En demonstrant er blevet skudt med en plastikkugle af politiet. Hvem det er, er op til Stéphanie Bertrand (Léa Drucker) at finde ud af. Hun arbejder i interne affære, nok dén mest hadet afdeling internt i politiet.

Det er, kogt helt ind til marven, handlingen i Dominik Molls rolige krimifilm ‘Interne affære: Sag 137’. Vi befinder os midt under De Gule Veste-demonstrationerne i 2018, hvor den franske stat var under et usandsynligt stort pres fra en utilfreds befolkning.

Moll tager ikke part for den ene eller den anden part i den konflikt, men holder fokus stringent på Stéphanies opklaring af sagen og hvordan den påvirker hendes arbejdsliv og privatliv. Politiet har nemlig samme trang til at snakke med Interne affære, som kriminelle har det med at snakke med politiet. Det gør man bare ikke.

Derfor er det mildest talt en vanskelig opklaring, hvor betjentene involverede i hændelsen, alle lider af kollektivt hukommelsestab, når det kommer til væsentlige detaljer.

Gennem diverse videooptagelser fra demonstranter, overvågningskameraer og tilfældige vidner, begynder Stéphanie og hendes kollegaer langsomt at kunne stykke hændelsesforløbet sammen.

At beskylde Dominik Moll får at have skabt en film med hæsblæsende tempo, ville være en grov overdrivelse. Til gengæld formår Moll og medmanuskriptforfatter Giles Marchand at bibeholde en ulmende spænding hele vejen igennem ’Interne Affære: Sag 137’. Det er en rolig en af slagsen, uden de store dramatiske højtravende øjeblikke. Det er stille, sitrende og møghamrende realistisk.

Det er ikke nemt at lave en bureaukratisk thriller, men det er ikke desto mindre hvad det lykkes med her.

Drucker er stærk i hovedrollen og balancerer fint de forskellige aspekter af efterforskeren, der skal høre hån og spot fra andre politifolk og offerets familie, der desperat higer efter retfærdighed for hvad der er sket mod deres kære. En præstation, hun fortjent modtog en fransk film ypperste pris, César, for.

Jeg elsker franske krimifilm, hvor ’00er brag som Mathieu Kassovitz’ ‘De blodrøde floder’, Guillaume Canets mesterlige ‘Fortæl det ikke til nogen’ og Oliver Marchals to knytnæveslag i solar plexus ’36 Quai des Orfèvres’ og ‘MR 73’ har en særlig plads på filmhylden. Der er en hårdkogthed, som selv ikke de mest intense noir-film kan mønstre.

Den intensitet får vi ikke her og det er heller ikke dét, at Moll lægger op til med ‘Interne affære: Sag 137’. Og det gør ikke filmen til en dårlig en af slagsen. Især scenerne fra demonstrationer er virkelig flot iscenesat og man føler sig til tider hensat til en krigzone.

Moll og Marchand skaber også tilstrækkelig med tvivl om, hvad det hele skal ende med til, at man sidder og er i tvivl til det sidste. Vil retfærdigheden ske fyldest? Eller dækker de blå brødre og søstre over hinanden, så de skyldige går fri?

Med tanke på de mange hændelser i USA det seneste års tid med ICE-agenter, der enten kidnapper eller dræber folk, er det svært ikke at drage paralleller til de episoder. Det må og skal have konsekvenser, når myndigheder tyer til vold og magt for at håndhæve loven. Målet må ikke hellige midlet, for så er det meget nemt at miste medmenneskeligheden i bestræbelserne på at nå det.

Det er ’Interne affære: Sag 137’ en meget god reminder om, og når det er så godt filmhåndværk, som der er tale om her, kan man kun nyde den franske krimifilm.