Den pulserende technorytme går direkte i brystkassen. Tonstung bas, der runger tungt i biografsalen, mens lærredet er badet i nuancer af solbrændt-gule farver. Da dansende kroppe bevæger sig i takt til musikken, som var de i en trance, vi som publikum ikke har det lykkesalige privilegie at være en del af.

Midt i det hele, befinder Luis (Sergi López) og hans søn Esteban (Bruno Núñez Arjona) sig. Faren leder efter sin forsvundne datter, Mar, som han ikke har set eller hørt fra i flere måneder. De har fået et tip om, at hun måske er til dette rave i den sydlige del af Marokko.

Det er startskuddet i Óliver Laxe dobbelte-Oscarnominerede thriller ’Sirāt’.

Udover Bedste internationale film, var den også nomineret for Bedste lyd, og det forstår man fuldt ud, når man har oplevet ’ Sirāt’ under optimale lydomstændigheder. Hvad end det er Kangding Rays intense musik eller Amanda Villavieja, Laia Casanovas og Yasmina Praderas fabelagtige lyddesign, bliver øregangene forkælet hele vejen igennem filmen.

Efter cirka 20 minutter, bliver festen afbrudt af soldater. Hele vejen igennem ’Sirāt’ hører vi i nyhedsindslag om en konflikt mellem to unavngivne lande, der eskalerer hurtigt og voldsomt. Verden er på randen Tredje Verdenskrig, men det er ikke noget, der har direkte indflydelse på vores hovedpersoner – i hvert fald ikke i starten.

Luis og Esteban får et tip om, at Mar måske er ved det næste rave. De slår følgeskab med en gruppe ravere, der selv skal derhen. Turen igennem ørken, er dog alt andet en ligetil.

I takt med at de store motorkøretøjer møver sig frem gennem sandet og henover forræderiske bjergpas, begynder glimt af William Friedkins mesterværk ’Sorcerer’ (på dansk ’Frygtens pris’) at poppe ind i mit hoved. Og det er bestemt ikke en dårlig ting!

’The French Connection’- og ’Exorcisten’-instruktørens berømte og berygtede adaptation af Georges Arnauds roman ’The Wages of Fear’ handler om en gruppe mænd med blakkede fortid, der i Sydamerika skal transportere ustabilt nitroglycerin fra en gammel mine til en olieboring, der er gået i brand. Eneste måde at slukke den på, er gennem en eksplosion.

På den farefulde færd gennem ufremkommelige bjergpas, skal de blandt andet forcere de mest ustabile ”veje” filmhistorien nogensinde har set. Der er tidspunkter i ’ Sirāt’, hvor samme ubehagelige sug i maven indtræffer, som når jeg ser ’Sorcerer’. Følelsen af, at noget vil gå galt, er konstant til stede. Det er ikke et spørgsmål om det sker, men hvornår det sker. Hitchcocks bombe under bordet, der tikker ubønhørligt, uden at vi ved, hvornår den detonerer.

Det er samme suspense som Laxe og medmanuskriptforfatter Santiago Fillol eminent har kreeret til ’ Sirāt’. Åndeløs spænding indsvøbt i et eksistentielt thrillerdrama, der giver stof til eftertanke. Hvor langt ville du gå for at finde dit barn? Til verdens ende? Ville du tage dit eneste andet barn med? Hvad er meningen med dit liv? Og andres?

’Sirāt’ er et sansebombardement af lyd og billeder – Mauro Herces linse indfanger flot det pittoreske mareridt – sublimt forankret i en thrillerindpakning, der tryllebinder sit publikum fra fængende start til nervepirrende slut.