Jeg blev først fanget i Joachim Trier-spindet med ’Thelma’. Selvom filmen ”bare” var norsk, var det tydeligt, at her var en instruktør med internationalt format. Sammen med sin faste medsammensvorne udi manuskriptskrivning Eskil Vogt, formåede de at skabe en historie om en ung kvinde med tiltagende overnaturlige kræfter, der føltes meget u-norsk og samtidig dybt forankret iblandt de norske fjelde.
Og well, så kom ’Verdens værste menneske’, som jeg så på filmfestivalen i Gent og stadig står som en af vildeste biografoplevelser nogensinde.
Så ja, mine forventninger til ’Affektionsværdi’ er usandsynligt store, og uden tvivl i lag, hvor jeg kun kunne blive skuffet – men det gjorde jeg ikke.
Trier, Vogt og resten af holdet har skabt et stærkt, rørende og tankevækkende stykke filmkunst.
Handlingen er både enkel og kompleks.
Da søstrene Nora (Renate Reinsve) og Agnes’ (Inge Ibsdotter Lilleaas) mor dør, dukker deres far op til gravøllet. Gustav Borg (Stellan Skarsgård) er en verdensberømt filminstruktør og indehaver af en larger-than-life-personlighed og er kunstner med stort K. Pladderhumanisme som venlighed og empati overfor dem i sin nærhed, er ikke noget, han spilder tid på.
Huset som moren har boet i tilhører faktisk Gustav og hans familie, og det skal være omdrejningspunkt for hans næste film. Til hovedrollen – som er baseret på hans mor – har han tænkt sig Nora, der er en dygtig skuespiller, der desværre lider af sceneskræk.
Hun tøver med at sige ja og før alle har set sig om, har Gustav fundet en ny leading lady. Det er amerikaneren Rachel Kemp (Elle Fanning), som leder efter en god, meningsfuld rolle til at tage karrieren til det næste niveau.
Og sådan kunne resumeet af ’Affektionsværdi’ fortsætter med alskens detaljer, men når det hele skal koges ind, handler det om at acceptere sig selv. Acceptere at man ikke er ufejlbarlig og måske, i Gustavs tilfælde, er lidt en røv og har altid været det.
Men en ting er accept, noget andet er, hvad har du tænkt dig at gøre med den accept?
Fortsætte som hidtil eller forsøge at ændre noget til det bedre?
Det er i dét hul, at flere af personerne i ’Affektionsværdi’ er fanget. De ved, der er noget galt, men ydre eller, især, indre barriere gør, at de er fastlåst i en melankoli over det, som de savner i deres liv.
Det er en historie om en familie, der skal forsøge at finde hinanden igen, hvis det overhovedet er muligt. Der er mange ar i forholdet mellem far og døtre, og de bærer hver især deres traumer.
’Affektionsværdi’ er outstanding godt spiller og uhyre velfortalt, uden et eneste overflødigt sekund. Reante Reinsve er nok engang en urkraft, præcis som hun var i ’Verdens værste menneske’. Stellan Skarsgårds karriere har ledt frem til rollen som den småkoleriske Gustav Borg, der fremstår som et miks mellem Ingmar Bergman og Lars von Trier. Overraskelsen, som egentlig ikke er en overraskelse, er Elle Fanning, der får det maksimale ud af sine minutter og formår at leverer et stærkt og mindeværdigt indtryk som amerikaneren, der virkelig gerne vil filmkunst, men heller ikke er forblændet af muligheden for at arbejde med geniet.
Vogt og Trier skriver deres karakterer med stor snusfornuft, så alle deres handlinger giver mening. I hvert fald, når man ser dem fra deres synspunkt. Kasper Tuxens billeder er altid en udsøgt fornøjelse og har på kort tid udviklet sig til at være en af landets mest interessante filmfotografer.
Der er meget godt at sige om ’Affektionsværdi’ og det er fuldt fortjent, at den vandt en Oscar for Bedste internationale film. Det er en film, jeg kommer til at vende tilbage til flere gange i årerne fremover, og jeg tænker, at jeg vil opdage nye ting ved hvert gensyn og få nye indtryk, afhængig af, hvor jeg selv er i livet.
En film, der kan det, er ikke bare en film – den er et mesterværk.