LFF 2022: Glass Onion

Den legesyge Rian Johnsons nyeste mysterie starter med gådefulde puslespil, der sendes til seks meget forskellige mennesker. Når den sidste del af puslespillet løses åbenbarer kasserne en invitation til et weekendophold på tech-multimilliardæren Miles Brons’ private ø i Grækenland, hvor mordet på ham skal opklares. For fem af de seks er dette en velkommen, omend ikke særligt chokerende overraskelse, da de alle er del af samme vennegruppe, der med Miles i centrum mødes årligt til ekstravagante ferieture – så selvfølgelig har Miles planlagt en leg, som de kan underholdes med. Men for mesterdetektiven Benoit Blanc er invitationen et kærkomment lyn fra en klar himmel, da han er ved at kede sig ihjel under lockdown i sin mondæne New Yorker-lejlighed, hvor han brænder dagene på at få tæsk i Among Us. Han har brug for at få motioneret de små grå og pakker fluks kufferten og sætter afsted mod Grækenland og endnu en hvepserede af smålighed og griskhed, der gemmer sig under elitens storsmilende overflade.  

Denne gang tæller galleriet af mistænkte bl.a. en MRA Twitch-streamer, en ambitiøs politiker og en falleret designer med lidt for meget fart på Twitter, spillet af henholdsvis Dave Bautista, Kathryn Hahn og Kate Hudson. Miles selv spilles med et tykt lag oplyst selvfedme af Edward Norton mens ensemblet rundes af Leslie Odom Jr., Jessica Henwick. Madelyn Cline og Janelle Monáe, der gør alle lidt utilpasse som Miles’ tidligere samarbejdspartner Andi, der blev “Social Networket” af Miles – smidt ud af selskabet, forstås. 

‘Glass Onion’ binder en god del af sin humor op på den slags samtidige referencer og lingo. Foruden Miles som en selvforherligende og slet skjult Elon Musk-parodi smider karaktererne om sig med navne på deres rige og berømte bekendtskaber. Selvom tidløshed tydeligvis ikke er noget, hverken ‘Glass Onion’ eller den oprindelige ‘Knives Out’ stræber efter, så kan man ikke lade være med at tænke, at de her referentielle vittigheder formodentlig kommer til at ældes som mælk ved stuetemperatur. 

Dette ændrer dog ikke ved, at ‘Glass Onion’ er et rasende underholdende mysterie, med så mange twists, forviklinger og intriger, som man kunne ønske sig – og som ikke skal afsløres her. Man forstår godt, at Daniel Craig har erklæret sig evigt villig til at trække i Blancs fremragende outfits for at give den gas som detektiven med sydstatsaccenten. Spilleglæden stråler ud af ham og ditto resten af ensemblet – selvom man kunne ønske sig, at Hollywood blev bedre til at bruge Jessica Henwick. 

Det store spørgsmål ved ‘Glass Onion’ er dog, om den er fair over for sit publikum. Jeg kunne sværge på, at den snyder ved at vise publikum én ting, og så senere sige at det modsatte skete og vise forandrede indstillinger, der modsiger hvad vi tidligere blev præsenteret for. De vakse blandt publikum får derfor ikke lov til at være aktive deltagere i opklaringsarbejdet og det er en skam, da man sidde rmed en følelse af at være blevet løget over for, hvilket ville være fuldstændigt unødvendigt med blot en nogle yderligere filmisk kunstgreb. Men hvorvidt dette reelt set er tilfældet, må jeg vente med at bekræfte til at ‘Glass Onion’ får premiere på Netflix til Juletid. Her vil den være et perfekt samlingspunkt for de højtidstrætte familier som garant for god, underholdende – og hyggelig – underholdning.