Børn er det bedste i verden. Og det værste. Helt klart det mest stressende. Fra det øjeblik, dit barn bliver født, starter bekymringen for, om det er okay og har det godt. Nogle gange fylder den følelse meget og andre gange, er den nærmest ikkeeksisterende.

For Linda (Rose Byrne), er det lige nu en meget stærk følelse.

Hendes datter lider af en spiseforstyrrelse, som gør, at hun ikke har lyst til at spise, fordi maden føles underlig i hendes mund. Derfor har hun fået indopereret en sonde i maven, som hun så får næring igennem ved hjælp af et apparat, der pumper den flydende mad ind i maven på hende.

At sige Linda er stresset, er en grov underdrivelse.

Morens største ønske er, at sonden bliver fjernet fra datteren, fordi hun mener, at det vil hjælpe pige med at tage rigtigt på i vægt. Lægerne er dog ikke enige og der er masser af konflikter mellem Linda og sygehusvæsnet igennem Mary Bronsteins ubehageligt hektiske ’If I Had Legs I’d Kick You’.

Som nybagt far til en lille pige, er det en røvubehagelig film at se.

For der er ingen tvivl om, at Linda elsker sin datter og vil gøre alt for at passe på hende. Men om det nødvendigvis er det rigtige, er mere tvivlsomt. Til hendes forsvar, er hun mere presset end normalt.

Linda arbejder som psykoterapeut og blandt hendes klienter er der en mor, der har alle tegnene på en fødselsdepression. Som ’If I Had Legs I’d Kick You’ forløber, står det klart, at Linda selv har ting i sindet, som plager hende.

Det bliver ikke ligefrem nemmere af, at hendes mand (Christian Slater) er fraværende på arbejde og deres lejlighed er under renovation efter loftet faldt ned i et rum på grund af en vandskade. Derfor bor Linda og datteren på hotel, hvor moren ofte efterlader datteren alene om natten for at tage tilbage til lejligheden og ryge hash og zone fuldstændig ud.

Alle alarmklokker burde bimle og bamle, men der er ingen til at reagerer på Lindas faresignaler. Hendes egen terapeut og kollega – Conan O’Brien i en genial birolle som smådumt svin – er godt og grundig træt af hende, og synes, hun skal tage sig sammen.

Den eneste, som hjælper Linda bare en lille smule, er motelmedarbejderen Jamie (ASAP Rocky) og det er med at skaffe stoffer.

Bronstein tilføjer en heftig portion surrealistiske øjeblikke til ’If I Had Legs I’d Kick You’ til at matche Lindas diffuse virkelighedsopfattelse. Det efterlader en med tvivl om, hvad der er virkeligt og hvad der noget, hun forestiller sig.

Til at sælge hele den mareridtsagtige forestilling, leverer Rose Byrne en af karrierens allerbedste præstation – hvis ikke den bedste. Der er power i alt, hvad hun gør. Selv de stille øjeblikke oser af magnetisk urkraft, som man ikke kan tage øjnene fra. Det er takket være hende, at man sidder klinet til kanten af sædet hele vejen igennem filmen. Både for at det skal gå Linda godt, men også af frygt for, hvad hun mon nu finder på.

Det er en af de ting, der gør ’If I Had Legs I’d Kick You’ til sådan en fantastisk uforudsigelig oplevelse, som den er. Man ved aldrig helt i hvilken retning, Mary Bronstein har tænkt sig at tage historien og hvad det hele skal kulminere i. Det er en rå og kraftfuld fortælling om at være forældre og, ikke mindst, i at være mor, og for helvede, det er godt!