Der går ikke mange minutter af Mona Fastvolds energiske ’The Testament of Ann Lee’ før det står klart, at dette er en helt unik oplevelse.

Omdrejningspunktet er den titulære Ann Lee – spillet mesterligt af uforlignelige Amanda Seyfried – grundlæggeren af den kristne Shaker-bevægelse.

Navnet kommer af den meget fysiske tilbedelse i form af dans eller ekstaselignende krampetrækninger, som er en central del af bevægelsen. Filmen følger Ann fra hendes opvækst i Manchester, hvor hun som ung kvindebliver en del af et miljø centreret omkring kvækerparret Jane og James Wardley.

Deres særegne tilgang til den kristne tro og ditto tilbedelse, er lige præcis det, Ann har ledt efter. Sammen med sin bror William (Lewis Pullman) og deres niece Nancy (Viola Prettejohn) bliver hun en del af gruppen, der blandt de lokale får øgenavnet ”Shaking Quakers” – eller skælvende kvækere på dansk – på grund af det ekstatiske danseelement.

Netop de meget fysiske tilbedelsesscener er blandt filmens mest medrivende. Ikke mindst takket være det exceptionelle lydarbejde, hvor Daniel Blumbergs musik og det uhyre stemningsfulde lyddesign går op i en højere enhed.

Fra Manchester går turen til USA, hvor Ann og hendes disciple slår rødder i New England. Fotograf William Rexers kamera indfanger flot den smukke natur, med al dens skønhed og ditto fare. ’The Testament of Ann Lee’ er en skælvende god film, hvor øjne og ører bliver forkælet fra start til slut. Det er en berusende fortælling om mennesker, liv og passion, og om at finde meningen med livet.

Med tanke på, at dans og musik var så essentiel en del af Shaker-bevægelsen, giver det god mening, at ’The Testament of Ann Lee’ til dels er en musical. De mange velkoreograferede dansesekvenser har masser kraft i sig og det er til tider svært ikke at lade sig rive med, når man sidder i biografsædet og nikker lidt for kraftigt med hovedet eller bevæger hænderne rytmisk ind og ud fra brystkassen – dette bør gøres så diskret som muligt for ikke at forstyrre personerne i sæderne ved siden af.

Selvom der er mange gode præstationer, er der én, som hæver sig over de andre. Amanda Seyfried leverer karrierens bedste præstation, hvor skuespilleren giver flotte eksempler på talentets store spændvidde. Hvad end det er de passionerede taler mod dem, der betvivler Shakernes eksistensberettigelse eller de medfølende øjeblikke med dem, Ann har kær, er det alt sammen eminent betagende.

Man undres over, hvorfor Seyfried ikke har fået mere anerkendelse for sin præstation, men forhåbentlig bliver dette og rollerne i ’The Housemaid’ og serien ’Long Bright River’ starten på Seyfrisancen, som vi er nogle, der har hungret efter i flere år.

For Mona Fastvoldt, cementerer ’The Testament of Ann Lee’ hende og parterneren Brady Corbet – som har skrevet filmens manuskript sammen med Fastvoldt – som filmbranchens mest interessante skaberkonstellation.

Efter duoens betagende filmmonument ’The Brutalist’ – som Corbet instruerede og Fastvoldt var medmanuskriptforfatter på – var forventningerne til ’The Testament of Ann Lee’ ekstremt høje og de bliver (næsten) fuldstændig indfriet.