Du har ikke set en superhelteserie som ’Lanterns’.

Der har immervæk været mange af slagsen og typisk har de enten handlet om at være helt/selvtægtperson eller det at være ufrivillig helt. Der er selvfølgelig nuancer og undtagelser, men de passer ind i de førnævnte kategorier.

Men ikke ’Lanterns’ og det er måske ikke så underligt, når man ser på, hvem der står bag serien.

Skabertrioen er Chris Mundy, Damon Lindelof og Tom King, der hver især har sat deres store kreative aftryk på popkulturen.

Hvis vi starter bagfra, så er Tom King, udover at være tidligere CIA-agent (!) anerkendt som en af de allerbedste tegneserieforfattere i nyere tid og stod bag andet bag den mageløse ’Supergirl: Woman of Tomrrow’, der fik en rædselsfuld filmadaptation tilbage i juni.

Damon Lindelof er ophavsmand til ’Lost’ og ’The Leftovers’ samt den ofte glemte fantastiske superhelteserie ’Watchmen’, der var en original fortsættelse til Alan Moore og Dave Gibbons epokegørende værk.

Chris Mundy er en producer, der kan sin krimigenre til UG med titler som ’Criminal Minds’, ’Low Winter Sun’, ’Bloodline’, ’Ozark’ hvor han var showrunner samt selvfølgelig fjerde sæson af ’True Detective’.

Nok den stærkeste serieskaber-trio set længe og Mundy fungerer også som showrunner på ’Lanterns’, som bliver instrueret af blandt andet ’Slow Horses’-instruktøren James Hawes og ’The Sopranos’-veteranen Alik Sakharov.

Kort sagt, det er virkelig nogle stærke kreative kræfter, der er med på den nye HBO-serie.

Foran kameraet finder vi Aaron Pierre og Kyle Chandler. De spiller henholdsvis John Stewart og Hal Jordan, som tegneseriekendere vil vide er Green Lanterns. En superhelt, der med en særlig ring kan fremmane hvad end man kan forestille sig og også gør en i stand til at flyve. Hvis man vel og mærke for den del lært.

’Lanterns’ foregår i tre forskellige tidslinjer: 1996, 2016 og 2026, hvoraf første halvdel af serien primært foregår i ’10erne.

Her er John Stewart blevet udvalgt til at være den næste Green Lantern efter Hal Jordan, der modvilligt går i gang med at træne sin efterfølger op. Der går dog ikke længe før træningen bliver afbrudt til fordel for en mystisk sag i Rushville, Nebraska. Her er en flok rumvæsner i menneskeforklædning blevet skudt og Hal fornemmer noget lusket er på færde.

Et modvilligt lokalsamfund med rigmanden William Macon (Garret Dillahunt) i spidsen gør det dog endog meget vanskeligt at hitte ud af sagens sammenhæng til trods for, at den lokale sheriff Kerry (Kelly Macdonald) godt kan se, at der er noget uldent ved det hele.

Alt imens forsøger den nidkære John at gøre sig fortjent til det ærefulde hverv som Green Lantern. Noget, han er blevet trænet til fra barnsben af.

Serien har mere tilfælles med ’True Detective’ og ’Training Day’ end almindelige superhelteserier og det er skønt med noget andet. Lindelof har allerede været omkring en lignende tone med ’Watchmen’, men ’Lanterns’ har nu alligevel en helt anden feel.

Rumvæsner og andre undenjordiske elementer, som ringen og dens kræfter, bliver holdt til et minimum. I stedet er det relationer, ambitioner og længsel, der er i fokus, fermt pakket ind i et spændende intergalaktisk krimimysterie.

Aaron Pierre er sit vanlige intense og dragende jeg og er en eminent hovedrolleindehaver. Ligeledes er Kyle Chandler enigmatisk karismatisk som den vilde Hal Jordan, der er den durkdrevne panser, som har været i gamet i lang tid og ikke gider spilde tid på alt muligt pis, hvis ikke det vigtigt, modsat duksedrengen John Stewart.

En fantastisk duo flankeret af mange andre gode skuespillere, inklusiv hvor egen Ulrich Thomsen som Green Lantern-skurken Sinestro. Det er en afmålt og tilbagelænet præstation i modsætning til, hvordan vi ser mange andre superskurke blive portrætteret. Men man fornemmer helt klart, at der er tale om en formidabel modstander, man aldrig helt kan stole på. Jeg kom at tænke på Brian Cox’ fortolkning af Hannibal Lecter i Michael Manns ’Manhunter’. Meget stoisk og så med et lille drys af Anthony Hopkins mere charmerende version.

Efter at have set syv ud af otte afsnit, kan jeg slet ikke vente med at få afslutningen med på denne mageløse serie, jeg har nydt hvert et sekund af. Der er selvsagt en række twists i ’Lanterns’, hvoraf det største næsten indtræffer allerede i første afsnit, og det er et stort et af slagsen.

Jeg er meget spændt på, hvordan Mundy, Lindelof og King kommer til at forløse det hele og om dette forbliver en lukket miniserie eller vi får flere sæsoner. ’Halt and Catch Fire’-skaberen Christopher Cantwell er blevet hentet ind til en eventuel anden sæson, så fingrene er hårdt krydset for, at vi får mere af det, der kan blive DCUs version af ’True Detective’.

Der er ingen tvivl om, hvor inspirationen til ’The End of Oak Street’ kommer fra.

Allerede i løbet af de første sekunder af filmen, har Michael Giacchinos score hensat en tilbage til 1980erne og Amblins-studiets mange magiske og fantasifulde eventyr.

Æstetikken er også derhenad, hvilket ikke er så underligt, da vi befinder os i 1982.

Familien Platt bestående af farmand Greg (Ewan McGregor), mor Denise (Anne Hathaway) og børnene Audrey (Maisy Stella) og Brian (Christian Convery) samt hunden Starbuck er på overfladen en pittoresk perfekt familie.

Men glansbilledet er selvfølgelig fyldt af sprækker.

Denise har kæmpe udlængsel og skriver på en bog, hvor hovedpersonen har en kuffert pakket og er mere end klar til at forlade sin familie. Fri fantasi eller ønsketænkning? Greg skjuler for familien, at han er blevet fyret fra sit job og derfor nu fræser rundt hele tiden som pizzabud, og drikker i smug.

Brian har brækket armen på en anden dreng ved et uheld og bliver nu jaget af knægtens storebror, som er ude efter hævn. Audrey er faktisk den, der har den mest rolige tilværelse, selvom hun tydeligvis længes efter noget eller nogen.

Alt det bliver dog skubbet i baggrunden, da hele deres kvarter bliver transporteret flere millioner år tilbage i tiden og plantet midt i dinosaurfyldt sump. Og der går ikke lang tid før skrig, pistolskud og lyden af brølende dino’er ekkoer i gaderne.

’The End of Oak Street’ er instrueret og skrevet af David Robert Mitchell, en tidligere lovende instruktør, hvis stemningsfulde horrorfilm ’It Follows’ placerede ham om en af årtiets mest interessante stemmer.

Al hypen forsvandt dog som dug for solen med den efterfølgende ’Under the Silver Lake’ en rodet og mystisk noir-sk film, der hverken var sjov eller spændende.

Selvom Mitchell står på som forfatter til ’The End of Oak Street’, føles filmen snarer som noget, man kunne forvente at se fra producer og Speilberg-fanboy J. J. Abrams. Det forklarer Amblin-viben, da studiet som bekendt blev grundlagt af netop Steven Spielberg og står bag film som ’Gremlins’, ’The Goonies’, ’Back to the Future’ og ’Jurassic Park’.

Det er derfor, at ’The End of Oak Street’ minder om et underligt sammensurium af alle de film, bare uden den helt samme magiske ’80er-feel.

Underholdningen er skam i top. Der er fuld knald på dino-actionen, med ret fine effekter. Er man med på, at ’The End of Oak Street’ skal ses som en fjollet creature-feature, kommer man ikke til at kede sig. Lige knap halvanden times fuldt smadder er præcis, hvad filmen kan holde til.

Men man fornemmer også, at det snildt kunne være blevet dybere og mere eksistentialistisk. Lur mig, om ikke filmen er blevet klippet om flere gange fra Mitchells originale vision og så til det spektakel vi ser på lærredet nu.

Nogle imponerende indstillinger, hvor skuespillernes ansigt er helt tæt på i forgrunden samtidig med, at personen i baggrunden også står skarpt, vidner om et ambitiøst filmsprog. Mitchells efterhånden faste fotograf Mike Gioulakis leger med både håndholdt, steady-cam og konventionelle setups, hvilket resulterer i en indbydende billedside, der er med til at fastholde publikum i suspense og underholdning.

Skuespillet er fint, selvom Ewan McGregor virker underligt malplaceret. Han har ikke helt den samme power-udstråling som urkraften Anne Hathaway, men det er der omvendt heller ikke mange, der har.

Jeg har dog et stort problem med ’The End of Oak Street’ og som er stort nok til, at det påvirker den ellers positive oplevelse, jeg havde af filmen. Uden at gå for meget i detaljer, omhandler det filmens sidste del, hvor der tages et par spændende valg, som så bliver omgjort på en spøjs måde, der ikke giver mening.

Og med tanke på, at det er en film, hvor vi skal sluge præmissen om, at et boligkvarter bliver ført igennem et spontant ormehul tilbage til dinotid, skal der alligevel noget til, at man sidder og tænker, at noget virker for dumt.

Fingrene er krydset for, at David Robert Mitchell nu lægger al energi i ’It Follows’-fortsættelsen ’They Follow’. For jøsses, hvor bliver jeg sur, hvis han også fucker den op og ødelægger den fornemme og originale films arv.

Jack Reacher (Alan Ritchson) kan vitterligt ikke bevæge sig nogen steder hen, uden at han støder ind i folk med problemer, som han så forsøger at hjælpe.

Aldrig har det været bedre eksemplificeret end her i starten af fjerde sæson, hvor den tidligere militærmand er taget til Philadelphia for at få en af byens berømte Philly-cheesesteaks.

Da han sidder i en metro, ser han en kvinde sidde og græde for sig selv, mens hun knuger en taske tæt ind til kroppen. Reacher mistænker, at hun har en bombe, men da han begynder at snakke med hende, trækker hun i stedet en pistol.

Hun begår selvmord og Reacher bliver tilbageholdt af politiet. Snart begynder mænd i sorte jakkesæt at komme og stille ham spørgsmål af den slags, der tyder på, at noget lusket er på færde.

Med hjælp fra kvindens bror Jacob (Christopher Rodriguez-Marquette) og politikvinden Tamara (Sydelle Noel) begynder Reacher at grave i sagen, der både trækker tråde til hemmelige militæroperationer i Indonesien samt en amerikansk præsidentkandidat, der måske ved mere end han lige umiddelbart fortæller.

Der er ikke så meget pis med ’Reacher’.

Det er en rendyrket krimiactionserie, som bliver båret af Alan Ritchsons gode skuespil og imponerende evne til at håndtere alle de fysiske strabadser, Reacher kommer ud for. Der er ikke én serie med lige så mange og lange actionscener, som Prime Video-serien.

Ritchson har en perfekt og knastør repliklevering, samtidig med, at han mester det let nedslået blik, der indikerer hvornår noget rammer Reacher følelsesmæssigt.

Selvom fjerde sæson ikke er er blandt seriens bedste, er ’Reacher’ stadig en af den slags, som leverer god underholdning fra første til sidste afsnit. Måske kunne man med lidt god vilje at cuttet lidt i sæsonens otte afsnit, så det mest unødvendige fyld var røget, men det er ikke noget, der påvirker oplevelsen synderligt.

Vekslingen mellem action, komedie og drama er som altid veludført, som resten af serien altid har været det. Der var dog en gang i denne sæson, hvor jeg studsede over en ret tung ekspositionsekvens, der fyldte det meste af et afsnit. Scenen er sat op som et forhør, så den ordfulde situation giver mening, det er ikke lige så smooth, som man kunne have ønsket sig.

Udover den aber dabei, er det business as usual med ’Reacher’, hvor femte sæson da også allerede er blevet bekræftet. Vi er på vej mod evighedsseriestatus, så længe der er Lee Child-romaner at tage af og der er heldigvis mange endnu. Prime Video-serien er underholdende som få og der er ikke en bedre krimiactionserie i streamingland lige nu – måske det kommer med spin off-serien ’Neagley’ med danske Maria Steen i hovedrollen.

Man bør altid gå ind til en film med åbent sind.

Men jeg var skeptisk overfor ’Dobbeltspil’, da jeg bestemt ikke var fan af instruktørduoen Julie R. Ølgaard og Esben Tønnesens forrige film, den jammerlige seriemorderthriller ’Englemageren’.

Den var alt det, man kunne forvente af en forudsigelig og jammerlig Netflix-film. Hvilket ikke var særlig godt, når man tænker på, at den kom i biografen – før den vel og mærke landede på streamingtjenesten, hvor den ikke overraskende blev en kæmpe hit.

Derfor er det også ret overraskende, at ’Dobbeltspil’ ikke ryger direkte den vej. For den kommer ikke til at sælge godt i biograferne, men vil jo med garanti blive en succes der, hvor alt, der bare har den mindste duft af dansk krimi, er det rene crack for danskere og folk i udlandet, som stadig synes nordic noir bare er det fedeste og mest eksotiske nogensinde.

’Dobbeltspil’ handler om det tilsyneladende perfekte par Clara (Neel Rønholt) og Tobias (Youssef Wayne Hvidtfeldt). De har alt, på nær et barn, som de ihærdigt prøver at knalde sig vej til.

Alt er fryd og gammen, indtil Clara møder Katrine (Julie R. Ølgaard). Hun har nemlig også haft et forhold til Tobias i cirka lige så lang tid som Clara har haft.

Hvad der kunne have udfoldet sig som et interessant eksistentielt drama minder i stedet mere om en discount-version af ’Fatal Attraction’ med et drys af ’American Psycho’ og er øjengnidende, hovedrystende frustrerende at overvære.

Der er helt klart en ambition om at lave en medrivende thriller, der fastholder sit publikum på kanten af sædet i den knap halvanden time, ’Dobbeltspil’ varer. Det er bare ikke slutresultatet.

Filmen er irriterende ekspositionstung og afslører slutningen med så kraftigt et vink med vognstang, at det umuligt ikke at lægge mærke til. Mange svinkeærinder, og nej, jeg røber dem ikke, blev sat i gang og så rundet af uden den følelsesmæssige pondus, man ellers kunne have forventet.

I det mindste har Samsung, Coca Cola, Clever, Air Tox og Odsherred fået fuldt valuta for pengene i form af den knapt så diskrete produkt-placement, der dog er flot filmet. De stillbilleder kan investorerne godt være tilfredse med.

Man kunne forvente, at en film der læner sig op ad den erotiske thriller-genre i det mindste havde nogle dampende hede sexscener. Men trods skuespillernes ihærdige gnideri på hinanden og filmens pseudo-BDSM-undertoner/overtoner, bliver det aldrig mere pirrende end at overvære hvid maling tørre.

En af mine kæpheste er, når man gør politi dummere end de er for at holde plottet kørende. Det sker også her og man bliver generelt som publikum bedt om at godtage for mange usandsynligheder eller dumheder for at filmen skal give mening.  

Hvad skal vi bruge ’Dobbeltspil’ til?

Jeg ved det ærlig talt ikke.

Der er ikke rigtig noget positivt at sige, udover at den ikke er længere end den er. Og selv det føles for langt.

Musiklæren Joe (Seth Rogen) og husmoren Angelas (Olivia Wilde) ægteskab er blevet en grum monotoni af skænderier og passiv-aggressive stikpiller mod hinanden.

Den følelse indtræffer i hvert ret hurtigt i løbet af åbningen på Wildes mægtige komediedrama ’The Invite’. I et forsøg på at blive gode venner med de seje naboer, har Angela inviteret dem til tapas til Joes store utilfredshed.

Man skulle umiddelbart tro, at stemningen ville ændre sig, så snart Piña (Penélope Cruz) og Hawk (Edward Norton) kom ind i lejligheden. Men næ nej, Joe fortsætter med sine spydige bemærkninger, mens Angela forsøger at være den perfekte værtinde.

Men det ændrer sig, da Piña og Hawk fortæller, hvorfor de takkede ja til invitationen. De er svingere og vil gerne invitere Joe og Angela til at have sex med dem. Det får det overrasket ægtepar til at tabe kæben og spørgsmålet er, om de har tænkt sig at takke ja og ikke mindst om deres parforhold kan holde til det.

’The Invite’ er et remake af den spanske film ’Sentimental’, som er baseret på filmens instruktør Cesc Gays eget teaterstykke ’Els veins de dalt’. Og det skinner tydeligt igennem, at det er en historie, der har haft sin oprindelse på de skrå brædder.

På nær åbningssekvensen, foregår hele filmen i Joe og Angelas lejlighed. Men takket for fornemt kameraarbejde, hvor der leges med spejlreflektioner og lejlighedens mange døråbninger og vinduer, får ’The Invite’ en virkelig lækker billedside. Hvilket ikke er så underligt, når man tænker på, at det er ’The Studio’-fotografen Adam Newport-Berra, der styrer linsen.

Og så er Devonté ’Blood Orange’ Hynes score fuldstændig eminent. Det har et vidunderligt legesygt, jazzet feel, der akkompagnerer og, til tider, kommenterer på handlingen i bedste ren Mickey Mousing-stil.

Men det er Will McCormack og Rasida Jones’ manuskript samt skuespillet og Olivia Wildes instruktion, der er ’The Invite’s store trumfer.

Især for Wilde er det noget af en redemption i forhold til hendes forrige film som instruktør, den skuffende og skandaleombruste ’Don’t Worry Darling’.

Her balanceres komedie og drama til en sådan grad af perfektion, at ’The Invite’ nok skal opnå klassikerstatus. Sjældent hat et kammerspil været sådan en udsøgt fornøjelse, som det er tilfældet her.

Det skyldes ikke mindst Wilde, Rogen Cruz og Norton.

Sjældent har fire skuespillere haft så godt samspil, som det er tilfældet her. De er perfekt matchet op med og mod hinanden og de forskellige konstellationer giver utallige mængder af grin og tårer i øjenkrogen.

Man kan ikke fremhæve den ene på bekostning af de andre. De er en perfekt enhed og lur mig om ikke de alle får en nominering, når prisuddelingssæsonen begynder i starten af næste år.

’The Invite’ er en af de bedste film, jeg har set i år. Der er en joke om jamón-skinke, som er chef’s kiss perfekt spidning af middelklasse-trendyhed, hvor man forsøger at købe at købe status gennem mad. Der er så mange små geniale detaljer, at jeg glæder mig til at se den igen og nok også en gang til for genopleve dem.

Afsti, afsted til biografen. Du vil ikke fortryde det.

Det er en af de helt store helte i Frankrigs historie, som instruktør Antonin Baudry tager under behandling i to mammutfilm.

Den første de af ’De Gaulle’-værket med undertitlen ’Modstandens Pris’ lægger stærkt fra land.

Tyskerne har invaderet Frankrig og general Charles de Gaulle (Simon Abkarian) bliver nødt til at forlade sit elskede hjemland for at kunne kæmpe for dets frihed.

Basen bliver London, hvor han mere end en gang banker hovederne sammen med den britiske premierminister Winston Churchill (Simon Russell Beale), der respekterer sin franske allierede, men også er dybt frustreret over hans egenrådighed og stædige væsen.

Filmen fortælles kronologisk og vi kommer omkring mange af højdepunkterne fra den franske befrielseskamp, som i denne del af krigen primært er forankret i Afrika.

Der bliver ikke sparet på actionsekvenserne, hvor især dem omhandlende de franske styrker mod tyske Erwin Rommels Afrika-korps imponerer.

Men det er scenerne mellem de Gaulle og Churchill, der er ’Modstandens pris’ virkelige trumfkort, takket være skuespillerne.

Uforlignelige Simon Russell Beale er som altid eminent og leverer en af de allerbedste Churchill-inkarnationer set på film. Om det foregår på engelsk eller fransk, er hver eneste repliklevering skarp og formidabel.

Det samme kan siges om Simon Abkarian, og når de to skuespillere deler scener, er det fuldkommen elektrisk. Jeg kunne snildt se et kammerspil med bare de to, så gode er de sammen.

Derudover er ’De Gaulle: Modstandens pris’ som de fleste anden verdenskrigsfilm af den bedre slags. Skuespillet er godt, flot filmen og selvom Volker Bertelmann ikke leverer et score i ’Konklave’-klassen, er der stadig god punch og melodrama i det.

Det er en god og gedigen film, der helt klart vil appellere til historieinteresserede og frankofile. Baudry bringer ikke et noget filmisk nyt til bordet og nogle gange er det også helt okay. Med en spilletid på lige knap 2 timer og 40 minutter, er ’Modstandens pris’ lidt af en mundfuld, men tempoet er tjept uden for mange svinkeærinder eller kedelige stunder, så det går lige. Men man skal som sagt nok have en særlig interesse for hovedpersonen eller perioden for at give i kast med den.

’De Gaulle: Modstandens pris’ er en af den slags klassiske vellavet anden verdenskrigsfilm, der engang blev produceret masser af, men nu er i fåtal. Når man så til gengæld får en af dem, som den nærværende film, er det som et kært gensyn med en gammel ven. Man ved lige præcis hvordan mødet kommer til at forløbe og det bliver aldrig kedeligt.

Jeg fortærrede begærligt Bret Easton Ellis’ autofiktionsroman ’The Shards’. Forfatterens sprog og evne til at male et billede af start ’80ernes Los Angeles preppy high school miljø og endeløse popkulturreferencer koblet med en historie om en seriemorder, der måske/måske ikke terroriserer den fiktionelle Brett Easton Ellis og hans venner, var en page turner, som kun han kan lave dem.

Så det var med både jubel og frygt, at der blev trykket start til serieudgaven af ’The Shards’. Glæde for at finde ud af, om den ramte bogens ånd og frygt, fordi det er Ryan Murphy, ganske vidst sammen med Bret Easton Ellis, der står bag serien.

Når Murphy er bedst (’Pose’, ’Scream Queens’) er der få, der kan forene instagram-smuk forfængelighed med rå, eksplicit brutalitet. Og når han er værst, får vi ’All’s Fair’.

Desværre er vi tættere på sidstnævnte med ’The Shards’.

Udgangspunktet er meget lig bogen.

Unge Bret (Igby Rigney) skal til at starte på sit sidste år på det feteret Buckley prep school, hvor alle de rige rigmandsunger går. Han danderer den sammen med kæresten Debbie Schaffer (Hayes Warner) og venneparret Thom Wright (Graham Campbell) og Susan Reynolds (Kaia Gerber) samtidig med, han knalder med stoneren Matt Kellner (Owen Painter).

To ting vender op og ned på den unge forfatterspires dagligdag.

Først og fremmest ankomsten af den nye, attraktive elev Robert Mallory (Homer Gere), som Bret både begærer og mistænker for at være den mystiske seriemorder The Trawler, hvis gerninger Bret er meget fascineret af og overbevist om, at han bliver stalket af.

Hvor bogen udelukkende er fortalt fra Brets point of view med den ældre forfatters viden om, hvordan tingene rent faktisk hang sammen, veksler serien mellem Bret og nogle af de andre og bliver derved en mere konventionel ungdomsserie.

Væk er også romanens meget eksplicitte sexscener og Brets objektificering af alle, han er tiltrukket af. Med tanke på, at begge serieskabere er homoseksuelle, er det pudsigt, at der er lagt en dæmper på Brets queer-side, mens heterosex har mere prominent placering.

I stedet henfalder serien til Murphys efterhånden ulidelig pastiche-John Waters campyness, der mangler forbilledets finesse. Ulidelige karikaturer uden dybde og det er mest nysgerrigheden for, hvordan oversættelsen fra bog til serie er, der driver lysten til at se afsnit efter afsnit end det er ’The Shards’ kvalitet.

Tænk sig, at det på et tidspunkt var meningen, at ’The Shards’ skulle have været en HBO-serie, hvor både Luca Guadagnino (!) og Kristoffer Borgli (!!) var indover som instruktører på forskellige tidspunkter. Kæft, det kunne have været godt.

Igby Rigney gør det egentligt fint som Bret, det er handlingen der halter. Og så er nepobaby Homer Gere håbløst fejlcastet som den mystiske Robert Mallory. Han har ikke den otherworldly aura om sig karakteren kræver og fremstår mere som endnu en af Ryan Murphys stuntcastinger af kendisser, der indtil videre har toppet med Kim Kardashians rolle i ’All’s Fair’.

Men det, der pisser mig mest af, er at handlingen bliver strakt så uendelig tyndt ud, at otte afsnit ikke er nok til at runde historien af. ’The Shards’ burde være en fantastisk miniserie, men i stedet runder vi gudhjælpende sæsonen af med en håbløst uopfindsom cliffhanger. Og at vi skal have endnu to sæsoner af Murphys (minimum, suk) tre, indgyder ikke just optimisme.

Jeg respekterer, at man har brugt romanen som forlæg og så lavet den om til en serie. Men udførelsen og prioriteringen af, hvad der er vigtigt og interessant, er decideret håbløs. Skuffelsen er stor og vreden ditto over det, der burde have været sensommerens helt store serieoplevelse.

I stedet fremstår ’The Shards’ som popsmart bastard af ’Beverly Hills’ og ’Glee’ tilsat lidt blod og sex i et forsøg på at chokere publikum. Hvilket desværre ikke lykkes.

Med ’My Old Ass’ lavede Megan Park en af de årets bedste komedier tilbage i 2024. Kombinationen af hjertevarme og lårklaskende humor var noget nær perfekt og signalerede, at her var en historiefortæller, man skulle holde øje med.

Derfor er Prime Video-serien ’Sterling Point’ must see, hvis du var fan af hendes film. Eller hvis du var fan af ’The O.C.’ eller ’Gossip Girl’.

For i hvad der umiddelbart er det vildeste team up nogensinde, har Park allieret sig med skaberne af de to førnævnte serier, Josh Schwartz og Stephanie Savage, som co-showrunnere på den utroligt charmerende ungdomsserie, der står som en af streamingtjenestens bedre tilbud i denne genre.

Annie (Ella Rubin) bor i New York sammen med sin bror Connor (Keen Ruffalo) og far Steven (Jay Duplass). De to søskende er adopteret og deres adoptivmor er død for nogle år siden. Da hendes far dør, bliver de to testamenteret en ø i Canada. Annie har ikke noget at lave, så hun tager derop og finder ud af, at der bor en masse mennesker der og det er lidt af at paradis.

Og nå ja, så havde hendes adoptivmor en datter, Ramona (Amélie Hoeferle), som de ikke vidste eksisterede og hun vidste heller ikke, at moren havde et andet liv i New York.

Det lyder lidt som noget vi kender fra andre åh så dramatiske ungdomsserier. Forskellen på dem og ’Sterling Point’ er, at den nærværende serie er uhyre velskrevet, sjov og rørende på den helt rigtige og ikke følelsesporno-måde.

Der er en helt særlig tone i Prime Video-serien. Den er både afslappet og samtidig spændt af forventning og frustration. Aller personer en ting, de dealer med og en længsel, som de ikke helt kan finde ud af, hvordan de skal få forløst.

Annie har levet en så trøstesløs tilværelse i New York, at hun ikke har nogen passion i livet. Hendes kæreste er hun kun sammen med, fordi hun venter på, at han er klar til at komme ud som homoseksuel og derfor har hun hensat sig selv i et forhold uden fysiske kærlighedstegn.

Så snart hun kommer til Sterling Point, er det både den ene og den anden bejler, inklusiv den frembrusende Oona (Bo Bragason), der ikke kan gå forbi en smuk kvinde uden at forsøge sig med lidt sweet talk. De to bliver dog hurtigt venner i stedet og som serien skrider frem, ser vi, at Ramona har et ret heftigt crush på den karismatiske unge kvinde.

Man mærker Megan Parks unikke ligefremhed i hver fiber af seriens krop. Nogle gange, lyder ungdomsserier som om, at de er skrevet i et sprog som voksne tror at unge taler, men ikke Park. Der skal selvfølge også klappes ad resten af forfatterne, men der er ingen tvivl om, at det Park som har udstukket retningen.

Udfoldelsen af familiehemmeligheder fungerer godt til at drive plottet fremad og tilføje konflikter, bedst som man troede alt var godt.

’Sterling Point’ er på mange måder som en sommerforelskelse. Fuldstændig berusende og uimodståelig til at starte med og man kan ikke tænke på andet. Som tiden og serien forløber, står det dog klart, at den er mere end en flirt og engangsknald, og i stedet starten på tankevækkende, langvarigt serieforhold, der forhåbentligt kommer mere af.

Det gjorde ondt helt ind i sjælen, da Jason Sudeikis og Brendan Hunt dukkede op som deres elskede karakterer Ted Lasson og Coach Beard under haft time showet til VM-finalen for at introducere Justin Bieber.

Det bekræftede den tanke, der havde sat sig fast i hovedet, så snart at fjerde sæson af ’Ted Lasso’ blev bekræftet.

Tredje sæson havde ellers fungeret som en eminent serieafslutning, hvor Ted efter at have ført Richmond til andenpladsen i Premier League, var taget tilbage til USA for at være tættere på sin søn.

Men money talks og sidste afsnit af tredje sæson gav også et hint om, hvilken retning serien kunne gå i, da Keeley (Juno Temple) fremlagde planer for et kvindefodboldhold.

Der er nu gået et par år og Ted bor i Kansas City, hvor han arbejder i det lokale supermarked og fuldstændig har lagt trænergerningen på hylden. Indtil Keeley Rebecca (Hannah Waddingham) og Higgins (Jeremy Swift) kommer til byen for at overtale ham til at blive den nye træner for kvindefodboldholdet.

Hvilket han selvfølgelig ender med at sige ja til, igen af familiemæssige årsager. Men ikke før vi har fået et elendigt første afsnit af fjerde sæson, der er så ringe, at jeg helt mistede troen på, at denne sæson af ’Ted Lasso’ havde noget som helst at byde på.

Der er så mange tåkrummende fish out of water-jokes, at det var på grænsen til det pinlige. Øv, hvor var min yndlingsserie og en af de allerbedste i det hele taget, sunket uhjælpeligt lavt.

Heldigvis bliver det hurtigt bedre, så snart vi kommer tilbage til England og business as usual.

Formlen er langt hen ad vejen den samme som i de første sæsoner af ’Ted Lasso’, hvor Ted skal forsøge at få fodboldholdet til at fungere og vinde kampe.

Hans nye assistent Alice Chilton (Tanya Reynolds) havde selv ambitioner om at bliver holdets træner og er derfor klar til at smutte, da Ted kommer til klubben. Men takket være den vanlige Lasso-charme og varme, bliver hun hængende.

Der bliver introduceret en hulens masse nye karakterer og sat spot på, hvor anderledes kårende for kvindefodbold er i forhold til herresiden. ’Ted Lasso’ har altid haft fokus på sexisme, hvor Rebecca og Keeleys navigering i de konservative mandsdomineret verdener altid har stået for nogle af seriens stærkeste øjeblikke.

Indtil videre, er der stadig en følelse af, at vi er i gang med at søsætte en større historie og introducere de forskellige karakterer, der skal spille en rolle senere hen. Tracy Ullmans rigmandsfigur kan enten vise sig at være en allieret eller en skurk, eller noget midt imellem, som skal skabe splid.

Lige nu, efter fire afsnit, spejder jeg dog hvor vi skal hen med handlingen og hvorfor den er relevant. På den ene side, forstår jeg intentionen om at bruge ’Ted Lasso’-brandet til at give kvindefodbold et boost, men på den anden side, ville jeg hellere have haft en originalserie, der ganske vidst kunne foregå i samme univers, men uden Ted. For den historie var lukket.

Jeg krydser inderligt fingre for, at ’Ted Lasso’ genfinder tidligere tiders vinderform og ikke visner væk som det skete med en af Bill Lawrences tidligere serie ’Scrubs’, som også blev afsluttet på fornem for så at blive unødvendigt forlænget. 

Jeg frygter, at vi ender med kun at få en uforløst sæson af den nye omgang ’Ted Lasso’, for så ender vi med en bitter smag i munden, når vi taler om den ellers så mesterlige komedieserie.

Hvis du går ind til Radu Judes ’Dracula’ med forventningen om at få en helt ordinær vampyrfilm, bliver du slemt skuffet. Omvendt, så går du ikke ind til Radu Judes ’Dracula’ uden at vide, hvem Radu Jude er.

Det rumænske unikum formår på forunderlig vis at skabe stor filmkunst, selvom det visuelle udtryk er tættere på ’The Room’ end Kubrick. Med en eminent stærk fornemmelse for satire og en stærk indignation over problemer i det rumænske samfund, er hver eneste af hans film en helt særlig oplevelse. Det er absurd i ordets reneste forstand og det er fantastisk, hvis du er med på legen.

I Guldbjørn-vinderen ’Bad Luck Banging or Loony Porn’ var det rumænske folk og kulturs attitude til kvinder og sex under humoristisk spidning.

Med ’Dracula’ sætter Jude spot på kapitalismens væsen.

Indledningen sætter fermt tonen. I en række AI-genereret animationer, ser vi forskellige versioner af Dracula ytre følgende udsagn: ”Jeg er Vlad Tepes Dracula. I kan sutte min pik.”

En unavngiven instruktør er blevet hyret til at lave en kommerciel Dracula-film. Det er dog ikke noget, der umiddelbart ligger lige til for ham, men takket være et fantastisk AI-værktøj, Dr. AI Judex 0.0, mangler der ikke ”gode” ideer.

Og hvis de er lidt grove i det, tager instruktøren selvfølgelig afstand fra AI’ens provokerende og frastødende forslag, der dog bliver spået til at tjene mange, mange penge.

Instruktørens egen historie, om en lille teatertrup, der laver alternative versioner af ’Dracula’ hver aften på et små-snusket sted, bliver spredt generøst ud igennem filmen. De andre AI-forslag bliver vist i deres helhed, hvoraf det ikke er alle, som har det nødvendige bid for at sætte positivt i erindringen.

En bliver for eksempel omtalt som en 50 minutter afstikker og i en knap 3 timer lang film, er det immervæk noget af en omgang at sidde igennem. Den har skam sine momenter, men også lange sekvenser, hvor man sidder og håber på, at det snart er slut.

Radu Jude formår der at tilføje tilstrækkeligt med absurde genialiteter til, at man sidder og er nysgerrig for, hvordan det hele rent faktisk ender. Kommer der til at være en spøjs rød tråd, der binder det hele sammen? Slipper Sandu (Gabriel Spahiu) og Vampira (Oana Maria Zaharia) væk fra den frådende menneskeflok, der har fået lov til at slå dem ihjel?

Og hvor mange flere makværker kan Dr. AI Judex 0.0 finde på? Flere end man umiddelbart skulle tro.

Der findes ingen ’Dracula’ som Radu Judes ’Dracula’-film.

Absurd, genial, kedelig, medrivende, studentikos, man når at komme igennem alle følelserne i ’Dracula’. Radu Jude er selv beskrevet filmen som et kærlighedsbrev til kultinstruktøren Ed Wood og når først man har det in mente, er det umuligt ikke at se ’Dracula’ som én lang gakket og vidunderlig hyldest.