HEAVY TRIP

I en lille finsk landsbys består Impaled Rektum af fire sociale udskud, der bruger deres tid i øvelokalet på at spille “symphonic postapocalyptic reindeer-grinding christ-abusing extreme war pagan Fennoscandian metal”. Så ved man ligesom godt, hvilken godmodig kærlighed til genrens absurditet, som ‘Heavy Trip’ bygger sin humor på. Impaled Rektum bliver pludselig hele landsbyens samlingspunkt, da de bookes til en norsk festival og dermed bliver den eneste kilde til lokal stolthed. Selvfølgelig er vejen til festivalen lang, strabadserende og fuld af vilde optrin, nøjagtig som enhver god road movie skal være det.   

HAGAZUSSA: THE HEATHEN’S CURSE

Det er langsom og knusende folk horror, der udspiller sig som et atmosfærisk black metal album. ‘Hagazussa’ filmen handler om en udstødt kvinde i middelalderens alper og er en knugende filmisk oplevelse, der dvæler ved urovækkende kompositioner og langsomt byggende gru. Det er en film for dem, der syntes, der var for meget knald på ‘The VVitch’. 

MANDY

Med Manson-agtige kulte, cenobite-bikere og en ordentlig fuck-af økse i hænderne på Nicolas Cage skulle man tro, at der med ‘Mandy’ er sat i ovnen til et ordentlige heavy metal eventyr, men dette er langt fra sandheden. I stedet gemmer Panos Cosmatos’ anden film på et blødende hjerte bag det nitteklædte og pansrede ydre. Cage har sjældent været bedre end som skovhuggeren Red, der sammen med sin partner Mandy kommer i karambolage med førnævnte kult af LSD-lappende Jesus freaks. På trods af det kulørte anslag er det en dybt sørgelig fortælling, der tager sine karakterers følelser alvorligt – men som heller ikke er bange for at servere en motorsavsdueller til islandske Jóhann Jóhannssons dronende soundtrack.     

DEATHGASM

Jason Lei Howdens komedie ‘Deathgasm’ blev ganske vidst vist på Copenhell, men når man deler tid med Iron Maiden, kan vi nok roligt antage, at langt de fleste publikummer fuldt forståeligt deltog i festen foran Helvití fremfor at tage en godmodig slapper i Copenhell Cons sal. Dog under man sig selv at se denne søde og hjertevarme komedie, der også involverer dæmonhidkaldelser, D&D og slow-motion tæsk med dobbelthovede dildoer.  

THE SPINE OF NIGHT

Med mørk magi, lændeklædeklædte barbarer og et rotoscoped animation tilbyder ‘The Spine of Night’ mørk fantasy til alle fans af kunstneren Frank Frazetta og instruktøren Ralph Bakshi, der signerede film som ‘Fire and Ice’, ‘Wizards’ og ‘Fritz the Cat’. Selvom stilen emmer af Bakshi, står ‘The Spine of Night’ i størst gæld til antologifilmen ‘Heavy Metal’. Begge film deler en lignende struktur, med et magisk objekt – her en blå blomst med overnaturlige kræfter – der danner bindeled mellem en række ultravoldelige vignetter, der spænder over æoner. 

HEAVY METAL PARKING LOT

Nogen gange siger man mere med mindre og få film formår at indfanget så meget af vores elskede koncertkultur på beskedne 30 minutter. Året er 1986 og vi er på en parkeringsplads i Landover, Maryland, hvor Judas Priest skal give koncert. Fulde og skæve fans interviewes om alt og intet mens de varmer op og det er et hyggeligt, åndssvagt og til tider forstyrrende tidsbillede. Man bliver med det samme klar til at trække i den sorte uniform og endnu en gang tonse rundt på Reffens cement.

Det var også tiden, hvor man lagde mærke til de små ting, man ikke tidligere havde haft tid til. I RIP-området startede der lige pludselig en dejlig lille akustisk koncert, hvor det enkle i en vokal og et stryger-instrument viste, hvor få ting der skal til for at skabe noget ekstraordinært.

Årets Con blev ivrigt diskuteret. Idéen er virkelig god og det bliver helt klart bedre fra år til år. Sidder udførslen 100% procent i skabet? Nej, der mangler stadig noget synergi mellem musikdelen og nørdedelen, for at den sidder helt i skabet.

Det større setup er rigtig flot og gennemført, men arrangementerne mangler lige den sidste gennemslagskraft i den her omgang. Cosplay-eventet var ikke en succes og hvis man vil forsøge med en gentagelse, kan man med fordel alliere sig med andre organisationer i DK. Og så hiv nogle af de mange bands med klokkeklare gimmicks a la Gloryhammer og Alestorm f.eks. ind og snakke om deres inspirationskilder. Eller talks omkring horror-ikonografi og dets indflydelse på musikken er i hvert fald oplagt næste gang Rob Zombie slår et smut forbi festivalen.

To briter og et dansk afslutningsknald

Sympatien for Ukraine var stor under Jinjers koncert, men selve performancen var noget fesen. Mastodon kort tid efter på Helviti var decideret skuffende og det virkede som om, at bandet kørte på en sløv automatpilot.

Aftens old school combo bestod af først Iron Maiden og derefter Mercyful Fate.

Monster Eddie og resten af slænget underholdte med sikker hånd, uden at man på noget tidspunkt følte sig blæst bagover op på den efterhånden græsfattige bakke. Der er solidt og en god opvarmning, indtil den rigtige konge af Danmark indbød til audiens.

Mercyful Fate var dog alt andet end tilfreds med bare at være med på en billig koryfæ-billet. Der blev tæsket og serveret heavy metal, så selv de frommeste kristne ville være klar til at smide horn i luften.

Ekstasen fra den sataniske messe blev båret videre til Orm, som havde æren af lukkevagten på dette års festival – naturligvis, fristes man næsten til at sige, på Gehenna.

De brændte både scenen og skoven af. Ikke bogstavelig talt, selvom de mange flammekastere gjorde hvad de kunne. Det var tungt og olmt, men med en vanvittig energi, som var et rave værdigt. Vel gennemtævet og træt, virkede hjemturen mere uoverkommelig end Odysseus’ fra Troja. Folk valfartede derfra med søvn og glæde glimtende fra de semi-berusset øjne.

For om et år er vi tilbage igen. Klar til fællesskabet og musikken, der binder os alle sammen. Klar til at pumpe hænderne i vejret i takt og headbange, som var man en bubblehead dukke. Klar til flere fede koncerter og halv vrøvlende snakke.

Vi ses i ’23, Copenhell!

SortHandsk leverede en overbevisende omgang vred rap-metal, så forbillederne i Rage Against the Machine ville være stolte. Forhåbentlig fortsætter den aarhusianske trio mange år endnu for der noget over dem. Marwan er en ferm lyriker i front, der tæskede publikum rundt nede foran Pandæmonium med stilsikker effektivitet, og Michael Svane og Søren Bendz hamrer en stærk lydside op omkring rapperens tekster.

Middagens menu på Gehenna var svensk i form af Horndal. Et fedt bekendtskab mens man hyggede sig med en bajer i den nærliggende bar. Efter et par heftige dage, var en tur i eksklusive og behagelige chill-område inde på RIP tiltrængt. Derfor er det måske meget apropos, at det som lokker en ud derfra, er Lifesick på Gehenna. Olmt og ondt, det funker bare helvedes godt.

Attack of the badeand

Fredag er som sagt festdag og Alestorm er muligvis det mest perfekte partyband på tværs af alle genrer. Det er overdrevent – en kæmpe gul plastikand kommer på scenen jo – til tider grinagtigt og fandens charmerende. Det er rendyrket glæde i musikform og sådan et skud Red Bull i ørerne er den helt rigtige starter på en fed aften.

Baest havde åbenbart besluttet sig for at levere en kraftig kandidat til årets koncert på Copenhell. Der var ikke en finger at sætte på deres dødsmetalangreb, hvor pyroteknikken spillede infernalsk perfekt. Det var scorched earth taktikken, hvor alt blev givet på scenen og intet overladt til dem, der skulle på bagefter. Det var en mesterlig perfomance, som publikum i høj grad også var med til at løfte til et exceptionelt niveau.

Det var godt at D:A:D først skulle indtage Helviti klokken 23. Men der var folk også klar til at en god gang jukeboks af bandets greatest hits. Som Alestorm tidligere på dagen, var det ren glæde, der osede ud over scenekanten. Der blev skrålet med på alle klassikerne og der var næsten ikke et øje tørt, da ballet blev lukket med ‘It’s After Dark’.

Tendensen med at have bands, der (for det meste) er past their prime som hovednavne om aftenen i årets udgave, har været en succes indtil videre. Det er hygge og på sin vis også det, man har haft brug for efter to år i covid-helvede. At resten af programmet også spiller, gør kun oplevelsen desto meget bedre.

Men okay, det er selvfølgelig heller ikke hvert år, at man står midt i en flytning samtidig med, at ens yndlings musikfestival er tilbage efter to års ufrivillig pause. Heldigt, at man har en forstående kæreste, der siger god fornøjelse. Endda med tanke på, at hun har haft fødselsdag tirsdag forinden.

Så afsted med 2A igennem Københavns gader ud til Refshaleøen, hvor dagen endnu en gang stod på sol, metal og fed tråd.

Selvom dagens hovednavne var endnu et par gamle kendinge i form af Judas Priest og Kiss – kæft en dobbeltfeature – var det lige før at dagen toppede allerede før solen gik ned. Og så gik gårsdagens profeti om Gehenna-scenens potentiale allerede i opfyldelsen på andendagen.

Tour de Metal

Hvorfor man ikke havde booket Myrkur til Gehenna må være ’22 udgaven af Copenhells alt overskyggende mysterium. Selv scenografien med grene und alles growlede nærmest på at blive udført på festivalens grønne område. Under alle omstændigheder, var koncerten en rolig start på dagen. Derefter gik det så også stærkt med at komme festivalpladsen rundt.

Først smadrede Midnight Pandæmonium med et helvedesridt, hvor de maskeklædte bøller – som vores udsendte kaldte dem i vores optakt – bød op til frådende guitarriffs og knogleknusende trommetæv. Derefter var det med at få lettet røven og snuppet en plads, inden Nyredolk viste, hvorfor de er et af landets ypperste leverandører af kontrolleret kaos.

Tempoet gik en smule ned til KoRn, men det var bare indtil Jonathan Davis og resten af bandet fik spillet sig varme – den var i øvrigt som de forrige dage, perfekt festivalvejr.

Efter en mættende omgang mad, var det fluks tilbage til Gehenna og Blood Incantation. Baggrundsbillederne med grønne rumvæsner, var perfekte til skovområdet. Metallen var tung, men med en spændende futuristisk snert over sig. Igen, og det kan efterhånden ikke siges for mange gange, Gehenna-scenen er årets fund på Copenhell.

Fællessang med de gamle

Selvom Judas Priest og Kiss efterhånden er et godt stykke over sidste blændende nyudgivelse, var der spræl i de aldrende rockere. Rob Halford er stadig en verbal lovbryder og de ansigtsmalede new yorkere leverede et overdådigt sceneshow med ild og konfetti side om side i et overdådigt bukkake af nostalgi.

Før sidstnævnte bød til spillopper, havde danske Konvent kaldt til samling på Gehenna, hvor solen blev lagt i graven for dagen. Selvom der stod doom på programmet, var oplevelsen nærmest himmelsk. Alt gik op i højere grad, præcis som da Katla holdt midnatsmesse i skoven efter Kiss og samtidig med Devin Townsend på Hades.

Det er i skoven, det sker og den er alt andet end stille. Mine damer og herrer, Gehenna er kommet for at blive.

Hvad end man tumlede rundt inde foran de to megascener Helviti og Hades, støvhelvede foran Pandæmonium eller fandt frem til sin indre dæmoniske skovfe blandt de frodige grønne træer omkring Gehenna, var der én følelse, som gik igen på hele festivalpladsen: Endelig!

Endelig tilbage under Fenris-ulvens vagtsomme blik, og endelig var festivalen tilbage efter aflysningerne af ’20 og ’21-udgaven af Copenhell.

Det var tydeligt, at publikum ventede på især et band. Og nej, det var ikke Dizzy Mizz Lizzy, selvom de leverede en medrivende en ret medrivende koncert, så selv deres hårdeste haters ikke kunne sige sig fri for lige at rykke lidt rytmisk med nakken.

Et ocean af mennesker, hobede sig i løbet af dagen op på Refshaleøen. Alle skulle se lille Lars og vennerne i Metallica.

Og hovedattraktionen på dette års udgave af Copenhell leverede i den grad varen.

Åbent sanatorium

Men inden midnatsmessen med vestkystveteranerne, var der en hel solbeskinnet dag, der skulle overkommes.

Nyt år betyder selvfølgelig et nyt layout af festivalpladsen. Det er ikke fordi, der er tale om den store ommøblering. Alt er (næsten) som det plejer. Sol, bajere og alskens musik indenfor rock, metal og hvad end genre Myrkur finder på at udfolde sig i.

Straks man træder indenfor helvedes porte, bliver man mødt er alskens madboder og merch. Kombineret med en kold fad, er man hurtigt i Copenhell uniform, hvis man kommer lettere uforberedt lige fra arbejde. Eller skal have en hurtig burger til hjemvejen, så de værste tømmermænd dagen efter bliver forhindret.

Fra skoven runger Gehenna-scenen lokkende, hvor bas og trommer går direkte ind og truer med at skabe arytmi – aaah, det er godt!

Et telefonopkald i presseområdet bliver nærmest umuligt, da førnævnte dommedagstoner fra skoven, vanskeliggøre informationsudvekslingen angående et job. Efter et par “hvordan kommer man ud herfra” fra det konstant voksende fra år til år RIP-område, går turen over i skoven.

LLNN er i gang med at piske en tonstung stemning i gang. Det er kort sagt genialt, den måde man har indrettet Gehenna i skoven. Træernes ekstremt grønne nuancer, er som taget ud af en science fiction-, eco horror- eller folk horror-film. Området er stort, uden at det virker gigantisk, men samtidig med den intimitet, man får fra små spillesteder. Der er nogle bands og kunstnere (*host, host* Konvent), som i de her omgivelser (forhåbentligt) vil kunne skabe nogle komplet overjordiske koncertoplevelser.

Klokken er slået til metal

Efter at være blev rusket igennem i skoven, er det på tide at orienterer sig på resten af festivalpladsen.

Igennem Udgårdsområdet kommer man direkte hen til Pandæmonium. Man kan se, at der vil blive smadret igennem her. Fra den nøgne jord, hvirvler støvet op, selv uden, at der er nogen mennesker omkring. Når der er sol, bliver det et støvhelvede. Sætter regnen ind, en potentiel smatte, der kommer til at destruere ens fodtøj hurtigere end selv den tørstigste sjæl på pladsen kan kværne en fadøl.

Lidt gemt til venstre for scenen, ligger et af festivalens nyeste og også hastigt voksende tiltag.

Copenhell Con er en lille oase af nørdhimmel. Der er brætspil, videospil, skattejagt, filmvisninger og events og talks i lange baner. Det behagelige indklima og altid ledige og rene toiletter, er et herligt lille festival-hack,  som kan blive guld værd på længere sigt.

Spørgsmålet er dog, hvordan man stykker programmet sammen inde i det her lille micro-kosmos, så det spiller optimalt sammen med musikfestivalen udenfor. Jo større synergi, jo flere folk kommer der også ind. For der kan være faldgrupper, som cosplay-konkurrencen f.eks., hvor publikum eller deltagere ikke møder op i det omfang, man ellers kunne håbe på.

De klassiske holdepunkter på festivalen, Smadreland og Biergarten, er naturligvis tilbage. Krebsekilde i Tutten og Metalquiz senere hen på ugen, har potentiale til at være de sjoveste ikke-musik relateret oplevelser.

Men der var kun én ting, der talte onsdag. Og Metallica leverede i den grad også varen. De aldrende trash-statsmænd virkede som om, at de havde fået et par liter frisk jomfru-blod i drop før koncerten, for jøsses, der var energi på drengen.

I løbet af dagen kunne man, som tidligere nævnt, godt fornemme, at der var flere mennesker end sædvanligt. Men hold nu kæft, hvor var der mange, da de første trommeslag gik i gang. Var man frisk og blødflov, var det helt klart tidspunktet at frekventere en åben madbod. For der var komplet alle andre steder på festvalpladsen end i området omkring Helviti.

Bakken var fuldstændig packed og ditto nede foran og et godt stykke hen mod Hades. Ja, det er fællessang, men fællessang på et fandens højt niveau.

Bandet virkede oprigtigt glade for at være på Copenhell og det var publikum også. Og det opsummere godt første dag på festivallen efter et par års pause – glæde for at at være tilbage.

EYES onsdag kl. 20:30 på Gehenna

Hardcorekvintetten EYES, hvis album ‘Underperformer’ fik en del opmærksomhed ved udgivelsen i 2020, sætter voldsomme ord på den sene ungdoms rastløshed og den modbydelige måde, denne kan gå hånd i hånd med kedsomhed. Heldigvis er det intet kedeligt over musikken, der er lutter kaotiske energiudladninger. Hvad der bliver spændende at høre onsdag aften er, hvorvidt vi får nogle af de remixede skæringer fra 2021’s blender-EP ‘Reperformer’. 

LLNN onsdag 15:15 på Gehenna

LLNN lyder i sandhed som verdens undergang. Med deres massive lydflader mejsler de et billede af verdens kollaps. Det er grandiost post-metal til en pre-apokalypse og det perfekte soundtrack til en forløsning af alle de ængsteligheder, vi tager på festival for at få manet ud af kroppen.

KONVENT tordag kl 21:15 på Gehenna

Københavns doomkvartet er blackened dødsdoom af bedste skuffe. På deres seneste fuldlængde ‘Call Down the Sun’ har deres lyd set en udvidelse, så den nu bl.a indbefatter kor på ‘Fatamorgana’ og violin samt cello på den gudesmukke albumafslutter ‘Harena’, hvor Felix Havstad Ziskas strenge svæver smukt over Rikke Emilie Lists afgrundsdybe growl. Konvent er en sen – men meget velkommen – tilføjelse til programmet. 

NYREDOLK torsdag kl. 15:30 på Gehenna

Hvis de kan leve op til vores tårnhøje forventninger, så kommer Nyredolk til at levere en af festivalens mest kaotiske, rå og voldsomme koncerter. Til Metal Magic Festival spillede de to numre, før de smadrede deres udstyr og forlod scenen. Med Giles Corey-agtige lærredssække over deres hoveder leverer de en pervers blanding af hardcore og black metal med en rundsavsproduktion, der skærer i ørerne og lover en koncertoplevelse blottet for empati.

WARGASM onsdag kl. 13:45 på Gehenna

Wargasm er muligvis den gruppe på programmet, der ligger længst væk fra Copenhells musikalske kerne. Duoen Sam Matlock og Milkie Ways soniske bombardement lyder lige dele Linkin Park og Die Antwoord, hvilket nok skal få det puritanske segment til at lægge armene over kors. For resten, de festglade og os, der lige skal have slået rusten af, venter et brag af en energiudladning, der forhåbentligt kan losse onsdagen op i højere gear.

ALESTORM fredag kl. 16:30 på Helvíti

En gang imellem må det godt blive fuldstændig idiotisk og på den front kan skotske Alestorm med garanti levere. Deres beduggede piratfolk skal nok tilsøle festivalens største scene i billig rom og lunken øl, mens den gigantiske gule badeand skuer ud over et brusende hav af feststemte crowdsurfere i højt humør. Sidste gang de gæstede Refshaleøen oplevede jeg for første gang, at nogen surfede over mig, mens jeg selv red på de udstrakte arme. Den form for knapt kontrolleret kaos kan så absolut noget og mon ikke det er lige præcis den saltvandsindsprøjtning, vi får brug for fredag eftermiddag? 

HÄLLAS fredag kl. 19:30 på Gehenna

Svenske Hällas har været på vores radar siden udgivelsen af singlen ‘Star Rider’ i 2018. Selv kalder de deres folk-inspirerede retro prog-rock “Adventure rock”. Ganske passende, nu hvor bandet tager sit navn fra en ridder, hvis eventyr udgør musikkens udgangspunkt. Musikalsk er det en blanding af 70’er heavy metal, prog og hard rock. På den seneste udgivelse, ‘Isle of Wisdom’, er der også blevet tilsat en gedigen mængde folk rock som vi kender det fra Jethro Tull. Det kommer med andre ord til at være en eventyrlig omgang på Gehenna fredag aften med musik, der snildt kunne være soundtracket til en glemt John Boorman eller ‘Heavy Metal’ film. 

MIDNIGHT torsdag kl. 15:00 på Pandæmonium

Midnight spiller ironisk nok midt på eftermiddagen, men det skal ikke holde de maskeklædte bøller, med deres patronbælter, cykelkæder og andet hardcore habengut fra at piske publikum op til en højintensitets black ‘n roll dødedans. Med sig i bagagen har de forårets ‘Let There Be Witchery’, der lover en old school gang fræs og flyveskaller. 

DEATH TO ALL lørdag på Hades 20:00

Det er ikke kun Iron Maiden, der kommer til at levere historielektionen lørdag, hvor et af metalgenrens vigtigste band endnu en gang genopstår. Her vil man nemlig kunne opleve Death to All, der består af Gene Hoglan, Booby Koelbe og Steve di Giorgio, der tidligere har været med i Death, inden frontmand og drivkraft Chuck Schuldiners død satte en stopper for bandet i sin oprindelige form. Hoglan, Koelbe og di Giorgio spillede alle med på milepælen ‘Symbolic’, som vi håber kommer til at figurere heftigt på setlisten under lørdagens koncert, hvor Max Phelps fra Cynic står for vokalen.