Jeg troede faktisk ikke, at Aske Bangs ’Velkommen på månen’ nogensinde ville se dagens lys. Endsige komme i biografen med bred premiere. Filmen blev indspillet helt tilbage i 2019 og jeg havde hørt om filmen i cirka et år forinden, fordi flere fra mine BA- og KA-årgang på Film- og Medievidenskab var involveret i forskellige stadier af produktionen.

Filmen var imødeset, fordi Bang just var blevet Oscarnomineret for sin kortfilm ’Silent Night’. Men så blev der stille omkring ’Velkommen på månen’. Meget stille. Corona gjorde det naturligvis ikke nemmere, men det er aldrig godt, når der er fuldkommen radiotavshed omkring et projekt.

Stor var overraskelsen, da ’Velkommen på månen’ pludselig begyndte at dukke op i premiereplanerne sidste år. Kunne det virkelig passe, at vi fik resultatet af de mystiske optagelser, som efter sigende skulle inkludere både Peter Aalbæk og Erik Clausen?

Min forventning var en film, der er så dårlig, at den ville ende med at blive god. Der er vi ikke. Kort ridset op, handler ’Velkommen på månen’ om instruktøren Bo (Aske Bang), der skal til en polterabend på Møn for sin ven Martin (Stanislav Sevcik).

Samtidig er præproduktionen på hans kommende film undervejs, og hans producer (Peter Aalbæk) vil have Mads Mikkelsen til at spille hovedrollen, mens Bo vil have Martin.

På vejen til Møn, samler Bo en blaffer (Claudia Gregersen) op. Hun skal på en blinddate og som vi ser simultant med Bo og Martins historie, udvikler den sig yderst brutalt. Hun bliver holdt som sexfange af en ukendt mand og hans søn (Morten Piilmann).

Aske Bang vil meget med ’Velkommen på månen’ og det kunne nemt være endt med en virkelige ringe film. Det er heldigvis ikke tilfældet, og det skyldes kemien mellem Bang og Stanislav Sevcik, samt portrætteringen af Bo og Martins venskab.

Før jeg så filmen, tænkte jeg, at vi var ude i Tommy Wiseaus ’The Room’-niveau. Især med de pink parykker, som er blevet uddelt til de mange forpremierer. Men der er en varme i filmen, knyttet op på de to mænds venskab, som gør, at filmen ’Velkommen på månen’ fremstår som en aparte, hjertevarm sort komedie. En bastard mellem Anders Thomas Jensens universer og tidlige Coen-brødre.

Jeg er ikke fan af de unødigt eksplicitte voldtægtsscener eller at Piilmans karakter bliver omtalt som mongol og fuglemongolen. Det er for lavt og for plat, og ikke noget, der gør noget godt for filmen.

Men, og det er jeg ikke blind overfor, det er sådan noget, der fungerer godt i en film, som stræber efter kultpotentiale. Og det kan ’Velkommen på månen’ snildt få. De lyserøde parykker, ord og sætninger, der indbyder til at blive råbt i kor, fælles absint-druk, de er der, de små elementer, som gør filmen ideel til at blive set i et stort indforstået fællesskab.

Spørgsmålet er selvfølgelig, om man kan slippe afsted med at designe en kultfilm eller om det netop giver bagslag. Fakta er dog, at jeg ikke har set en dansk film, med så meget kultpotentiale siden Sohail A. Hassans veloplagte horrorkomedie ’Lad de døde hvile’.

Og når jeg gang på gang sukker efter nytænkning i dansk film og nogle, der prøver at gå andre veje end den forudsigelige drama-vej, er det vigtigt at støtte op om dem, som tør noget andet. Så bravo Aske, fortsæt med at turde galskaben.