Der er forår i luften og København summer. Ikke kun fordi den øgede mængde soltimer sender vinterdepressionerne på retræte, men det er CPH: DOX-tid!
Fra 11.til 22. marts bugner landet af dokumentarfilm og dertilhørende events, og er der tid til at se det hele? Næppe, men der skal da gøres et ihærdigt forsøg.
Bestræbelserne på at lave en longlist til en shortlist har vist sig at være tæt på forgæves og derfor er der uhyre mange anbefalinger. Men det vidner også om det uhyre stærke program på årets udgave af CPH: DOX.
Det er kun film, jeg har udvalgt på listen, men eventsne med John Wilson og Louis Theroux samt et showdown mellem Omar Shargawi og Martin Krasnik er uden tvivl must sees. Og så er der også en aften med Juliette Binoche i Grand Teatret, hvor det nok kræver det helt rigtige connections at få plads blandt publikum.
Filmene bliver listet i alfabetisk rækkefølge med et par ord om, hvorfor de virker spændende og et link til deres DOX-side, så man kan se, hvornår og hvor de går.
All About the Money
Vi starter med en banger fra Sundance-festivalen. Instruktør Sinéad O’Shea følger mangemillionæren Fergie Chambers, der vælger at bruge sin rigdom på blandt andet at finansiere et kommunistisk kollektiv og andre antikapitalistiske aktiviteter. Men er det idealisme, der driver Chambers eller er det bare en cool hobby, der skal give ham lidt kant til de store familiesammenkomster?
Mere info om filmen findes her: https://cphdox.dk/da/film/all-about-the-money-da/
Almost Forever

Jeg er en sucker for dokumentarer, der tager sig god tid til at skildre personer over en længere periode. Og det er netop, hvad Lia Hietala og Hannah Reinkainen gør i deres generationsportræt ’Almost Forever’, hvor de følger en flok teenagere i Stockholm. Fem års optagelser er filtreret ned til lige knap 90 minutter og jeg spændt på, hvordan dette lille slice of life udfolder sig.
Mere info om filmen findes her: https://cphdox.dk/da/film/almost-forever-da/
American Doctor

Vi napper endnu Sundancedarling, dog med en markant mindre portion humor end den forrige. Vi følger nemlig tre amerikanske læger, der hver især rejser til Gaza for at hjælpe civilbefolkningen. Det bliver barskt og grumt som ind i helvede, men også en af den slags dokumentarer, der er nødvendige at se.
Mere info om filmen findes her: https://cphdox.dk/da/film/american-doctor-da/
Barrio Triste
Ærligt, det er kombination af Harmony Korine på producersiden og Stillz musikvideo-ouvre, der gør, at ’Barrio Triste’ tiltrækker sig opmærksomhed i første omgang. At filmen så også lyder som en gedigen found footage-horror-B-film, gør bestemt ikke tiltrækningskraften mindre. Fire unges hærgen i Medellin i 1987 fanget gennem VHS-optagelser, de selv har stået for? Ja tak, og ja, det er fiktion, men det går lige i ’V/H/S’-hjertet.
Mere info om filmen findes her: https://cphdox.dk/da/film/barrio-triste-da/
Dracula
Selvom du er ved at gå død i vampyr- og Dracula-film, er du nødt til at se Radu Judes ’Dracula’. Den rumænske vidunderinstruktør laver vanvittige film, der frastøder og tiltrækker, ofte i samme ombæring. Om det er galt eller genialt, vil tiden vise, men det bliver i hvert fald ikke kedeligt.
Mere info om filmens findes her: https://cphdox.dk/da/film/dracula-da/
Everyone is Lying to You for Money

Ben McKenzie er en dygtig skuespiller, som man, groft sagt, enten kender som Ryan fra ’The O. C.’ eller James Gordon fra ’Gotham’-serien. Med ’Everyone is Lying to You for Money’ debuterer han som instruktør og bruger sin berømmelse til at få folk i tale angående crypto-valuta. En spøjs og lukrativ verden, hvor man kan blive hurtig rig og ditto fattig hurtigere end det tager at knipse med fingrene.
Mere info om filmen findes her: https://cphdox.dk/da/film/everyone-is-lying-to-you-for-money-da/
Ghost Elephants
Werner Herzog på jagt efter en flok sagnomspundne elefanter, som ingen nogensinde har set? Ja tak! Den tyske instruktør slår sig sammen med en sydafrikansk biolog og nogle af de bedste sporer i Namibia og Angola for et lede efter de titulære spøgelseselefanter, der efter sigende holder til i skovområde på størrelse med England og er efterkommere af den største elefant, verden nogensinde har set.
Mere info om filmen findes her: https://cphdox.dk/da/film/ghost-elephants-da/
If Luck Will Come

Skellet mellem barn og voksen er normalt brudt af ungdomsstadiet. Men i Camille Bildsøes ’If Luck Will Come’, er den del flået væk. Vi befinder os i Afghanistan, hvor Taliban på ny har overtaget magten og igennem tre år følger vi to børn, der ufrivilligt bliver smidt ind i voksenlivet af et uroligt og undertrykkende samfund.
Mere info om filmen findes her: https://cphdox.dk/da/film/if-luck-will-come-da/
In-I in Motion
Det er en af fransk films helt store kaniner, der melder sin ankomst til København. Både på film, men også i levende live, når Juliette Binoche besøger byen og DOX med sin debutfilm ’In-I In Motion’, der handler om den kreative proces i forbindelse med en danseforestilling, hvor skuespilleren selv er hovedperson.
Mere info om filmen findes her: https://cphdox.dk/da/film/in-i-in-motion-da/
Jenny – En historie om Lydmor
Jenny Rossander aka Lydmor er et unikum i dansk kultur. Hun er ikke ”bare” musiker, men en multikunstner med en ærlig stemme, der ikke holder noget tilbage i sine værker. Derfor forstår man godt at dokumentaristen Sebastian Cordes får lyst til at lave en dokumentar om hende. Det bliver til over fem års optagelser, inklusiv et særligt indblik i de formative år af deres kærlighedsrelation.
Mere info om filmen findes her: https://cphdox.dk/da/film/jenny-en-historie-om-lydmor-da/
Kenny Dalglish
Asif Kapadia slog for alvor sit navn fast med sine dokumentarfilm om formel 1-køreren Ayrton Senna, musikeren Amy Windhouse og fodboldikonet Diego Maradona. Derfor er forventningerne også i den høje ende, når han i ’Kenny Dalglish’ tager den navnkundige skotske Liverpool-gud under behandling.
Mere info om filmen findes her: https://cphdox.dk/da/film/kenny-dalglish-da/
King Hamlet
Oscar Isaac befinder sig i sit livs perfekte storm. Hans mor er lige død, hans kone venter deres første barn og han står overfor at skulle Hamlet på New Yorks Public Theater. Han kone, dokumentarist og Oscarnomineret kortfilmsinstruktør, Elvira Lind dokumenterer tiden op til premieren på stykket og vi får dermed et sjældent indblik i hos en af verdens største skuespillere i hans sværeste og samtidig lykkeligste tid.
Mere info om filmen findes her: https://cphdox.dk/da/film/king-hamlet-da/
Knife: The Attempted Murder of Salman Rushdie

Når Alex Gibney laver en ny film, så skal den ses. Så kort kan det siges, for filmskaberen er en af de ypperste inde for sit felt og der findes ikke en mere kompetent kapacitet til at skildre Salman Rushdies tilbagevenden til livet efter attentatforsøget, der nær havde kostet forfatteren livet.
Mere info om filmen findes her: https://cphdox.dk/da/film/knife-the-attempted-murder-of-salman-rushdie-da/
Last Movies

Filmnørden kan ikke undgå at blive tiltrukket af præmissen til ’Last Movies’: Hvordan ville filmhistorien se ud, hvis den var dikteret af de sidste film, som berømtheder og kulturpersonligheder så inden de døde? Nysgerrigenden er vakt og jeg glæder mig til diskussionerne, som den vil afstedkomme.
Mere info om filmen findes her: https://cphdox.dk/da/film/last-movies-da/
Little Sinner
Når dokumentarister vender kameraet mod sig selv, bliver det enten usandsynligt spændende eller forfærdeligt navleskuende. ’Little Sinner’ om Daro Hansens egne oplevelser med et voldeligt tvangsægteskab og dertilhørende traumer, der bobler op igen efter flere år, hører uden tvivl til i den første kategori.
Mere info om filmen findes her: https://cphdox.dk/da/film/little-sinner-da/
Mariinka

Mstyslav Chernovs to uafrystelige Ukraine-film ’20 dage i Mariupol’ og ’2000 meter til Andriivka’ har sat en høj standard for dokumentarer omhandlende krigen i Ukraine. Pieter-Jan De Pues ‘Mariinka’ rykker væk fra den forreste frontlinje og skildrer i stedet livet for nogle af de unge ukrainere, der har levet med konflikten mod Rusland igennem mere end 10 år. Et trøstesløst generationsportræt, hvor optimismen for en bedre fremtid får sværere og sværere kår, som dagene går.
Mere info om filmen findes her: https://cphdox.dk/da/film/mariinka-da/
Merckx – Race of a Champion
Forår er lig med cykelløb. Især de mange store endagsklassikere, som Milano Sanremo, Liége-Bastogne-Liége og Paris Roubaix. En mand har vundet dem alle og en hulens masse andre. Så mange, at Eddy Merckx blev kaldt kannibalen, fordi prøvede at vinde alle de løb, han stillede op i – og ofte lykkedes med det. Derfor lander ’Merckx – Race of a Champion’ perfekt til at indlede et herligt cykelforår.
Mere info om filmen findes her: https://cphdox.dk/da/film/merckx-race-of-a-champion-da/
Molly vs the Machines
Det handler om teenagere, onlineliv og selvmord i ’Molly vs the Machines’, der følger en fars kamp for at stille de store amerikanske tech-virksomheder til ansvar for at lægge platform til skadeligt indhold. En relevant og, desværre, aktuel diskussion.
Mere info om filmen findes her: https://cphdox.dk/da/film/molly-vs-the-machines-da/
Patriarken

‘Patriarken’ er en af de kortere film, men når subjektet for Andrea Storm Henriksens kamera er dansk films provoproducer par excellence Peter Aalbæk, er den alligevel et kig værd. Ikke mindst fordi at Zentropa-medstifteren altid er garant for opsigtsvækkende og til tider underholdende udtalelser. Spørgsmålet er, om vi kommer ind bag facaden på den storskrydende filmproducent eller om han formår at opretholde den (selv)ironiske distance til kameraet, som han har perfektioneret igennem flere år.
Mere info om filmen findes her: https://cphdox.dk/da/film/patriarken-da/
Petrolheads
Emil Langballes dokumentarfilm ’Q’s Barbershop’ var et vidunderlig hjertevarm og intim skildring af venskab og sammenhold i den lokale barbershop i hjertet af Vollsmose. ’Petrolheads’ ser ud til at indeholde samme varme og sammenhold, selvom der er tale om en helt anden slags film. Langballe følger i den aktuelle dokumentar sin bror Martin og hans ven Casper mens de udlever deres store passion: Biler, og nærmere betegnet, jagten på den hellige gral i deres verden, en Honda Civic fra ’94.
Mere info om filmen findes her: https://cphdox.dk/da/film/petrolheads-da/
The AI Doc: How I Became an Apocaloptimist
AI er et af de helt store samfundstemaer lige nu og fylder også godt på dette års udgave af CPH: DOX. Skal der kun ses én dokumentar om emnet, bør det være Oscarvinder Daniel Roher og Charlie Tyrells ’The AI Doc: How I Became an Apocaloptimist’. Ansporet af kommende faderskab, sætter Roher sig for at undersøge, om nu overhovedet er et godt tidspunkt at sætte et barn i verden eller ej. Som nybagt forældre, er jeg meget interesseret i, hvad Daniel Roher kommer frem til af konklusion.
Mere info om filmen findes her: https://cphdox.dk/da/film/the-ai-doc-how-i-became-an-apocaloptimist-da/
The History of Concrete

Jeg har længe kredset om John Wilson og hans HBO-serie ’How To with John Wilson’, men er aldrig kommet i gang med den, efter sigende, ret underholdende dokumentarserie. Derfor virker hans dokumentarfilm ’The History of Concrete’ som et godt sted at starte. Især fordi at den, ifølge en ven og kollega, er meget lig serien.
Mere info om filmen findes her: https://cphdox.dk/da/film/the-history-of-concrete-da/
The Oligarch and the Art Dealer

Det er ikke normalt, at en serie bliver vist i sin helhed på CPH: DOX, men ’The Oligarch and the Art Dealer’ er heller ikke en helt almindelig serie. Andreas Dalsgaard blotlægger intrigerne omkring en af verdens største kunstsamlinger. I centrum for det hele finder vi den schweiziske kunsthandler Yves Bouvier og den russisk oligark Dmitry Rybololev. De starter som forretningspartnere og venner, men da uvenskab slår ned, fyger det med beskyldninger om løgne og manipulation. Det er historie, der har mere drama og intriger end de fleste soap operas og det er guld!
Mere info om filmen findes her: https://cphdox.dk/da/film/the-oligarch-and-the-art-dealer-da/
To Hold a Mountain

Årets vinder af dokumentarprisen på Sundance, skal selvfølgelig ses og umiddelbart italesætter den flot, hvad der sker, når småidyl trues af ondsindet kræfter. Gara og Nada bor i Montenegros bjerge, hvor de lever af deres køer. NATO vil inddrage området til træningslejr og Nadas far står til at blive løsladt fra fængslet. Skal de flytte eller blive? Jeg glæder mig til at finde ud af svaret.
Mere info om filmen findes her: https://cphdox.dk/da/film/to-hold-a-mountain-da/
Whispers in the Woods
Jeg knuselskede Vincent Muniers forrige film ’Sneleoparden’, som er en usædvanlig smuk film og derfor er jeg meget spændt på ’Whispers in the Woods’. Det ligner umiddelbart ren manna for sjælen med pittoreske billeder så langt øjet rækker og sanselige skovlyde til at forkæle øregangene – det her bliver festivalens dybe, tiltrængte åndedrag, hvor alt lige kommer ned i gear og bliver heeelt afslappende.
Mere info om filmen findes her: https://cphdox.dk/da/film/whispers-in-the-woods-da/