”Er jeg i gang med at lave et værk eller er jeg i gang med at være psykolog,” spørger Jenny Rossander på et tidspunkt retorisk dokumentarist og kæreste Sebastian Cordes kamera i ’Jenny – en historie om Lydmor’.
Dokumentaren tager sin begyndelse for fem år siden, hvor kunstneren beder dokumentaristen filme tilblivelsen af det, som bliver Rossanders anmelderroste album ’Nimue’.
Albummet er Rossanders bearbejdelse af et toksisk forhold til en gift mand, der er i sidste ende, hensatte kunstneren til at tvivle på sin egen eksistens.
Scenerne i det norske Oceanside-indspilningsstudie er et fascinerende indblik i multikunstnerens skabelsesproces, der blandt andet inkluderer fragmenterede sætninger skrevet på løsrevne stykker papir, obospil og et større kor.
Senere i filmen ser vi Lydmor til forskellige koncertoptrædener og også Rossanders lange og seje arbejde med at få forløst romandebuten ’Jeg har tænkt mig at skrige hele vejen’, der – ligesom albummet fra 2022 – omhandler den livsforandrende relation.
Med et sitrende lyddesign fra dansk films soniske Dupont & Dupont, Peter Albrechtsen og Lars Halvorsen, fremstår ’Jenny – en historie om Lydmor’ som en auditiv lækkerbisken. Selvfølgelig også med Lydmors egne kreationer i flot centrum.
For det er værkerne, der er centrale i dokumentaren. Det er dem, som skal eksercere smerten omkring den forbandede eks og hans gerninger væk.
Ved ikke at sætte nævn på denne kærlighedsdræbende Voldemort, står det genkendelige i at have elsket en anden mere end de elskede en, så meget stærkere. Det er dét som hæver ’Jenny – en historie om Lydmor’ til ikke bare at være en konventionel portrætfilm, men til at være noget større og mere universelt.
Mens hun skuer ud på sit publikum, fortæller Lydmor til en af sine koncerter, at hun ikke længere er bange for den navnløse ex.
Men hvad er det for en frygt, som havde taget plads i hende? Det er frygten for ikke at være noget uden ham.
Rossander siger det selv, at det var op til ham om hun, som hans elskerinde, overhovedet fandtes, og det er det mest frygtelige stadie, et menneske kan skubbes ud til. At ens eksistensgrundlag afhænger af om en anden person vil anerkende ens eksistens eller ej.
Men er Jenny Rossander så endelig blevet hovedpersonen i historien? Ikke helt. Denne historie er hendes bearbejdelse af det livsforandrende traume, der fik hende til at tvivle på sin plads i livet. Det er ikke et portræt af Lydmor, men Jenny Rossanders brug af Lydmor i forbindelse med bearbejdelsen af traumet gennem sine autofiktionelle værker. Hvilket på sin helt egen vis, nu også inkluderer ’Jenny – en historie om Lydmor’.
Det er også et portræt af Rossanders arbejde med at kanalisere alt det, der ikke var plads til på ‘Nimue’, ud i hendes bog om traumet.
Hvis et menneskes liv er én lang historie, er Sebastian Cordes dokumentar blot et kapitel af mange i Jenny Rossanders historie. Et smertefuldt et af slagsen og som efterlader dybe ar, der nogle gange kan blive kradset små huller i, men i det store hele blot er dét, nemlig ar.
Nu er kapitlet overstået og den næste historie om Lydmor er allerede ved at blive skrevet i dette sekund – denne gang med Jenny Rossander i den indiskutable hovedrolle.