Første dag i helvede ’22

Solen bagte med en passende infernalsk intensitet, der matchede meget af det tekstunivers, man typisk får på Copenhell.

Hvad end man tumlede rundt inde foran de to megascener Helviti og Hades, støvhelvede foran Pandæmonium eller fandt frem til sin indre dæmoniske skovfe blandt de frodige grønne træer omkring Gehenna, var der én følelse, som gik igen på hele festivalpladsen: Endelig!

Endelig tilbage under Fenris-ulvens vagtsomme blik, og endelig var festivalen tilbage efter aflysningerne af ’20 og ’21-udgaven af Copenhell.

Det var tydeligt, at publikum ventede på især et band. Og nej, det var ikke Dizzy Mizz Lizzy, selvom de leverede en medrivende en ret medrivende koncert, så selv deres hårdeste haters ikke kunne sige sig fri for lige at rykke lidt rytmisk med nakken.

Et ocean af mennesker, hobede sig i løbet af dagen op på Refshaleøen. Alle skulle se lille Lars og vennerne i Metallica.

Og hovedattraktionen på dette års udgave af Copenhell leverede i den grad varen.

Åbent sanatorium

Men inden midnatsmessen med vestkystveteranerne, var der en hel solbeskinnet dag, der skulle overkommes.

Nyt år betyder selvfølgelig et nyt layout af festivalpladsen. Det er ikke fordi, der er tale om den store ommøblering. Alt er (næsten) som det plejer. Sol, bajere og alskens musik indenfor rock, metal og hvad end genre Myrkur finder på at udfolde sig i.

Straks man træder indenfor helvedes porte, bliver man mødt er alskens madboder og merch. Kombineret med en kold fad, er man hurtigt i Copenhell uniform, hvis man kommer lettere uforberedt lige fra arbejde. Eller skal have en hurtig burger til hjemvejen, så de værste tømmermænd dagen efter bliver forhindret.

Fra skoven runger Gehenna-scenen lokkende, hvor bas og trommer går direkte ind og truer med at skabe arytmi – aaah, det er godt!

Et telefonopkald i presseområdet bliver nærmest umuligt, da førnævnte dommedagstoner fra skoven, vanskeliggøre informationsudvekslingen angående et job. Efter et par “hvordan kommer man ud herfra” fra det konstant voksende fra år til år RIP-område, går turen over i skoven.

LLNN er i gang med at piske en tonstung stemning i gang. Det er kort sagt genialt, den måde man har indrettet Gehenna i skoven. Træernes ekstremt grønne nuancer, er som taget ud af en science fiction-, eco horror- eller folk horror-film. Området er stort, uden at det virker gigantisk, men samtidig med den intimitet, man får fra små spillesteder. Der er nogle bands og kunstnere (*host, host* Konvent), som i de her omgivelser (forhåbentligt) vil kunne skabe nogle komplet overjordiske koncertoplevelser.

Klokken er slået til metal

Efter at være blev rusket igennem i skoven, er det på tide at orienterer sig på resten af festivalpladsen.

Igennem Udgårdsområdet kommer man direkte hen til Pandæmonium. Man kan se, at der vil blive smadret igennem her. Fra den nøgne jord, hvirvler støvet op, selv uden, at der er nogen mennesker omkring. Når der er sol, bliver det et støvhelvede. Sætter regnen ind, en potentiel smatte, der kommer til at destruere ens fodtøj hurtigere end selv den tørstigste sjæl på pladsen kan kværne en fadøl.

Lidt gemt til venstre for scenen, ligger et af festivalens nyeste og også hastigt voksende tiltag.

Copenhell Con er en lille oase af nørdhimmel. Der er brætspil, videospil, skattejagt, filmvisninger og events og talks i lange baner. Det behagelige indklima og altid ledige og rene toiletter, er et herligt lille festival-hack,  som kan blive guld værd på længere sigt.

Spørgsmålet er dog, hvordan man stykker programmet sammen inde i det her lille micro-kosmos, så det spiller optimalt sammen med musikfestivalen udenfor. Jo større synergi, jo flere folk kommer der også ind. For der kan være faldgrupper, som cosplay-konkurrencen f.eks., hvor publikum eller deltagere ikke møder op i det omfang, man ellers kunne håbe på.

De klassiske holdepunkter på festivalen, Smadreland og Biergarten, er naturligvis tilbage. Krebsekilde i Tutten og Metalquiz senere hen på ugen, har potentiale til at være de sjoveste ikke-musik relateret oplevelser.

Men der var kun én ting, der talte onsdag. Og Metallica leverede i den grad også varen. De aldrende trash-statsmænd virkede som om, at de havde fået et par liter frisk jomfru-blod i drop før koncerten, for jøsses, der var energi på drengen.

I løbet af dagen kunne man, som tidligere nævnt, godt fornemme, at der var flere mennesker end sædvanligt. Men hold nu kæft, hvor var der mange, da de første trommeslag gik i gang. Var man frisk og blødflov, var det helt klart tidspunktet at frekventere en åben madbod. For der var komplet alle andre steder på festvalpladsen end i området omkring Helviti.

Bakken var fuldstændig packed og ditto nede foran og et godt stykke hen mod Hades. Ja, det er fællessang, men fællessang på et fandens højt niveau.

Bandet virkede oprigtigt glade for at være på Copenhell og det var publikum også. Og det opsummere godt første dag på festivallen efter et par års pause – glæde for at at være tilbage.