Jim Jarmusch har altid gået sine egne veje, når det kommer til at lave film. Tempoet er ofte adstadigt, for at sige det mildt, og hans karakterer snakker gerne meget om alt og intet. Men det er altid djævelsk fascinerende.

Nyeste film fra den 73-årige amerikaner med den store grå manke, er en antologifilm. En genre, Jarmusch tit har brugt til sine film igennem karrieren. ’Father Mother Sister Brother’ er en trilogi af tankevækkende familiehistorier, der hver især italesætter de uudtalte dynamikker, som findes mellem forældre og børn, samt søskende.

Den første, ’Father’, omhandler de to søskende Jeff (Adam Driver) og Emily (Mayim Bialik), der skal besøge deres far (Tom Waits), som de ikke har regelmæssig kontakt til. Sønnen støtter i det skjulte faren finansielt og har dårlig samvittighed over ikke at være der nok for faderen. Noget er dog ikke helt som det skal være, men børnene kan ikke helt sætte fingeren på, hvad det er.

Historien er båret af fremragende skuespilpræstationer, som det i øvrigt er gældende for de to andre historier i ’Father Mother Sister Brother’. I den anden historie, er vi rykket til Dublin, hvor den berømte forfatter Catherine (Charlotte Rampling) er ved at gøre klar til sit årlige te-selskab med sine døtre Timothea (Cate Blanchett) og Lilith (Vicky Krieps). Selvom de alle bor i samme by, ses de kun én gang om året. Stemningen er anspændt og bærer præg af en masse usagte ting og det virker som om, at ingen af dem har lyst til at være der.

I den sidste historie, ’Sister Brother’, skal de to søskende Skye (Indya Moore) og Billy (Luka Sabbat) gøre boet op efter deres forældre, som er døde i en flyulykke. Det er den mest hjertevarme af de tre fortællinger i ’Father Mother Sister Brother’, hvor det ikke er de store følelsesudladninger, der præger scenerne.

Det er en Jim Jarmusch i lavmælt storform, der giver sine skuespillere plads til at udfolde deres karakterer nænsomt. Intet føles forjaget og filmen fremstår meget som slices of life, der kunne finde sted hvor som helst og for alle og enhver.

Enkelte små krøller på historierne giver dem unik kant, men fælles for dem, er at de alle flot veksler mellem af være sjove og rørende. Og så tilføjer Jarmusch nogle finurlige gennemgående elementer, heriblandt skatere og Rolex-ure. En fin gimmick, der ikke gør unødigt opmærksom på sig selv, men fremtvinger smil på læben, hver gang de elementer popper op.

’Father Mother Sister Brother’ er en fin film, men hører ikke til blandt toppen af Jim Jarmusch’ ouvre. Derfor var den også en overraskende vinder af hovedprisen ved sidste års udgave af Venedig-filmfestivalen, når man sammenligner med de foregående år. Men nogle gange, er en god film lige det, som publikum trænger til – og det er ’Father Mother Sister Brother’.