Der udvikler sig en form for tovtrækkeri mellem de to mænd, der båder afskyr hinanden og ikke kan udholde at være hinanden foruden. Som konflikten eskalerer og dele af lokalsamfundet inddrages, bliver ‘Banshees of Inisherin’ til en malstrøm af tematikker, der markerer et gedigent comeback for instruktør Martin McDonagh, der her genforenes med sine to hovedroller fra den ligeledes kulsorte tragikomedie ‘In Bruges’.       

Som man kan forvente sig af McDonagh leverer ‘The Banshees of Inisherin’ en rusketur rundt i hele følelsesregisteret. Ofte ændrer scenerne tone midt i det hele, så smilet stivner og latteren ryger i den gale hals. I disse tilfælde er det ofte den akavede og tumpede Dominick, spillet af Barry Keoghan, der spiller en central rolle. Her Keoghan minder os om, hvorfor han var vores allesammens yndlingsweirdo i 2017 og det er dejligt betryggende at se, at det sidste års superhelte-eskapader ikke har filet alt charmen af ham. 

Keoghan er også omdrejningspunktet for filmens formelt mest interessante scene, hvor en exceptionelt akavet udveksling mellem ham og Pádraics søster, Siobhán (en ligeledes strålende og frustreret Kerry Condon), understøttes af et konsekvent brud med 180-graders reglen. Jeg er normalt af den overbevisning, at 180-graders reglens betydning er voldsomt overvurderet. Jeg oplever i hvert fald sjældent at overtrædelser på nogen måder besværliggør orienteringen i rummet eller fortællingen – men lige i tilfælde af ‘The Banshees of Inisherin’ må jeg indrømme, at bruddet er så iøjnefaldende, at det trækker opmærksomheden til sig og understøtter ubalancen, både i karakterernes udveksling og den emotionelle usikkerhed, som de begge føler mens de prøver at navigere en en meget akavet situation. Så tip med hatten til McDonagh og Mikkel E. G. Nielsen, der vandt en Oscar for sit klippearbejde på ‘Sound of Metal’. 

Men der skal ikke herske nogen tvivl om, at Farrell og Gleeson er filmens helt store stjerner og største forcer. De er begge adrætte som gymnaster når de navigerer de subtile sving fra komedie til tragedie og tilbage igen. Gleeson er hjemsøgt, stålsat og sammenbidt, mens Farrell gør udsøgt brug af sammenknebne øjne og rynkede bryn til at sælge Pádraics komplette evne til at fatte så meget som en meter. 

‘The Banshees of Inisherin’ er morsom, knugende og til tider væmmelig. Den får dansk premiere d. 26. januar og man kan roligt glæde sig.

Denne gang tæller galleriet af mistænkte bl.a. en MRA Twitch-streamer, en ambitiøs politiker og en falleret designer med lidt for meget fart på Twitter, spillet af henholdsvis Dave Bautista, Kathryn Hahn og Kate Hudson. Miles selv spilles med et tykt lag oplyst selvfedme af Edward Norton mens ensemblet rundes af Leslie Odom Jr., Jessica Henwick. Madelyn Cline og Janelle Monáe, der gør alle lidt utilpasse som Miles’ tidligere samarbejdspartner Andi, der blev “Social Networket” af Miles – smidt ud af selskabet, forstås. 

‘Glass Onion’ binder en god del af sin humor op på den slags samtidige referencer og lingo. Foruden Miles som en selvforherligende og slet skjult Elon Musk-parodi smider karaktererne om sig med navne på deres rige og berømte bekendtskaber. Selvom tidløshed tydeligvis ikke er noget, hverken ‘Glass Onion’ eller den oprindelige ‘Knives Out’ stræber efter, så kan man ikke lade være med at tænke, at de her referentielle vittigheder formodentlig kommer til at ældes som mælk ved stuetemperatur. 

Dette ændrer dog ikke ved, at ‘Glass Onion’ er et rasende underholdende mysterie, med så mange twists, forviklinger og intriger, som man kunne ønske sig – og som ikke skal afsløres her. Man forstår godt, at Daniel Craig har erklæret sig evigt villig til at trække i Blancs fremragende outfits for at give den gas som detektiven med sydstatsaccenten. Spilleglæden stråler ud af ham og ditto resten af ensemblet – selvom man kunne ønske sig, at Hollywood blev bedre til at bruge Jessica Henwick. 

Det store spørgsmål ved ‘Glass Onion’ er dog, om den er fair over for sit publikum. Jeg kunne sværge på, at den snyder ved at vise publikum én ting, og så senere sige at det modsatte skete og vise forandrede indstillinger, der modsiger hvad vi tidligere blev præsenteret for. De vakse blandt publikum får derfor ikke lov til at være aktive deltagere i opklaringsarbejdet og det er en skam, da man sidde rmed en følelse af at være blevet løget over for, hvilket ville være fuldstændigt unødvendigt med blot en nogle yderligere filmisk kunstgreb. Men hvorvidt dette reelt set er tilfældet, må jeg vente med at bekræfte til at ‘Glass Onion’ får premiere på Netflix til Juletid. Her vil den være et perfekt samlingspunkt for de højtidstrætte familier som garant for god, underholdende – og hyggelig – underholdning.