Partyfredag på tredjedagen af Copenhell ’22

Allerede fra det første øjeblik i dagens forholdsvis overskuelige kø ind til festivalpladsen, var feststemningen lige en tak højere end de andre dage. Nu havde folk for alvor taget hul på en tidlig weekend og samtlige udskænkningssteder på Refshaleøen skulle straffes.

SortHandsk leverede en overbevisende omgang vred rap-metal, så forbillederne i Rage Against the Machine ville være stolte. Forhåbentlig fortsætter den aarhusianske trio mange år endnu for der noget over dem. Marwan er en ferm lyriker i front, der tæskede publikum rundt nede foran Pandæmonium med stilsikker effektivitet, og Michael Svane og Søren Bendz hamrer en stærk lydside op omkring rapperens tekster.

Middagens menu på Gehenna var svensk i form af Horndal. Et fedt bekendtskab mens man hyggede sig med en bajer i den nærliggende bar. Efter et par heftige dage, var en tur i eksklusive og behagelige chill-område inde på RIP tiltrængt. Derfor er det måske meget apropos, at det som lokker en ud derfra, er Lifesick på Gehenna. Olmt og ondt, det funker bare helvedes godt.

Attack of the badeand

Fredag er som sagt festdag og Alestorm er muligvis det mest perfekte partyband på tværs af alle genrer. Det er overdrevent – en kæmpe gul plastikand kommer på scenen jo – til tider grinagtigt og fandens charmerende. Det er rendyrket glæde i musikform og sådan et skud Red Bull i ørerne er den helt rigtige starter på en fed aften.

Baest havde åbenbart besluttet sig for at levere en kraftig kandidat til årets koncert på Copenhell. Der var ikke en finger at sætte på deres dødsmetalangreb, hvor pyroteknikken spillede infernalsk perfekt. Det var scorched earth taktikken, hvor alt blev givet på scenen og intet overladt til dem, der skulle på bagefter. Det var en mesterlig perfomance, som publikum i høj grad også var med til at løfte til et exceptionelt niveau.

Det var godt at D:A:D først skulle indtage Helviti klokken 23. Men der var folk også klar til at en god gang jukeboks af bandets greatest hits. Som Alestorm tidligere på dagen, var det ren glæde, der osede ud over scenekanten. Der blev skrålet med på alle klassikerne og der var næsten ikke et øje tørt, da ballet blev lukket med ‘It’s After Dark’.

Tendensen med at have bands, der (for det meste) er past their prime som hovednavne om aftenen i årets udgave, har været en succes indtil videre. Det er hygge og på sin vis også det, man har haft brug for efter to år i covid-helvede. At resten af programmet også spiller, gør kun oplevelsen desto meget bedre.