LFF 2022: The Banshees of Inisherin
Alt ånder fred og fordragelighed i Pádraics verden på den lille irske ø, Inisherin. Mens borgerkrigens bomber eksploderer på fastlandet, nyder han en eksistens, der ifølge hans ven Colm er for stille og roligt – og alt, alt for kedelig. En dag annoncerer Colm, at ikke længere vil bruge tid sammen med den simple Pádraic (Colin Farrell) – til Pádraics komplette mangel på forståelse. De fleste dødsdømte venskaber løber jo bare ud i sandet, men Colm forsøger at gøre det klart og tydeligt, at han slå op med Pádraic. Violinisten Colm (Brendan Gleeson) er nemlig smerteligt bevidst om sin begrænsede tid på kloden og kan ikke udstå tanken om at spilde sine resterende dage med at spytte i en fadbamse mens han kunne bruge dagene på at skabe noget, der vil overleve ham og alle han kender.
Der udvikler sig en form for tovtrækkeri mellem de to mænd, der båder afskyr hinanden og ikke kan udholde at være hinanden foruden. Som konflikten eskalerer og dele af lokalsamfundet inddrages, bliver ‘Banshees of Inisherin’ til en malstrøm af tematikker, der markerer et gedigent comeback for instruktør Martin McDonagh, der her genforenes med sine to hovedroller fra den ligeledes kulsorte tragikomedie ‘In Bruges’.
Som man kan forvente sig af McDonagh leverer ‘The Banshees of Inisherin’ en rusketur rundt i hele følelsesregisteret. Ofte ændrer scenerne tone midt i det hele, så smilet stivner og latteren ryger i den gale hals. I disse tilfælde er det ofte den akavede og tumpede Dominick, spillet af Barry Keoghan, der spiller en central rolle. Her Keoghan minder os om, hvorfor han var vores allesammens yndlingsweirdo i 2017 og det er dejligt betryggende at se, at det sidste års superhelte-eskapader ikke har filet alt charmen af ham.
Keoghan er også omdrejningspunktet for filmens formelt mest interessante scene, hvor en exceptionelt akavet udveksling mellem ham og Pádraics søster, Siobhán (en ligeledes strålende og frustreret Kerry Condon), understøttes af et konsekvent brud med 180-graders reglen. Jeg er normalt af den overbevisning, at 180-graders reglens betydning er voldsomt overvurderet. Jeg oplever i hvert fald sjældent at overtrædelser på nogen måder besværliggør orienteringen i rummet eller fortællingen – men lige i tilfælde af ‘The Banshees of Inisherin’ må jeg indrømme, at bruddet er så iøjnefaldende, at det trækker opmærksomheden til sig og understøtter ubalancen, både i karakterernes udveksling og den emotionelle usikkerhed, som de begge føler mens de prøver at navigere en en meget akavet situation. Så tip med hatten til McDonagh og Mikkel E. G. Nielsen, der vandt en Oscar for sit klippearbejde på ‘Sound of Metal’.
Men der skal ikke herske nogen tvivl om, at Farrell og Gleeson er filmens helt store stjerner og største forcer. De er begge adrætte som gymnaster når de navigerer de subtile sving fra komedie til tragedie og tilbage igen. Gleeson er hjemsøgt, stålsat og sammenbidt, mens Farrell gør udsøgt brug af sammenknebne øjne og rynkede bryn til at sælge Pádraics komplette evne til at fatte så meget som en meter.
‘The Banshees of Inisherin’ er morsom, knugende og til tider væmmelig. Den får dansk premiere d. 26. januar og man kan roligt glæde sig.