Lee Cronin er ved at skabe sig et godt ry som en horrorfilmmager, der ikke er bleg for at bade sine film i blod og med makabre scener.

Hans nytænkning af ’Evil Dead’-franchisen, ’Evil Dead Rise’, har en fuldkommen vanvittig splatteroplevelse, hvor der også var plads til filmseriens karakteristiske galgenhumor.

Derfor var spændingen stor, da jeg satte mig til rette i biografens behagelige luksussæde for at se hans take på onde mumier i ’Lee Cronin’s The Mummy’. Og det er i den grad en Lee Cronin-film først og fremmest, og sekundært en mumiefilm.

Handlingen er i for sig ret simpel.

Journalisten Charlie Cannon (Jack Raynor) er udstationeret med sin familie i Egypten. Kort før, at de skal rejse hjem til USA, bliver datteren Katie kidnappet.

Otte år senere, er der endelig nyt i sagen. Katie (Natalie Grace) er blevet fundet i en sarkofag, indhyllet I bandager som en mumie. Ingen ved hvordan hun er endt i den og hvor hun har været, da hun er fuldstændig katatonisk, på nær nogle voldsomme krampetrækninger og udfald med arme og ben.

Lægerne i Egypten anbefaler Charlie og hans kone Larissa (Laia Costa) at tage Katie med hjem, da de skønner, at det vil hjælpe på hendes rekonvalens.

Der går dog ikke lang tid før underlige ting begynder at ske i det gamle hus i Albuquerque. Katie løber pludselig rundt i husets vægge og prærieulve dukker op og knurrer kraftigt af familien.

Noget ondt har indfundet sig i huset og det er indeni Katie.

‘Lee Cronin’s The Mummy’ kunne lige så godt have heddet ‘Evil Dead Mummy’. For stemningen, og ikke mindst gore-niveauet, minder usandsynligt meget om instruktørens forrige film.

Og det er både godt og skidt, men mest det første.

Det dårlige er, at man de forskellige twists ikke virker helt så overrumplende eller nytænkende, som man kunne have ønsket sig.

Til gengæld er ‘Lee Cronin’s The Mummy’ lige så grum, blodig og splatterfuld som ‘Evil Dead Rises’. Faktisk mere grum, fordi der er den samme galgenhumoristiske kerne i filmen.

Men altså, vi er nødt til at tale om den dejlige gore.

Cronin er en del af de filmmagere, som ikke er bange for at rive, flå, stikke, skære og smadre kroppen på alle mulige og utænkelige måder. Det tæller blandt andet ’When Evil Lurks-instruktøren Demián Rugna og Philippou-brødrene, Danny og Michael, der har skabt skræk og respekt med deres to film, ’Talk to Me’ og ’Bring Her Back’.

Det er eksplicit og in-your-face vold, primært baseret på praktiske effekter, og med en mission om at give publikum så mange nætter med mareridt som muligt og frygt for diverse ellers så almindelige redskaber.

Og så er der et eller andet med tænder, der enten skal smadres eller møjsommeligt pilles ud af munden én efter larmende én – sådan som det for eksempel sker i ’Lee Cronin’s The Mummy’ med et fint twist.

Der er ingen tvivl om, at lyddesigner Peter Albrechtsen har haft en fest med at lave alle de benknusende, hudafrivende og andre lemlæstende lyde, der præger Cronins film. Præcis lige som han gjorde med bravur i ’Evil Dead Rises’.

Ligesom med den, kan man godt se her, hvor Cronin har taget inspiration fra. Udover allerede nævnte ’Evil Dead’, er der også en god portion ’Poltergeist’ og en smule ’The Omen’ samt andre, som det ville være en spoiler at nævne.

Alt sammen fermt indfanget af ’Evil Dead Rises’-fotografen Dave Garbett. Især hans brug af deep focus har en dejlig urovækkende effekt, hvor vi som publikum ofte får information i forgrunden, som vores hovedpersoner i baggrunden ikke ved. Gode teasere, der er med til at sende nervesystemet på overarbejde.

Det er meget svært ikke at være begejstret for ’Lee Cronin’s The Mummy’, også selvom den føles velkendt. Uhyggen er i orden, effekterne i top og de mareridtsinducerende øjeblikke er der mange af. Kort sagt, Lee Cronin har gjort det igen og leveret en modbydelig god gyserfilm.