Fjerde brag på stribe slutter Copenhell ’22
Sidstedagen på dette års Copenhell var i og for sig en cool down dag efter de forgående tres strabadser. Det var tid til diskussioner om hvad der havde været det bedste og værste indtil videre, og hvad man skulle slutte af med.
Det var også tiden, hvor man lagde mærke til de små ting, man ikke tidligere havde haft tid til. I RIP-området startede der lige pludselig en dejlig lille akustisk koncert, hvor det enkle i en vokal og et stryger-instrument viste, hvor få ting der skal til for at skabe noget ekstraordinært.
Årets Con blev ivrigt diskuteret. Idéen er virkelig god og det bliver helt klart bedre fra år til år. Sidder udførslen 100% procent i skabet? Nej, der mangler stadig noget synergi mellem musikdelen og nørdedelen, for at den sidder helt i skabet.
Det større setup er rigtig flot og gennemført, men arrangementerne mangler lige den sidste gennemslagskraft i den her omgang. Cosplay-eventet var ikke en succes og hvis man vil forsøge med en gentagelse, kan man med fordel alliere sig med andre organisationer i DK. Og så hiv nogle af de mange bands med klokkeklare gimmicks a la Gloryhammer og Alestorm f.eks. ind og snakke om deres inspirationskilder. Eller talks omkring horror-ikonografi og dets indflydelse på musikken er i hvert fald oplagt næste gang Rob Zombie slår et smut forbi festivalen.
To briter og et dansk afslutningsknald
Sympatien for Ukraine var stor under Jinjers koncert, men selve performancen var noget fesen. Mastodon kort tid efter på Helviti var decideret skuffende og det virkede som om, at bandet kørte på en sløv automatpilot.
Aftens old school combo bestod af først Iron Maiden og derefter Mercyful Fate.
Monster Eddie og resten af slænget underholdte med sikker hånd, uden at man på noget tidspunkt følte sig blæst bagover op på den efterhånden græsfattige bakke. Der er solidt og en god opvarmning, indtil den rigtige konge af Danmark indbød til audiens.
Mercyful Fate var dog alt andet end tilfreds med bare at være med på en billig koryfæ-billet. Der blev tæsket og serveret heavy metal, så selv de frommeste kristne ville være klar til at smide horn i luften.
Ekstasen fra den sataniske messe blev båret videre til Orm, som havde æren af lukkevagten på dette års festival – naturligvis, fristes man næsten til at sige, på Gehenna.
De brændte både scenen og skoven af. Ikke bogstavelig talt, selvom de mange flammekastere gjorde hvad de kunne. Det var tungt og olmt, men med en vanvittig energi, som var et rave værdigt. Vel gennemtævet og træt, virkede hjemturen mere uoverkommelig end Odysseus’ fra Troja. Folk valfartede derfra med søvn og glæde glimtende fra de semi-berusset øjne.
For om et år er vi tilbage igen. Klar til fællesskabet og musikken, der binder os alle sammen. Klar til at pumpe hænderne i vejret i takt og headbange, som var man en bubblehead dukke. Klar til flere fede koncerter og halv vrøvlende snakke.
Vi ses i ’23, Copenhell!