Du har ikke set en superhelteserie som ’Lanterns’.

Der har immervæk været mange af slagsen og typisk har de enten handlet om at være helt/selvtægtperson eller det at være ufrivillig helt. Der er selvfølgelig nuancer og undtagelser, men de passer ind i de førnævnte kategorier.

Men ikke ’Lanterns’ og det er måske ikke så underligt, når man ser på, hvem der står bag serien.

Skabertrioen er Chris Mundy, Damon Lindelof og Tom King, der hver især har sat deres store kreative aftryk på popkulturen.

Hvis vi starter bagfra, så er Tom King, udover at være tidligere CIA-agent (!) anerkendt som en af de allerbedste tegneserieforfattere i nyere tid og stod bag andet bag den mageløse ’Supergirl: Woman of Tomrrow’, der fik en rædselsfuld filmadaptation tilbage i juni.

Damon Lindelof er ophavsmand til ’Lost’ og ’The Leftovers’ samt den ofte glemte fantastiske superhelteserie ’Watchmen’, der var en original fortsættelse til Alan Moore og Dave Gibbons epokegørende værk.

Chris Mundy er en producer, der kan sin krimigenre til UG med titler som ’Criminal Minds’, ’Low Winter Sun’, ’Bloodline’, ’Ozark’ hvor han var showrunner samt selvfølgelig fjerde sæson af ’True Detective’.

Nok den stærkeste serieskaber-trio set længe og Mundy fungerer også som showrunner på ’Lanterns’, som bliver instrueret af blandt andet ’Slow Horses’-instruktøren James Hawes og ’The Sopranos’-veteranen Alik Sakharov.

Kort sagt, det er virkelig nogle stærke kreative kræfter, der er med på den nye HBO-serie.

Foran kameraet finder vi Aaron Pierre og Kyle Chandler. De spiller henholdsvis John Stewart og Hal Jordan, som tegneseriekendere vil vide er Green Lanterns. En superhelt, der med en særlig ring kan fremmane hvad end man kan forestille sig og også gør en i stand til at flyve. Hvis man vel og mærke for den del lært.

’Lanterns’ foregår i tre forskellige tidslinjer: 1996, 2016 og 2026, hvoraf første halvdel af serien primært foregår i ’10erne.

Her er John Stewart blevet udvalgt til at være den næste Green Lantern efter Hal Jordan, der modvilligt går i gang med at træne sin efterfølger op. Der går dog ikke længe før træningen bliver afbrudt til fordel for en mystisk sag i Rushville, Nebraska. Her er en flok rumvæsner i menneskeforklædning blevet skudt og Hal fornemmer noget lusket er på færde.

Et modvilligt lokalsamfund med rigmanden William Macon (Garret Dillahunt) i spidsen gør det dog endog meget vanskeligt at hitte ud af sagens sammenhæng til trods for, at den lokale sheriff Kerry (Kelly Macdonald) godt kan se, at der er noget uldent ved det hele.

Alt imens forsøger den nidkære John at gøre sig fortjent til det ærefulde hverv som Green Lantern. Noget, han er blevet trænet til fra barnsben af.

Serien har mere tilfælles med ’True Detective’ og ’Training Day’ end almindelige superhelteserier og det er skønt med noget andet. Lindelof har allerede været omkring en lignende tone med ’Watchmen’, men ’Lanterns’ har nu alligevel en helt anden feel.

Rumvæsner og andre undenjordiske elementer, som ringen og dens kræfter, bliver holdt til et minimum. I stedet er det relationer, ambitioner og længsel, der er i fokus, fermt pakket ind i et spændende intergalaktisk krimimysterie.

Aaron Pierre er sit vanlige intense og dragende jeg og er en eminent hovedrolleindehaver. Ligeledes er Kyle Chandler enigmatisk karismatisk som den vilde Hal Jordan, der er den durkdrevne panser, som har været i gamet i lang tid og ikke gider spilde tid på alt muligt pis, hvis ikke det vigtigt, modsat duksedrengen John Stewart.

En fantastisk duo flankeret af mange andre gode skuespillere, inklusiv hvor egen Ulrich Thomsen som Green Lantern-skurken Sinestro. Det er en afmålt og tilbagelænet præstation i modsætning til, hvordan vi ser mange andre superskurke blive portrætteret. Men man fornemmer helt klart, at der er tale om en formidabel modstander, man aldrig helt kan stole på. Jeg kom at tænke på Brian Cox’ fortolkning af Hannibal Lecter i Michael Manns ’Manhunter’. Meget stoisk og så med et lille drys af Anthony Hopkins mere charmerende version.

Efter at have set syv ud af otte afsnit, kan jeg slet ikke vente med at få afslutningen med på denne mageløse serie, jeg har nydt hvert et sekund af. Der er selvsagt en række twists i ’Lanterns’, hvoraf det største næsten indtræffer allerede i første afsnit, og det er et stort et af slagsen.

Jeg er meget spændt på, hvordan Mundy, Lindelof og King kommer til at forløse det hele og om dette forbliver en lukket miniserie eller vi får flere sæsoner. ’Halt and Catch Fire’-skaberen Christopher Cantwell er blevet hentet ind til en eventuel anden sæson, så fingrene er hårdt krydset for, at vi får mere af det, der kan blive DCUs version af ’True Detective’.

Jack Reacher (Alan Ritchson) kan vitterligt ikke bevæge sig nogen steder hen, uden at han støder ind i folk med problemer, som han så forsøger at hjælpe.

Aldrig har det været bedre eksemplificeret end her i starten af fjerde sæson, hvor den tidligere militærmand er taget til Philadelphia for at få en af byens berømte Philly-cheesesteaks.

Da han sidder i en metro, ser han en kvinde sidde og græde for sig selv, mens hun knuger en taske tæt ind til kroppen. Reacher mistænker, at hun har en bombe, men da han begynder at snakke med hende, trækker hun i stedet en pistol.

Hun begår selvmord og Reacher bliver tilbageholdt af politiet. Snart begynder mænd i sorte jakkesæt at komme og stille ham spørgsmål af den slags, der tyder på, at noget lusket er på færde.

Med hjælp fra kvindens bror Jacob (Christopher Rodriguez-Marquette) og politikvinden Tamara (Sydelle Noel) begynder Reacher at grave i sagen, der både trækker tråde til hemmelige militæroperationer i Indonesien samt en amerikansk præsidentkandidat, der måske ved mere end han lige umiddelbart fortæller.

Der er ikke så meget pis med ’Reacher’.

Det er en rendyrket krimiactionserie, som bliver båret af Alan Ritchsons gode skuespil og imponerende evne til at håndtere alle de fysiske strabadser, Reacher kommer ud for. Der er ikke én serie med lige så mange og lange actionscener, som Prime Video-serien.

Ritchson har en perfekt og knastør repliklevering, samtidig med, at han mester det let nedslået blik, der indikerer hvornår noget rammer Reacher følelsesmæssigt.

Selvom fjerde sæson ikke er er blandt seriens bedste, er ’Reacher’ stadig en af den slags, som leverer god underholdning fra første til sidste afsnit. Måske kunne man med lidt god vilje at cuttet lidt i sæsonens otte afsnit, så det mest unødvendige fyld var røget, men det er ikke noget, der påvirker oplevelsen synderligt.

Vekslingen mellem action, komedie og drama er som altid veludført, som resten af serien altid har været det. Der var dog en gang i denne sæson, hvor jeg studsede over en ret tung ekspositionsekvens, der fyldte det meste af et afsnit. Scenen er sat op som et forhør, så den ordfulde situation giver mening, det er ikke lige så smooth, som man kunne have ønsket sig.

Udover den aber dabei, er det business as usual med ’Reacher’, hvor femte sæson da også allerede er blevet bekræftet. Vi er på vej mod evighedsseriestatus, så længe der er Lee Child-romaner at tage af og der er heldigvis mange endnu. Prime Video-serien er underholdende som få og der er ikke en bedre krimiactionserie i streamingland lige nu – måske det kommer med spin off-serien ’Neagley’ med danske Maria Steen i hovedrollen.

Jeg fortærrede begærligt Bret Easton Ellis’ autofiktionsroman ’The Shards’. Forfatterens sprog og evne til at male et billede af start ’80ernes Los Angeles preppy high school miljø og endeløse popkulturreferencer koblet med en historie om en seriemorder, der måske/måske ikke terroriserer den fiktionelle Brett Easton Ellis og hans venner, var en page turner, som kun han kan lave dem.

Så det var med både jubel og frygt, at der blev trykket start til serieudgaven af ’The Shards’. Glæde for at finde ud af, om den ramte bogens ånd og frygt, fordi det er Ryan Murphy, ganske vidst sammen med Bret Easton Ellis, der står bag serien.

Når Murphy er bedst (’Pose’, ’Scream Queens’) er der få, der kan forene instagram-smuk forfængelighed med rå, eksplicit brutalitet. Og når han er værst, får vi ’All’s Fair’.

Desværre er vi tættere på sidstnævnte med ’The Shards’.

Udgangspunktet er meget lig bogen.

Unge Bret (Igby Rigney) skal til at starte på sit sidste år på det feteret Buckley prep school, hvor alle de rige rigmandsunger går. Han danderer den sammen med kæresten Debbie Schaffer (Hayes Warner) og venneparret Thom Wright (Graham Campbell) og Susan Reynolds (Kaia Gerber) samtidig med, han knalder med stoneren Matt Kellner (Owen Painter).

To ting vender op og ned på den unge forfatterspires dagligdag.

Først og fremmest ankomsten af den nye, attraktive elev Robert Mallory (Homer Gere), som Bret både begærer og mistænker for at være den mystiske seriemorder The Trawler, hvis gerninger Bret er meget fascineret af og overbevist om, at han bliver stalket af.

Hvor bogen udelukkende er fortalt fra Brets point of view med den ældre forfatters viden om, hvordan tingene rent faktisk hang sammen, veksler serien mellem Bret og nogle af de andre og bliver derved en mere konventionel ungdomsserie.

Væk er også romanens meget eksplicitte sexscener og Brets objektificering af alle, han er tiltrukket af. Med tanke på, at begge serieskabere er homoseksuelle, er det pudsigt, at der er lagt en dæmper på Brets queer-side, mens heterosex har mere prominent placering.

I stedet henfalder serien til Murphys efterhånden ulidelig pastiche-John Waters campyness, der mangler forbilledets finesse. Ulidelige karikaturer uden dybde og det er mest nysgerrigheden for, hvordan oversættelsen fra bog til serie er, der driver lysten til at se afsnit efter afsnit end det er ’The Shards’ kvalitet.

Tænk sig, at det på et tidspunkt var meningen, at ’The Shards’ skulle have været en HBO-serie, hvor både Luca Guadagnino (!) og Kristoffer Borgli (!!) var indover som instruktører på forskellige tidspunkter. Kæft, det kunne have været godt.

Igby Rigney gør det egentligt fint som Bret, det er handlingen der halter. Og så er nepobaby Homer Gere håbløst fejlcastet som den mystiske Robert Mallory. Han har ikke den otherworldly aura om sig karakteren kræver og fremstår mere som endnu en af Ryan Murphys stuntcastinger af kendisser, der indtil videre har toppet med Kim Kardashians rolle i ’All’s Fair’.

Men det, der pisser mig mest af, er at handlingen bliver strakt så uendelig tyndt ud, at otte afsnit ikke er nok til at runde historien af. ’The Shards’ burde være en fantastisk miniserie, men i stedet runder vi gudhjælpende sæsonen af med en håbløst uopfindsom cliffhanger. Og at vi skal have endnu to sæsoner af Murphys (minimum, suk) tre, indgyder ikke just optimisme.

Jeg respekterer, at man har brugt romanen som forlæg og så lavet den om til en serie. Men udførelsen og prioriteringen af, hvad der er vigtigt og interessant, er decideret håbløs. Skuffelsen er stor og vreden ditto over det, der burde have været sensommerens helt store serieoplevelse.

I stedet fremstår ’The Shards’ som popsmart bastard af ’Beverly Hills’ og ’Glee’ tilsat lidt blod og sex i et forsøg på at chokere publikum. Hvilket desværre ikke lykkes.

Med ’My Old Ass’ lavede Megan Park en af de årets bedste komedier tilbage i 2024. Kombinationen af hjertevarme og lårklaskende humor var noget nær perfekt og signalerede, at her var en historiefortæller, man skulle holde øje med.

Derfor er Prime Video-serien ’Sterling Point’ must see, hvis du var fan af hendes film. Eller hvis du var fan af ’The O.C.’ eller ’Gossip Girl’.

For i hvad der umiddelbart er det vildeste team up nogensinde, har Park allieret sig med skaberne af de to førnævnte serier, Josh Schwartz og Stephanie Savage, som co-showrunnere på den utroligt charmerende ungdomsserie, der står som en af streamingtjenestens bedre tilbud i denne genre.

Annie (Ella Rubin) bor i New York sammen med sin bror Connor (Keen Ruffalo) og far Steven (Jay Duplass). De to søskende er adopteret og deres adoptivmor er død for nogle år siden. Da hendes far dør, bliver de to testamenteret en ø i Canada. Annie har ikke noget at lave, så hun tager derop og finder ud af, at der bor en masse mennesker der og det er lidt af at paradis.

Og nå ja, så havde hendes adoptivmor en datter, Ramona (Amélie Hoeferle), som de ikke vidste eksisterede og hun vidste heller ikke, at moren havde et andet liv i New York.

Det lyder lidt som noget vi kender fra andre åh så dramatiske ungdomsserier. Forskellen på dem og ’Sterling Point’ er, at den nærværende serie er uhyre velskrevet, sjov og rørende på den helt rigtige og ikke følelsesporno-måde.

Der er en helt særlig tone i Prime Video-serien. Den er både afslappet og samtidig spændt af forventning og frustration. Aller personer en ting, de dealer med og en længsel, som de ikke helt kan finde ud af, hvordan de skal få forløst.

Annie har levet en så trøstesløs tilværelse i New York, at hun ikke har nogen passion i livet. Hendes kæreste er hun kun sammen med, fordi hun venter på, at han er klar til at komme ud som homoseksuel og derfor har hun hensat sig selv i et forhold uden fysiske kærlighedstegn.

Så snart hun kommer til Sterling Point, er det både den ene og den anden bejler, inklusiv den frembrusende Oona (Bo Bragason), der ikke kan gå forbi en smuk kvinde uden at forsøge sig med lidt sweet talk. De to bliver dog hurtigt venner i stedet og som serien skrider frem, ser vi, at Ramona har et ret heftigt crush på den karismatiske unge kvinde.

Man mærker Megan Parks unikke ligefremhed i hver fiber af seriens krop. Nogle gange, lyder ungdomsserier som om, at de er skrevet i et sprog som voksne tror at unge taler, men ikke Park. Der skal selvfølge også klappes ad resten af forfatterne, men der er ingen tvivl om, at det Park som har udstukket retningen.

Udfoldelsen af familiehemmeligheder fungerer godt til at drive plottet fremad og tilføje konflikter, bedst som man troede alt var godt.

’Sterling Point’ er på mange måder som en sommerforelskelse. Fuldstændig berusende og uimodståelig til at starte med og man kan ikke tænke på andet. Som tiden og serien forløber, står det dog klart, at den er mere end en flirt og engangsknald, og i stedet starten på tankevækkende, langvarigt serieforhold, der forhåbentligt kommer mere af.

Det gjorde ondt helt ind i sjælen, da Jason Sudeikis og Brendan Hunt dukkede op som deres elskede karakterer Ted Lasson og Coach Beard under haft time showet til VM-finalen for at introducere Justin Bieber.

Det bekræftede den tanke, der havde sat sig fast i hovedet, så snart at fjerde sæson af ’Ted Lasso’ blev bekræftet.

Tredje sæson havde ellers fungeret som en eminent serieafslutning, hvor Ted efter at have ført Richmond til andenpladsen i Premier League, var taget tilbage til USA for at være tættere på sin søn.

Men money talks og sidste afsnit af tredje sæson gav også et hint om, hvilken retning serien kunne gå i, da Keeley (Juno Temple) fremlagde planer for et kvindefodboldhold.

Der er nu gået et par år og Ted bor i Kansas City, hvor han arbejder i det lokale supermarked og fuldstændig har lagt trænergerningen på hylden. Indtil Keeley Rebecca (Hannah Waddingham) og Higgins (Jeremy Swift) kommer til byen for at overtale ham til at blive den nye træner for kvindefodboldholdet.

Hvilket han selvfølgelig ender med at sige ja til, igen af familiemæssige årsager. Men ikke før vi har fået et elendigt første afsnit af fjerde sæson, der er så ringe, at jeg helt mistede troen på, at denne sæson af ’Ted Lasso’ havde noget som helst at byde på.

Der er så mange tåkrummende fish out of water-jokes, at det var på grænsen til det pinlige. Øv, hvor var min yndlingsserie og en af de allerbedste i det hele taget, sunket uhjælpeligt lavt.

Heldigvis bliver det hurtigt bedre, så snart vi kommer tilbage til England og business as usual.

Formlen er langt hen ad vejen den samme som i de første sæsoner af ’Ted Lasso’, hvor Ted skal forsøge at få fodboldholdet til at fungere og vinde kampe.

Hans nye assistent Alice Chilton (Tanya Reynolds) havde selv ambitioner om at bliver holdets træner og er derfor klar til at smutte, da Ted kommer til klubben. Men takket være den vanlige Lasso-charme og varme, bliver hun hængende.

Der bliver introduceret en hulens masse nye karakterer og sat spot på, hvor anderledes kårende for kvindefodbold er i forhold til herresiden. ’Ted Lasso’ har altid haft fokus på sexisme, hvor Rebecca og Keeleys navigering i de konservative mandsdomineret verdener altid har stået for nogle af seriens stærkeste øjeblikke.

Indtil videre, er der stadig en følelse af, at vi er i gang med at søsætte en større historie og introducere de forskellige karakterer, der skal spille en rolle senere hen. Tracy Ullmans rigmandsfigur kan enten vise sig at være en allieret eller en skurk, eller noget midt imellem, som skal skabe splid.

Lige nu, efter fire afsnit, spejder jeg dog hvor vi skal hen med handlingen og hvorfor den er relevant. På den ene side, forstår jeg intentionen om at bruge ’Ted Lasso’-brandet til at give kvindefodbold et boost, men på den anden side, ville jeg hellere have haft en originalserie, der ganske vidst kunne foregå i samme univers, men uden Ted. For den historie var lukket.

Jeg krydser inderligt fingre for, at ’Ted Lasso’ genfinder tidligere tiders vinderform og ikke visner væk som det skete med en af Bill Lawrences tidligere serie ’Scrubs’, som også blev afsluttet på fornem for så at blive unødvendigt forlænget. 

Jeg frygter, at vi ender med kun at få en uforløst sæson af den nye omgang ’Ted Lasso’, for så ender vi med en bitter smag i munden, når vi taler om den ellers så mesterlige komedieserie.

’The Big Bang Theory’ var en af den slags sitcoms, der startede ud som en metervare og med tiden fandt sin sjæl, eksistensberettigelse og mod til at takle svære emner, samtidig med at det blev serveret med behørig dåselatter.

Når det var godt, var det rigtig, rigtig godt og når det var dårligt…well, så slukkede man bare eller nappede det næste afsnit.

Alligevel er ’Stuart Fails to Save the Universe’ noget af en overraskelse.

Bevares, når en serie er blevet populær nok, er det tv-lov, at der skal komme en eller anden form for spin off. Vi har allerede haft ’Young Sheldon’ og den har også fået en spin off i form af ’George & Mandy’s First Marriage’.

Men at tegneserieforhandleren Stuart (Kevin Sussman) skulle få en spin off-serien centreret omkring sig og ikke en af de større karakterer som Raj (Kunal Nayyar) eller Howard (Simon Helberg), var uventet.

Og at serieskaberne – ’Big Bang’-duoen Chuck Lorre og Bill Prady samt Zak Penn – har valgt at skrotte dåselatteren og den traditionelle sitcom-opsætning, hvor folk typisk sidder ned og snakker, er endnu en interessant drejning.

’Stuart Fails to Save the Universe’ er på sin egen helt underfundige vis nærmere beslægtet med ’WandaVision’ end ’Big Bang’, for der bliver virkelig leget med mediet.

Serien går ud på, at Stuart på et tidspunkt ved et uheld har forårsaget en apokalyptisk hændelse og skal gennem spring igennem multiverser forsøger at rette op på det. Ved sin side har han kunden og vennen Bert (Brian Posehn) og til tider kærlighedsinteressen Denise (Lauren Lapkus) og superegoisten Barry (John Ross Bowie).

Hvert afsnit foregår i et bestemt univers med sine helt særlige særheder og gæstestjerner. Tempoet er eminent og fantasifuldheden helt i top. Intet nævnt, da halvdelen af fornøjelsen ved serien er at blive overrasket over de forskellige steder og benspænd, der medfølger.

Skuespillet er godt og det er sjovt at se, hvor en traditionel sitcom udspiller sig, når der ikke er en dåselatter til at udfolde den rungende stilhed. Og så er introsekevensen et kapitel for sig selv, hvor der hver gang er forskellige små tekster, der enten taler ind i det pågældende afsnit eller om oplevelsen af at sidde og se introen. Det er smågenialt.

Jeg er ikke blevet revet rundt af galskab på den her måde siden mesterlige ’Doom Patrol’ og selvom vi ikke rammer samme hjerteknusende dramatiske højder, er komedien derhenad. Jeg håber inderligt, at der kommer en sæson to af ’Stuart Fails to Save the Universe’ og de kreative kæfter tør skrue endnu højere op for den legende metaattitude. Potentialet til en all-time-great-serie er til stede, nu skal man bare lade vær med at give efter for studiefolk eller fans som vil have mere af det gamle.

Hvorfor taler vi ikke mere om, hvor awesome en serieskaber Elizabeth Meriwether er?

Når man kan gå fra at lave brede, og gode, sitcoms som ’New Girl’, Single Parents’ og ’Bless This Mess’ til at lave biopic-dramaer som den underkendte Elisabeth Holmes-serie ’The Dropout’ samt sjove, rørende og mesterlige ’Dying for Sex’, hører man til i den absolutte serieelite.

En ting som i den grad bliver cementeret med den uovertrufne krimiserie ’Furious’.

Hulu-serien er inspireret af Bob Rafelson-filmen ’Black Widow’ med manuskript af Oscarvinderen Ronald Bass. Både filmen og serien handler om to kvinder. Den ene en seriemorder og den anden prøver at fange hende.

I ’Furious’ drejer det sig om den nyklækkede FBI-agent Alice Black (Emmy Rossum), der kommer på sporet af en snedig seriemorder (Lola Petticrew), der målrettet går efter mænd blandt den absolutte elite i samfundet. Den slags, som har lange tentakler og økonomiske midler til at være hævet over loven, hvis det er det, de ønsker.

Efterforskningen tvinger Alice tilbage til sin gamle arbejdsplads, drabsafdelingen i NYPD, hvor hendes eneste allierede er vennen Danny (Scoot McNairy). Et spøgelse rumsterer også der i form af hendes ekskæreste og kollega Marshall (Jake Lacy). De voksede op sammen, da hans mor tog hende ind som plejebarn, de hun var teenager, men når han drak, blev han voldelig og tæskede hende sønder og sammen. Det blev så ritualistisk, at det ville ske, når hun var i bad. En mentalt PTSD-ar, som gør, at hun ikke tør gå i bad.

 Og seriemorderen, Catherine, hvis det er hendes rigtige navn, bærer også på en heftig portion traumer.

De to kvinder har berettiget raseri mod dem, der har gjort dem fortræd igennem deres respektive liv og giver dem en form for fællesskab. Scenerne imellem dem er fuldkommen elektriske og begge skuespillere bærer fremragende deres respektive dele af serien.

Emmy Rossum er i samme urkraft-modus som hun var i ’Shameless’, når den var allermest rå og Lola Petticrew) bygger videre på det eminente indtryk, hun leverede i ’Say Nothing’. Scenestjæleren i ’Furious’ er Quincy Tyler Bernstine som den fordrukne FBI-agent Nora Washington, der står for nogle af seriens sjoveste øjeblikke, som giver tiltrængte grin til at opveje det brutale krimidrama.

Man kan godt se, hvilke virkelige begivenheder, Meriwether har hentet inspiration fra, men jeg fik også flashbacks til Warren Ellis grafiske novelle ’Desolation Jones’. Præcis hvad det er, ville være en stor spoiler, men har du læst den, vil du efter at have set ’Furious’ ikke være i tvivl om, hvad det er, jeg taler om.

’Furious’ leverer krimivaren fra start til slut og kombinerer det med fremragende drama samt fantastiske skuespilpræstationer. Den er alt det, ’Kastanjemanden’ ville ønske, den var, og mere til. Den er slet og ret, en af årets bedste serier.

Hvad skal vi bruge ’Klovn’ til i 2026?

Det er i år 21 år siden, at første afsnit af Casper Christensen og Frank Hvams ’Curb Your Enthusiasm’-rip off rullede over skærmen. 10 sæsoner og tre film er det blevet til, men på det seneste uden det helt samme pinlige punch, der kendetegnede de tidlige dage.

Forrige sæson gjorde dog noget, der ruskede ved den forudsigelige monotoni, der efterhånden havde fået greb i serien: Mia (Mia Lyhne) skred fra Frank (Frank Hvam)!

Det er dog ikke umiddelbart noget, der tynger Frank synderligt, hvis man skal tro de første fire afsnit af 11. sæson. Bevares, det skaber irritationsmomenter for ham, men karakteren har inderst inde altid gerne ville være alene.

Men at Mia er blevet kæreste med selveste hr. Weyse fra ’Badehotellet’, Jens Jacob ’JJ’ Tychsen, der er en smukkere og mere populær person end Frank, det pisser ham af. Man kan næsten hører, hvordan tænderne knaser mod hinanden, når Frank bider bisserne sammen af vrede.

På den professionelle front, er Frank og CC stadig i gang med evighedsprojektet, et moderne remake af ’Far til fire’. Det er stadig uhyre begrænset, hvor meget sjov der kommer ud af den plotlinje og det virker pudsigt også som om, at Hvam og Christensen selv er klar over det.

Der er, som sædvanlig, mere fokus på de herrers privatliv.

CC kan efterhånden ikke løbe fra tiden og alderen indhenter ham i form af tyndende hår, så den tidligere så fandens karl, nu tvivler på, om han stadig er det.

Et restitutionsophold i sydpå går i hvert fald ikke noget for at rette op på det, men viser fint, at ’Klovn’ så absolut er sjovest, når de to hovedroller kommer ned med nakken. For de er sgu nogle egoistiske røvhuller, hvis handlinger har forbavsende få konsekvenser for dem.

Der bliver ellers truet godt med en karrieredræbende afsløring i afsnit tre, hvor Niels Hausgaard vil lette sin samvittighed inden han dør om en hedonistisk, skæbnesvanger aften på Grand Hotel i Odense tilbage i 1995. Det igangsætter et komplot fra de andre involverede kendisser fra den aften, om at sandheden for enhver pris ikke må komme ud. Det er gakket, langt ude og helt perfekt.

Det samme med fjerde afsnit, hvor Frank, CC og Hjortshøj vil købe en gård, hvor de tre singler kan nyde deres otium på deres private Yellowstone. Planen går selvfølgelig i vasken og før vi ved af det, er Iben (Iben Hjejle) pludselig tilbage i serien efter over et årtis fravær. At dømme efter afsnit-omtalerne på TV 2-presseside, er der meget godt i vente med hende.

’Klovn’ har altid bevæget sig på kanten mellem elegant og provokation for provokation og omtales skyld. Langt største del af 11. sæson hælder til den første del, men bedst som man tror, at de to edgelords har taget sig sammen, bliver vi trukket ned i tøhø-hvor-er-vi-frække-og-provokerende-stadiet.

Måske er det fordi jeg er blevet far, men jeg synes, det smagløst at bruge Madeleine McCann-sagen som en billig joke. Komik skal gå ind og prikke til ømme emner og over tid, er der mange ting som man kan gøre det med. Men en sag om en kidnappet treårig pige, der højst sandsynligt er blevet voldtaget inden hun er blevet myrdet, er for mig en no-go-joke. Det bliver aldrig sjovt og selvom ’Klovn’ bevæger sig i det tåkrummende område, er der forskel på, hvorfor tæerne bøjer sig.

Jeg kan dog ikke undsige mig for, at jeg rent faktisk godt kunne lide det afsnit og i det hele taget, det meste af 11. sæsons fire første afsnit.

Derfor laver jeg noget nyt med denne anmeldelse. Der kommer stjerner nu og så igen, når sæsonen er færdig. Så ser vi om serien som helhed holder niveau, bliver bedre eller taber pusten og bliver den moderne version af ‘Huset på Christianshavn’. Folkelig-pladder-tøhø som fremtidens boomer vil tale om som dengang der var rigtig tv til.   

Det er svært ikke at drømme om, hvad ’The Hawk’ kunne været.

Oprindeligt var tanken, at serien skulle have heddet ’Golf’ og handlet om en rivaliserende liga til PGA-turen, hvor Will Ferrells karakter skulle være frontfigur. Skaberne var skuespilleren selv, Ramy Youssef og producent Josh Rabinowitz, der blandt andet har været indover ’The Carmichael Show’, ’Brod City’ og ’Ramy’.

Youssef og Rabinowitz forlod dog projektet på grund af kreative uoverensstemmelser og i stedet kom Ferrells faste samarbejdspartnere Harper Steele og Chris Henchy ombord.

Resultatet af den kreative omvæltning, er en serie, der mest af alt minder om et kryds mellem Adam Sandlers ’Happy Gilmore’ og Danny McBrides kriminelt oversete baseballkomedieserie ’Eastbound & Down’ – som Will Ferrell i øvrigt medvirkede i som den Ric Flair-agtige bilsælger Ashley Schaeffer.

Så gode og originale, som filmen og serien var, lige så uinspireret og uoriginal fremstår ’The Hawk’, når man har de to titler i erindringen.

Den aktuelle Netflix-serie handler om Lonnie ’The Hawk’ Hawkins, der tilbage i 2004 var verdens absolut bedste golfspiller. Indtil han kiksede et forholdsvis simpelt put og derefter tog karrieren en herostratisk deroute.

Men nu skal det være.

Fortidens plamager skal vaskes bort og trofæet, der forsvandt mellem hænderne på ham for år tilbage, skal nu hjemtages og dermed sikre Lonnie titlen som Grand Slam-champion, vinder af de fire store major-turneringer (The Masters Tournament, PGA Championship, U.S. Open, The Open Championship (British Open)) i golf.

Blandt modstanderne er den gamle rival Golden Fisk (Luke Wilson) og Lonnies søn Lance (Jimmy Tatro), der er en fremadstormende golfstjerne med heftige daddy-issues. Det er ikke de eneste rendezvous’er med fortiden for golfhøgen, som også støder på ekskonen Stacy (Molly Shannon) og Anton (Chris Parnell), der er en af de ansvarlige på golf-touren og hvis kone Lonnie knaldede back in the day – noget ingen af de tre har glemt og som giver masser af penible øjeblikke flere år efter.

Enten elsker man Will Ferrells gakkede komedier af den her type som ’Anchorman: The Legend of Ron Burgundy’, ’Talladega Ngihts: The Ballad of Ricky Bobby’, ’Blades of Glory’, ’Semi-Pro’ og ikke mindst ’Eurovision Song Contest: The Story of Fire Saga’, eller også hader man dem.  Jeg plejer godt at kunne lide dem, men her kan jeg ikke se bort fra, at ’The Hawk’ i bund og grund bare er en golfversion af ’Eastbound & Down’.

Pudsigt nok, er filmen præcis sådan, som Happy Gilmore 2’ burde have været i stedet for det makværk, Adam Sandler og Netflix prakkede os på sidste sommer.

Men som selvstændig serie, mangler ’The Hawk’ en solid dosis originalitet. Vi har set historien før og udfoldet mere interessant i McBrides HBO-serie og derfor mister serien det småchokerende punch, den ellers ville have. Selve historien og skuespillet er helt fint, men heller ikke i sådan grad, at det hæver serien fra mellemvare til must see.

Hvordan ville du reagere, hvis en af dine ældste venner pludselig viste sig at være en professionel snigmorder?

For Debbie (Octavia Spencer) falder det sammen med, at hendes mand David (Jamie Parker) har meddelt, at han gerne vil skilles. Så da Judiths (Hannah Waddingham) dobbeltliv bliver åbenbaret, er hele hendes liv allerede blevet vendt på hovedet.

Nu har de to veninder så en hulens masse forbrydere og en hævngerrig snigmorder efter sig, der har et personligt vendetta med Judith. Flugten og jagten på at komme ud af hele miseren med livet i behold, fører dem på tværs af det europæiske kontinent i et hæsblæsende tempo, mens de skal finde ud af, om venskabet kan overleve i lyset af de nye realiteter.

På forunderlig vis, lykkes det Prime Videos ’Ride or Die’-serie at være både kompliceret og bemærkelsesværdig simpel på én og samme tid.

Serien starter friskt med, at følger Judith på en mission, hvor hendes flugt på ski er som taget ud af James Bond-filmen ’The Spy Who Loved Me’. Og så alle gode internationale agentlignende typer, knalder hun selvfølgelig en af de smukke lokale mænd og smutter igen, uden nogen chance for, at ungersvenden kommer til at se hende igen.

Det fremstår nærmest som en karikatur, men fungerer fordi Hannah Waddingham har så stor en personlig og scenetilstedeværelse, at intet i ’Ride or Die’, ligegyldigt hvor fjollet og dumt det er, falder igennem, så længe det er i hænderne på den britiske skuespiller.

Ditto med Octavia Spencer, der har et rigtig godt sammenspil med Waddingham. Det er bare ærgerligt, at ’Ride or Die’ som serie ikke er lige så charmerende som sine to hovedrolleindehavere.

Jo, jo, Bill Nighy er fin som en skummel snigmorderchef, men det er også med den kølige Nighy’ske-cool, vi har set flere gange før. Ed Skrein er ligeledes fin som charmerende himbo med ben i næsen, der er et af Judiths targets/kærlighedsinterese.

Men ’Ride or Die’ minder stadig om utallige film og serier, der omhandler det samme agentlignende tema. Komplet med kringlet lore, hemmelighedskræmmeri og forræderi. Jeg æælsker Hannah Waddingham og som tidligere nævnt, hæver hun alt, hvad hun er med. Hun er uden tvivl den perfekte arvtager til Helen Mirren-positionen som kvinde af en vis alder, der kan sparke røv og efterlade mænd (og kvinder) hungrende efter bare fem minutter i himlen med hende.

Men, materialet skal være bedre end ’Ride or Die’. Og hvorfor i alverden har man valgt samme titel som den jammerlige Kevin Hart-film fra ’21? Skurken(e) er kedelige og aldrig bliver aldrig rigtigt farlige, historien unødigt kompliceret og serien alt for lang, til trods for, at den ”kun” er på otte afsnit.

Mest af alt, så fremstår ’Ride or Die’ som en halvanden time lang film, hvor handlingen er blevet unødvendigt strakt ud til serieformatet. For det er en god historie i serien. Men det er ikke det, vi for serveret nu.