Street’ skal ses som en fjollet creature-feature, kommer man ikke til at kede sig. Lige knap halvanden times fuldt smadder er præcis, hvad filmen kan holde til.

Men man fornemmer også, at det snildt kunne være blevet dybere og mere eksistentialistisk. Lur mig, om ikke filmen er blevet klippet om flere gange fra Mitchells originale vision og så til det spektakel vi ser på lærredet nu.

Nogle imponerende indstillinger, hvor skuespillernes ansigt er helt tæt på i forgrunden samtidig med, at personen i baggrunden også står skarpt, vidner om et ambitiøst filmsprog. Mitchells efterhånden faste fotograf Mike Gioulakis leger med både håndholdt, steady-cam og konventionelle setups, hvilket resulterer i en indbydende billedside, der er med til at fastholde publikum i suspense og underholdning.

Skuespillet er fint, selvom Ewan McGregor virker underligt malplaceret. Han har ikke helt den samme power-udstråling som urkraften Anne Hathaway, men det er der omvendt heller ikke mange, der har.

Jeg har dog et stort problem med ’The End of Oak Street’ og som er stort nok til, at det påvirker den ellers positive oplevelse, jeg havde af filmen. Uden at gå for meget i detaljer, omhandler det filmens sidste del, hvor der tages et par spændende valg, som så bliver omgjort på en spøjs måde, der ikke giver mening.

Og med tanke på, at det er en film, hvor vi skal sluge præmissen om, at et boligkvarter bliver ført igennem et spontant ormehul tilbage til dinotid, skal der alligevel noget til, at man sidder og tænker, at noget virker for dumt.

Fingrene er krydset for, at David Robert Mitchell nu lægger al energi i ’It Follows’-fortsættelsen ’They Follow’. For jøsses, hvor bliver jeg sur, hvis han også fucker den op og ødelægger den fornemme og originale films arv.

Man bør altid gå ind til en film med åbent sind.

Men jeg var skeptisk overfor ’Dobbeltspil’, da jeg bestemt ikke var fan af instruktørduoen Julie R. Ølgaard og Esben Tønnesens forrige film, den jammerlige seriemorderthriller ’Englemageren’.

Den var alt det, man kunne forvente af en forudsigelig og jammerlig Netflix-film. Hvilket ikke var særlig godt, når man tænker på, at den kom i biografen – før den vel og mærke landede på streamingtjenesten, hvor den ikke overraskende blev en kæmpe hit.

Derfor er det også ret overraskende, at ’Dobbeltspil’ ikke ryger direkte den vej. For den kommer ikke til at sælge godt i biograferne, men vil jo med garanti blive en succes der, hvor alt, der bare har den mindste duft af dansk krimi, er det rene crack for danskere og folk i udlandet, som stadig synes nordic noir bare er det fedeste og mest eksotiske nogensinde.

’Dobbeltspil’ handler om det tilsyneladende perfekte par Clara (Neel Rønholt) og Tobias (Youssef Wayne Hvidtfeldt). De har alt, på nær et barn, som de ihærdigt prøver at knalde sig vej til.

Alt er fryd og gammen, indtil Clara møder Katrine (Julie R. Ølgaard). Hun har nemlig også haft et forhold til Tobias i cirka lige så lang tid som Clara har haft.

Hvad der kunne have udfoldet sig som et interessant eksistentielt drama minder i stedet mere om en discount-version af ’Fatal Attraction’ med et drys af ’American Psycho’ og er øjengnidende, hovedrystende frustrerende at overvære.

Der er helt klart en ambition om at lave en medrivende thriller, der fastholder sit publikum på kanten af sædet i den knap halvanden time, ’Dobbeltspil’ varer. Det er bare ikke slutresultatet.

Filmen er irriterende ekspositionstung og afslører slutningen med så kraftigt et vink med vognstang, at det umuligt ikke at lægge mærke til. Mange svinkeærinder, og nej, jeg røber dem ikke, blev sat i gang og så rundet af uden den følelsesmæssige pondus, man ellers kunne have forventet.

I det mindste har Samsung, Coca Cola, Clever, Air Tox og Odsherred fået fuldt valuta for pengene i form af den knapt så diskrete produkt-placement, der dog er flot filmet. De stillbilleder kan investorerne godt være tilfredse med.

Man kunne forvente, at en film der læner sig op ad den erotiske thriller-genre i det mindste havde nogle dampende hede sexscener. Men trods skuespillernes ihærdige gnideri på hinanden og filmens pseudo-BDSM-undertoner/overtoner, bliver det aldrig mere pirrende end at overvære hvid maling tørre.

En af mine kæpheste er, når man gør politi dummere end de er for at holde plottet kørende. Det sker også her og man bliver generelt som publikum bedt om at godtage for mange usandsynligheder eller dumheder for at filmen skal give mening.  

Hvad skal vi bruge ’Dobbeltspil’ til?

Jeg ved det ærlig talt ikke.

Der er ikke rigtig noget positivt at sige, udover at den ikke er længere end den er. Og selv det føles for langt.

Musiklæren Joe (Seth Rogen) og husmoren Angelas (Olivia Wilde) ægteskab er blevet en grum monotoni af skænderier og passiv-aggressive stikpiller mod hinanden.

Den følelse indtræffer i hvert ret hurtigt i løbet af åbningen på Wildes mægtige komediedrama ’The Invite’. I et forsøg på at blive gode venner med de seje naboer, har Angela inviteret dem til tapas til Joes store utilfredshed.

Man skulle umiddelbart tro, at stemningen ville ændre sig, så snart Piña (Penélope Cruz) og Hawk (Edward Norton) kom ind i lejligheden. Men næ nej, Joe fortsætter med sine spydige bemærkninger, mens Angela forsøger at være den perfekte værtinde.

Men det ændrer sig, da Piña og Hawk fortæller, hvorfor de takkede ja til invitationen. De er svingere og vil gerne invitere Joe og Angela til at have sex med dem. Det får det overrasket ægtepar til at tabe kæben og spørgsmålet er, om de har tænkt sig at takke ja og ikke mindst om deres parforhold kan holde til det.

’The Invite’ er et remake af den spanske film ’Sentimental’, som er baseret på filmens instruktør Cesc Gays eget teaterstykke ’Els veins de dalt’. Og det skinner tydeligt igennem, at det er en historie, der har haft sin oprindelse på de skrå brædder.

På nær åbningssekvensen, foregår hele filmen i Joe og Angelas lejlighed. Men takket for fornemt kameraarbejde, hvor der leges med spejlreflektioner og lejlighedens mange døråbninger og vinduer, får ’The Invite’ en virkelig lækker billedside. Hvilket ikke er så underligt, når man tænker på, at det er ’The Studio’-fotografen Adam Newport-Berra, der styrer linsen.

Og så er Devonté ’Blood Orange’ Hynes score fuldstændig eminent. Det har et vidunderligt legesygt, jazzet feel, der akkompagnerer og, til tider, kommenterer på handlingen i bedste ren Mickey Mousing-stil.

Men det er Will McCormack og Rasida Jones’ manuskript samt skuespillet og Olivia Wildes instruktion, der er ’The Invite’s store trumfer.

Især for Wilde er det noget af en redemption i forhold til hendes forrige film som instruktør, den skuffende og skandaleombruste ’Don’t Worry Darling’.

Her balanceres komedie og drama til en sådan grad af perfektion, at ’The Invite’ nok skal opnå klassikerstatus. Sjældent hat et kammerspil været sådan en udsøgt fornøjelse, som det er tilfældet her.

Det skyldes ikke mindst Wilde, Rogen Cruz og Norton.

Sjældent har fire skuespillere haft så godt samspil, som det er tilfældet her. De er perfekt matchet op med og mod hinanden og de forskellige konstellationer giver utallige mængder af grin og tårer i øjenkrogen.

Man kan ikke fremhæve den ene på bekostning af de andre. De er en perfekt enhed og lur mig om ikke de alle får en nominering, når prisuddelingssæsonen begynder i starten af næste år.

’The Invite’ er en af de bedste film, jeg har set i år. Der er en joke om jamón-skinke, som er chef’s kiss perfekt spidning af middelklasse-trendyhed, hvor man forsøger at købe at købe status gennem mad. Der er så mange små geniale detaljer, at jeg glæder mig til at se den igen og nok også en gang til for genopleve dem.

Afsti, afsted til biografen. Du vil ikke fortryde det.

Det er en af de helt store helte i Frankrigs historie, som instruktør Antonin Baudry tager under behandling i to mammutfilm.

Den første de af ’De Gaulle’-værket med undertitlen ’Modstandens Pris’ lægger stærkt fra land.

Tyskerne har invaderet Frankrig og general Charles de Gaulle (Simon Abkarian) bliver nødt til at forlade sit elskede hjemland for at kunne kæmpe for dets frihed.

Basen bliver London, hvor han mere end en gang banker hovederne sammen med den britiske premierminister Winston Churchill (Simon Russell Beale), der respekterer sin franske allierede, men også er dybt frustreret over hans egenrådighed og stædige væsen.

Filmen fortælles kronologisk og vi kommer omkring mange af højdepunkterne fra den franske befrielseskamp, som i denne del af krigen primært er forankret i Afrika.

Der bliver ikke sparet på actionsekvenserne, hvor især dem omhandlende de franske styrker mod tyske Erwin Rommels Afrika-korps imponerer.

Men det er scenerne mellem de Gaulle og Churchill, der er ’Modstandens pris’ virkelige trumfkort, takket være skuespillerne.

Uforlignelige Simon Russell Beale er som altid eminent og leverer en af de allerbedste Churchill-inkarnationer set på film. Om det foregår på engelsk eller fransk, er hver eneste repliklevering skarp og formidabel.

Det samme kan siges om Simon Abkarian, og når de to skuespillere deler scener, er det fuldkommen elektrisk. Jeg kunne snildt se et kammerspil med bare de to, så gode er de sammen.

Derudover er ’De Gaulle: Modstandens pris’ som de fleste anden verdenskrigsfilm af den bedre slags. Skuespillet er godt, flot filmen og selvom Volker Bertelmann ikke leverer et score i ’Konklave’-klassen, er der stadig god punch og melodrama i det.

Det er en god og gedigen film, der helt klart vil appellere til historieinteresserede og frankofile. Baudry bringer ikke et noget filmisk nyt til bordet og nogle gange er det også helt okay. Med en spilletid på lige knap 2 timer og 40 minutter, er ’Modstandens pris’ lidt af en mundfuld, men tempoet er tjept uden for mange svinkeærinder eller kedelige stunder, så det går lige. Men man skal som sagt nok have en særlig interesse for hovedpersonen eller perioden for at give i kast med den.

’De Gaulle: Modstandens pris’ er en af den slags klassiske vellavet anden verdenskrigsfilm, der engang blev produceret masser af, men nu er i fåtal. Når man så til gengæld får en af dem, som den nærværende film, er det som et kært gensyn med en gammel ven. Man ved lige præcis hvordan mødet kommer til at forløbe og det bliver aldrig kedeligt.

Hvis du går ind til Radu Judes ’Dracula’ med forventningen om at få en helt ordinær vampyrfilm, bliver du slemt skuffet. Omvendt, så går du ikke ind til Radu Judes ’Dracula’ uden at vide, hvem Radu Jude er.

Det rumænske unikum formår på forunderlig vis at skabe stor filmkunst, selvom det visuelle udtryk er tættere på ’The Room’ end Kubrick. Med en eminent stærk fornemmelse for satire og en stærk indignation over problemer i det rumænske samfund, er hver eneste af hans film en helt særlig oplevelse. Det er absurd i ordets reneste forstand og det er fantastisk, hvis du er med på legen.

I Guldbjørn-vinderen ’Bad Luck Banging or Loony Porn’ var det rumænske folk og kulturs attitude til kvinder og sex under humoristisk spidning.

Med ’Dracula’ sætter Jude spot på kapitalismens væsen.

Indledningen sætter fermt tonen. I en række AI-genereret animationer, ser vi forskellige versioner af Dracula ytre følgende udsagn: ”Jeg er Vlad Tepes Dracula. I kan sutte min pik.”

En unavngiven instruktør er blevet hyret til at lave en kommerciel Dracula-film. Det er dog ikke noget, der umiddelbart ligger lige til for ham, men takket være et fantastisk AI-værktøj, Dr. AI Judex 0.0, mangler der ikke ”gode” ideer.

Og hvis de er lidt grove i det, tager instruktøren selvfølgelig afstand fra AI’ens provokerende og frastødende forslag, der dog bliver spået til at tjene mange, mange penge.

Instruktørens egen historie, om en lille teatertrup, der laver alternative versioner af ’Dracula’ hver aften på et små-snusket sted, bliver spredt generøst ud igennem filmen. De andre AI-forslag bliver vist i deres helhed, hvoraf det ikke er alle, som har det nødvendige bid for at sætte positivt i erindringen.

En bliver for eksempel omtalt som en 50 minutter afstikker og i en knap 3 timer lang film, er det immervæk noget af en omgang at sidde igennem. Den har skam sine momenter, men også lange sekvenser, hvor man sidder og håber på, at det snart er slut.

Radu Jude formår der at tilføje tilstrækkeligt med absurde genialiteter til, at man sidder og er nysgerrig for, hvordan det hele rent faktisk ender. Kommer der til at være en spøjs rød tråd, der binder det hele sammen? Slipper Sandu (Gabriel Spahiu) og Vampira (Oana Maria Zaharia) væk fra den frådende menneskeflok, der har fået lov til at slå dem ihjel?

Og hvor mange flere makværker kan Dr. AI Judex 0.0 finde på? Flere end man umiddelbart skulle tro.

Der findes ingen ’Dracula’ som Radu Judes ’Dracula’-film.

Absurd, genial, kedelig, medrivende, studentikos, man når at komme igennem alle følelserne i ’Dracula’. Radu Jude er selv beskrevet filmen som et kærlighedsbrev til kultinstruktøren Ed Wood og når først man har det in mente, er det umuligt ikke at se ’Dracula’ som én lang gakket og vidunderlig hyldest.

Jeg ved ikke, hvad jeg havde forventet af Prime Video-filmen ’The Devil’s Mouth’. Måske en habil gyser med et eller andet form for monster. Der var i hvert fald ikke mange informationer om historien, da jeg tænkte ”Den skal jeg anmelde!”.

Var det et godt valg?

Nej.

Havde jeg set, hvem der var instruktør, ville jeg med det samme have vidst, at ’The Devil’s Mouth’ ikke ville være god for Jeff Wadlow har endnu til gode at lave en god film. Og det er til trods for, at han har haft 11 foregående forsøg, herunder ’Kick Ass 2’, ’Truth or Dare’, Fantasy Island’ og ’Imaginary’, der hver især brillierer med hver deres særegne skodhed.

Den aktuelle film handler om fem collegevenner, der er på tur i Thailand. De skal på en huleudforskning et sted med det ildevarslende navn The Devil’s Mouth.

Der går ikke lang tid før blodet begynder at flyde i snirklede oversvømmet hulegange. Gerningsmanden er en bull shark, som åbenbart har besluttet sig for, at mennesker er den foretrukne diet.

Vi er dog milevidt fra ’Jaws’, når det kommer til den filmiske kvalitet og heller ikke Neil Marshalls grumme klaustrofobi-indgydende hulehorror ’The Descent’. I stedet er vi i vanligt Wadlow’sk pladdergys, hvor den uro i sofaen kommer af heftig hovedrysten snarer end skræk.

Et forsøg på at gøre plottet interessant kommer i form af en konflikt mellem de to hovedpersoner Sara (Kathryn Newton) og Max (Lana Condor), men fremstår så forceret og kunstigt, at det er umuligt at tage seriøst.

Så kunne man håbe, at ’The Devil’s Mouth’ i det mindste havde nogle fede kills, der kunne opveje den trælse historie. Men nej, her fejler filmen også. De er mere eller mindre alle ens, med en hulens masse skrig indtil en person er tilstrækkelig lemlæstet.

Det her er vitterligt en af de film, hvor man har produktionen mistænkt for udelukkende at have lavet den for at kunne tage til Thailand, hvor ’The Devil’s Mouth’ er blevet indspillet. Som så meget andet ved dette værk, er heller ikke billedsiden noget at råbe hurra for, til trods for, at det er filmens mest positive aspekt.

Brug din tid fornuftigt og spring ’The Devil’s Mouth’ over. Det er en af den slags film, man ville ønske, man havde slukket for tidligt i stedet for at se den til ende.

”Hej, mit navn er Peter Parker. Du husker mig nok ikke,” indleder den elskværdige unge mand den nye Spider-Man-film i en voice-over. De er en del af et brev, som Peter (Tom Holland) har skrevet til sit hjertes udkårne MJ (Zendaya), der, som han selv nævner, ikke ved hvem han er.

Det skyldes jo, at Doctor Strange (Benedict Cumberbatch) i slutningen af den forrige film ’No Way Home’, kastede en besværgelse, som skulle få hele verden til at glemme, at Peter Parker er bag Spider-Man-masken.

Da Peter ikke længere har nogen familie og hverken kæresten eller bedstevennen Ned (Jacob Batalan) husker ham og er rejst på college, bruger han al sin tid på at bekæmpe kriminalitet. I en fin montage, viser instruktør Destin Daniel Cretton, hvordan Spider-Man nedkæmper den ene forbryder efter den anden og bliver mere og mere populær blandt new yorkerne. Det er et super veludført tidspring på fire år, der effektivt lægger de forrige teenage-forankret film bag sig og indleder en ny æra.

Spider-Man er blevet voksen og det kan ses i flere forskellige dele af filmen.

For det første, er Spider-Man nu blevet fuldtidsforbryderbekæmper og virkelig god til det. Så god, at han er selvsikker nok til at afvise enmandshæren The Punisher (Jon Bernthal) og have overskud til at tale smack til ham imens.

Og så omfavner filmskaberne det faktum, at Tom Holland er en usædvanlig flot mand og viser ham afklædt flere gange, så vi kan få fremvist hans imponerende fysik. Den slags var der ikke noget af i de forrige film, hvor karakteren skulle forestille at være teenager. Jo, jo, det er skam en favre ny tid i ’Brand New Day’.

Men visse ting ændrer sig aldrig og en ny usynlig trussel gør gaderne i New York usikre.

En ukendt person har evnen til at hoppe fra person til person som en slags dæmon og besætte dem, så de fuldstændig overtager deres krop. Vedkommende bruger det til at foretage en række angreb mod superhelteovervågningsenheden Department of Damage Control/Ministeriet for Skadesikring.

Stedet leder, Bill Metzger (Tramell Tillman), beder personligt Spider-Man om hjælp og tilbyder ham al den assistance, han skal bruge for at bekæmpe den ukendte trussel.

Som alle tegneserielæsere ved, er tingene sjældent så simple som de ser ud og manuskriptforfatterne Chris McKenna og Erik Sommers, som også stod for manus på de forrige film, har fundet på en ret god historie med masser af sction, mysterium og hjerteskærende drama. Præcis som en god superheltefilm skal være, når den er allerbedst.

Og ’Spider-Man: Brand New Day’ er også den bedste Spider-Man-film siden ’Spider-Man 2’ fra 2004, og vi ser her bort fra de sublime ’Spider-Verse’-film.

Det skyldes ikke mindst, at Destin Daniel Cretton går til opgaven, som var det en indie-film. Det ses ikke mindst på den visuelle side, hvor han har taget sin faste legekammerat, fotograf Brett Pawlak’ med ombord, der med en naturalistisk tilgang formår at tilføje det uvirkelige superhelteunivers en sanselighed og realisme, der perfekt matcher tegneserieforlæggets råhed. Jeg har for eksempel aldrig følt så stort et sug i kroppen, når Spider-Man kaster sig ud fra en bygning, som jeg gør i den her film og det er præcis sådan det skal være. Som om man kan dufte betonen fra bygningen og mærke luftmodstanden, mens man suser med terminal hastighed ned mod asfalten.

Gaden er, hvor Spider-man har sin gang. Han er sen street hero, der bruger det meste af sin tid på at holde den sikker, og så en gang imellem blive kaldt ind til noget Avengers-hejs. Som det bliver formuleret i filmen med russisk præcision ”You handle small potato, we handle big potatoes.”

Så kan man diskutere, om det egentlig er små kartofler, Spider-man skal deale med. Til gengæld er der ingen tvivl om, at ’Brand New Day’ er en rigtig, rigtig god film. Den leverer på alle fronter og ved at forankre den i Peters sorg over at være alene i verden og længsel efter dem han savner, er der hele tiden noget relaterbart at forholde sig til.

Nej, jeg ved ikke, hvordan det er, når mine muterede superkræfter går amok, men jeg ved hvordan ensomhed føles og hvordan det at begrave sig i arbejde kan føles som en konstruktiv virkelighedsflugt.

Tom Holland leverer sin klart bedste præstation som Peter Parker i ’Brand New Day’, hvor han flot bygger ovenpå den godmodige ungdommelighed, der kendetegnede karakteren i de første tre film, og nu med en tilføjet melankoli og den slags modenhed, der kommer fra tab og sorg.

Og så er samspillet med Jon Bernthal eminent. At de to efter sigende har improviseret en masse kommer ikke som nogen overraskelse, når man ser filmen, hvor Spider-Man og Punisher ofte skændes som kun new yorkere kan: Højt, men også med den underlæggende forståelse af, at der ikke er nogen, som skal prøve at komme imellem dem. Dette er et anliggende mellem den tilvalgte familie.

Skuespillet i filmen er generelt rigtig godt og i det hele taget, er der meget få ting at være utilfreds over. Det skulle da lige være den fuldstændig unødvendige post credit-scene, som på ingen måde er tiden værd.

Og ja, der sker en hulens masse i filmen, som jeg ikke er kommet ind på, inklusiv ’Stranger Things’-stjernen Sadie Sinks hemmelige rolle, hvordan Hulk passer ind i det hele og hvem det er, der snakker om kartofler. Nogle ting er bedst som overraskelser og ’Spider-Man: Brand New Day’ er sommerens mest behagelige overraskelse.

For nu er Peter Parker endelig blevet voksen, så nu kan historien for alvor begynde.

Det var eddermame en hård skæbne for ’Heartstopper’ ikke at få lov til at runde historien om Charlie (Joe Locke) og Nicks (Kit Connor) kærlighedshistorie, og alle deres venner, af med en tredje sæson.

Men serien passer ikke ind i den nye Netflix-æstetik, hvor alt skal være forankret i krimi eller scandi-middleage-kærlighedspladder. Genrefilm og -serie, queerrepræsentation og ting rettet mod unge er blevet faset ud stødt og roligt, ditto med de stærke fortællestemmer til at lave værkerne.

Hvis ikke du er Jack Thorne eller et meganavn, får du ikke frie tøjler hos streamingtjenesten, som er ved at blive streamingverdens svar på Netto. Til tider er kval, men for det meste er det discount forklædt som kval.

Det er blevet tid til sidste skoleår for Nick og det betyder, at de to unge elskende skal tage nogle svære valg. Han har nemlig et universitet i Leeds som sin førsteprioritet og det er immervæk et godt stykke fra Charlie.

Vi følger de to igennem skoleåret, der byder på både op og nedture, og hvor deres potentielle fremtider bliver spejlet overalt i deres omgivelser.

Serieskaber, hovedforfatter og manuskriptforfatter til ’Heartstopper Forever’ har, som hun har haft hele tiden, fuldstændig styr på, hvordan det hele skal stykkes sammen. Med tanke på, hvor tætpakket den knap to timer lange film er, er det imponerende, hvor helstøbt fortællingen føles.

Man kan tydeligt se, hvor sidehistorie skulle være udfoldet, hvis det havde været i serieformat og hvilke, der er blevet hensat til baggrundssnak, hvor if you know you know, men ellers ikke noget, der vil fange den almindelig seer.

De unges dilemmaer er som altid godt skrevet, men udover Nick og Charlie, får de ikke meget plads at rutte med. Elle (Yasmin) og Tao (William Gao) er dem, der får mest skærmtid, men igen, er det for at give noget spejling til Nick og Charlies forhold.

Jeg ville ønske, at ’Heartstopper Forever’ var blevet til en hel sæson, så den havde fået den afslutning, den havde fortjent. Det er dog svært at være fuldkommen negativ, når Derek Jacobi dukker op i en vidunderlig rolle sammen med sin partner Richard Clifford. Der er så meget ømhed, kærlighed og glæde i de få minutter, at det alene, gør filmen must see, og ses, det skal den. For Charlie. For Nick. For kærlighed.

Hvad er meningen med ’Citizen Vigilante’?

For det er tydeligvis en film, hvor instruktør og manuskriptforfatter Uwe Boll har udnyttet den højredrejning, der finder sted i store dele af verden med dertilhørende stigende racisme og xenofobi.

Filmen ville hellere ikke have fået den opmærksomhed som den har, hvis ikke det var fordi tyske FSK, som står for aldersvurderinger til film, havde nægtet at give filmen en rating, hvilket betød, at den ikke kunne vises i tyske biografer eller reklameret.

Den var kort sagt, censureret bort fra det tyske folk af etablissementet. Eller, sådan var i hvert fald udlægningen fra dem med en torn i siden på magthaverne i Tyskland. Som Elon Musk, der gjorde ’Citizen Vigilante’ gratis på X i 48 timer, hvor den blev downloadet heftigt.

Space-X-stifterens had mod den tyske regering og ditto fagforeninger og arbejderes rettigheder samt støtte til det højreorienterede AfD, gør det ikke ligefrem til nogen overraskelse, at når muligheden for at piske en hidsig stemning op mod magthaverne, så tager Tesla-storaktionæren den.

Senere gav FSK filmen en 18-rating, men effekten af hele sagen var allerede mærkbar. Hele verden havde hørt om ’Citizen Vigilante’ og de fleste medier dækkede den.

Er den god?

Overhovedet ikke.

Som en, der har set flere Uwe Boll-film, er dette et nyt lavpunkt for den opmærksomhedshungrende filmskaber.

Den lige knap halvanden time lange thriller handler om selvtægtsmanden Michael Sanders (Armie Hammer), en tidligere militærmand, der er flyttet til Europa efter at have arvet sin fars ejendomsimperium. Her får han tiden til at gå med at knalde sexarbejdere og dræbe dem, der har forulempet hans sans for pli og retfærdighed.

Filmsproget er grimt, kluntet og gumpetungt, endda markant mere end fra Bolls storhedstid i ’00erne og midt-’10erne, hvor hans spiladaptationer sammen med boksekampe mod kritikere har var med til at cementere hans status som filmverdens absolutte infant terrible.

Bolls penchant for at tage eksisterende materiale og give det sit eget provokerende spin, er også at finde i ’Citizen Vigilante’. Filmens første titel var ’The Dark Knight og man skal ikke have set eller læst meget Batman for at se visse ligheder mellem Bruce Wayne og Michael Sanders.

Den afgørende forskel er dog, at Sanders er en elitær, fascistoid, racistisk seriemorder, der retfærdiggør sine gerninger gennem et papirstyndt retfærdighedsargument. Nogen ville så måske sige ”Jamen, er det ikke bare ligesom Punisher,” hvortil svaret er nej. Selvom Frank Castle er en af de mest brutale selvtægtsmænd på tværs af alle fiktionsværker, agerer han stadig ud fra nogle strenge regelsæt.

Det gør Sanders ikke. Eller jo. Hvis du er den del af ”woke left and Islamist extremists”, er du et legitimt mål. Det inkluderer hele familie, politi der forsøger at gøre deres arbejde og dommere. Det er ikke helt ulig de argumenter der bliver brugt i neo-nazistiske bog ’The Turner Diaries’, der har tjent som inspiration for flere hvide nationalistiske terrorister.

Det er måske lige værd at have med i baghovedet, når man i bedste edgelord-stil omtaler filmen positivt, for eksempel på Facebook, som jeg har lagt mærke til sker i overraskende mange kommentarspor. Enten som respons på ”woke”-film eller diverse kriminalsager, hvor man slet skjult opildner til selvtægt.

’Citizen Vigilante’ taler bekymrende nok en i en tid, hvor holdninger fra den yderste højrefløj er blevet mainstream, med USA som det tydeligste eksempel – hvor visse ordenshåndhævere pudsigt nok igennem flere år er blevet set rende rundt med Punisher-logoer.

Har filmen så en eksistensberettigelse?

Nej.

Uwe Bolls intention er uden tvivl at provokere og hapse nogle penge ud af de folk, der vil finde ’Citizen Vigilante’ interessant. Og det foruroligende i det er, at en Rotten Tomatoes score på 94% og IMDb på 6 ud af 10, desværre vidner om, at der mange, som sympatiserer med det filmen skildrer.

Filmhåndværksmæssigt skal der alligevel noget til at få Tommy Wiseaus ’The Room’ til at fremstår som et kunstnerisk vidunder, men det lykkes ikke desto mindre for den tyske instruktør med sit seneste makværk.

Årets største film, er ’The Odyssey’ blevet omtalt som.

Og sådan er det efterhånden blevet, når Christopher Nolan udkommer med en ny film. Hele verden går i stå i åndeløs spænding for, om den britiske instruktør har begået et nyt mesterværk eller om vi det er ny ’Tenet’, der, med al ære og respekt, er mere teknisk interessant end en reelt god film.

Man kan endda gå så langt til at sige, at Nolan siden ’Inception’ i 2010, kun har forløst sit store potentiale to gange, nemlig ’Dunkirk’ og ’Oppenheimer’.

Og ’The Odyssey’ ændrer desværre ikke på den statistik.

Filmatiseringen af Homers berømte fortælling om den græske konge af Ithaka, Odysseus (Matt Damon), og hans besværlige vej hjem fra Den Trojanske Krig er ganske vidst et imponerende skue, men får aldrig den nerve, intensitet og følelsesmæssige pondus, at den sidder i kroppen hos publikum efter rulleteksterne er overstået.

’The Odyssey’ springer rask og væk i tid, så vi det ene øjeblik er i den trojanske krigszone og det næste ved hoffet i Ithaka, hvor Odysseus dronning Penelope (Anne Hathaway) forsøger at holde utallige bejlere på afstand og sønnen Telemachos (Tom Holland) forsøger at undgå at blive dræbt af de ambitiøse friere. Og for at gøre tidshopperiet komplet, er vi også med krigshelten hos nymfen Kalypso (Charlize Theron) eller et eller andet sted på den skæbnesvanger rejse hjem fra Troja. 20 år, plus minus en måned bliver dækket i løbet af den storladne film.

Som altid med Christopher Nolan, går han efter den taktile følelse. Kan det laves foran kameraet, så skal det dét. Det giver nogle vanvittigt flotte billeder, hvor de imponerende kostumer, sets og rekvisitter bliver fremvist på ypperste vis.

Om det er historisk korrekt eller ej, er fuldstændig ligegyldigt. Vi har at gøre med en fortælling, hvori kykloper, kæmper, hekse og et mangehovedet monster er en del af historien. Faktuel akkuratesse er ikke ligefrem det vigtigste. Men præcis som i superhelteadaptationer, skal der nok være brokkehoveder, som er utilfredse med dette og castingvalg i forhold til hudfarve. Ærligt, hvem ville ikke igangsætte en krig for Lupita Nyong’o?

Men ’The Odyssey’ formår aldrig at ramme følelsesmæssigt og derfor er det betagende spektakel skønne spildte kræfter. Eneste gang, at noget rent faktisk i hjertekulen på mig, er henimod slutningen og omhandler Odysseus og hans hund, Argos. Ellers er det så som så med medfølelsen for karaktererne.

Det er som om, at de ude i strakt arm og er tættere på karikaturer end fuldt nuancerede figurer. Der er skam motivationer und alles, men jeg ser snarer skuespillerne end jeg ser deres karakterer. De gør det ellers godt, men de formår aldrig at få mig til at hengive mig til universet.

Der er dog noget ret fascinerende ved Odysseus, som her bliver iscenesat som en PTSD-ramt krigsveteran med et stofforbrug i form af lotusblomsterne, som han æder lystigt hos Kalypso. Det gør også, at ’The Odyssey’ kan ses i et helt andet lys end det umiddelbare, men det kræver flere gensyn for at åbenbare om filmen er et skjult mesterværk og dertil er den ikke fængende nok.

Og det er til trods for, at ’The Odyssey’ indeholder både imponerende actionscener og noget herligt gruopvækkende body horror, der lover godt for Nolans intentioner om at give sig i kast med horrorgenren.

Men mange gode enkeltdele gør ikke en mesterlig film og vi har stadig de irriterende øjeblikke, hvor filmskaberen lader en karakter forklare et forløb i en scene for at vi så får det at se i et flashback lige efter. Det er spild af tid og i en knap tre timer lang film, er det et dræbende irritationsmoment, som der desværre er lidt for mange af i ’The Odyssey’.