Første sæson af Lee Sung Jins mesterlige ’Beef’ ramte som et veltimet slag i nakken med en våd Berlinger: Hårdt og genialt.

Historien om Danny (Steven Yuen) og Amy (Ali Wong), der bliver involverede i en vejvrede-episode med hinanden og som udvikler sig til bitter og hævngerrig beef, var fremragende fra start til slut.

Derfor frygtede jeg også for, at Netflix ville smadre den suveræne historie ved at lave en sæson to. Heldigvis er det stadig serieskaber og hovedforfatter Lee Sung Jin, der er primus motor på projektet, og i stedet for at lave en direkte fortsættelse, går ’Beef’ antologi-vejen.

Kamparenaen er denne gang en fashionabel country club, som bliver bestyret af Josh (Oscar Isaac), der sammen med sin kone Lindsay (Carey Mulligan) står overfor stor forandring, da klubben er blevet købt af et konglomerat under ledelse af den mystiske milliardær Park (Youn Yuh-jung).

Blandt stedets mange ansatte er den unge Ashley (Cailee Spaeny). Hendes forlovede Austin (Charles Melton) går til hånde der også, når det er nødvendigt, men prøver ellers at lancere en karriere som personlig træner – dog uden den store succes.

Efter et arrangement i klubben, glemmer Josh sin pengepung. Ashley og Austin beslutter sig for at aflevere den. Men da de ankommer til parrets hjem, overværer de gennem et vindue, et voldsomt og voldeligt skænderi.

Ashley optager det på sin telefon og selvom det ”bare” er normalt for Josh og Lindsay, er det et af den slags, som hvis det kom ud i offentligheden, ville være ensbetydende med, at hans karriere var færdig.

Derfor er de hurtige til at tilbyde Ashley en forfremmelse og fast ansættelse. Grådighed vil dog mere og snart kommer Austin også ombord. Vel og mærke som fysioterapeut. Et job, han på ingen måde er kvalificeret til at udfylde, men som faker han sig igennem det med hjælp fra ChatGPT.

Beefen i denne omgang af ’Beef’ er først og fremmest mellem de to par. Afpresserne og de afpressede. Men som sæsonen forløber, åbenbarer Lee Sung Jin flere og flere sprækker i de respektive relationer. Derfor udvikler sæsonen sig til at være en udforskning af betændte parforhold og hvordan de er endt der.

Uden at gå for meget i detaljer med de enkelte problemer og hvordan de udvikler sig, er det ikke for meget at sige, at det stikker helt af. Hunde, porno, plastikkirurgi og masser af mord er et par af elementerne i serien, der formår at overraske, om muligt, endnu mere end første sæson.

Der er en morale om, at reagerer på de red flags, som der bliver præsenteret for en, så man undgår at ryge ind i det samme destruktive mønster som andre. Men det er også her, at det er op til den enkelte, om man vil reagere på dem eller ignorere dem, fordi man vil noget så inderligt, at man er villig til at lukke øjnene for problemer.

Det er en stærk sæson, der fuldt matcher den første. Af de mange fremragende præstationer, hæver Cailey Spaeny sig over de andre. Filmtrioen ’Priscilla’, ’Civil War’ og ’Alien: Romulus’ viste stjernefrøets alsidighed, men rollen som Ashley i ’Beef’ er en af den slags karrieredefinerende præstationer, man vil tale om i flere år. Der er sårbarhed, crazyness, vrede, glæde og alle tænkelige nuancer i karakteren, som skuespilleren formidler emninet.

Og så glæder det mit filmnørdehjerte at se sydkoreanske Song Kang-ho (’Memories of Murder’, ’The Host’, ’The Good, the Bad, the Weird’, ’Snowpiercer’, ’Parasite’) i en lille, men absolut mindeværdig birolle. Han spiller Parks mand og han har et par skavanker, hvoraf en af dem, gør det virkelig farligt for ham at udføre sit job.

Så er der Carey Mulligan og Oscar Isaac, der leverer nogle er de mest heftige skænderier, jeg kan erindre at have set i film og serier.

Selvom det ikke burde være muligt, formår Lee Sung Jin at genopfinde ’Beef’ og nu håber jeg, at serieskaberen får lov til at lave flere sæsoner. Ikke siden Noah Hawleys ’Fargo’ har jeg været blæst så meget bagover af en antologiserie, og jeg har immervæk set et par stykker eller 100.