Leonie Benesch er på kort tid blevet en af mine absolut yndlingskuespillere. Efter den uafrystelige ’Lærerværelset’, hvor hun spillede læren Carla som skulle kæmpe med både genstridige kollegaer og temperamentsfulde elever, fik jeg øjnene op for hendes stærke scenetilstedeværelse og spillespændevidde.
En god birolle i gidseldramaet ’Septemper 5’ cementerede for mig, at hver gang Benesch var at finde på rollelisten, skulle jeg se den film eller serie.
Rygterne om ’Aftenvagt’s gode kvalitet, havde allerede summet i min sfære i det meste af et år, siden premieren på Berlinalen i 2025.
Og filmen lever i den grad op til den store hype.
Den stramt fortalte halvanden time lange film, skildrer sygeplejersken Floria (Leonie Benesch) aftenvagt på et hospital i Schweiz. Det er kun hende og en kollega (Sonja Riesen), samt en elev (Selma Aldin), der er på afdelingen denne aften, hvor alle stuer er fyldt op.
Allerede fra start af, bevæger Floria sig med usandsynlig stor hast fra den ene stue til den anden, mens hun hele tiden bliver afbrudt i sin runde af den ene eller den anden hasteopgave. Konstant sad jeg med frygten for, at nu lavede hun en katastrofal fejl, men supersygeplejersken bevæger sig med en balletdansers elegance igennem kaosset og bibeholder en imponerende ro.
Judith Kaufmans kamera følger Floria som en voyeuristisk engel og et imponerende long take, da sygeplejersken møder ind på afdelingen første gang, er så elegant, at der gik et stykke tid før jeg indså, at der ikke var blevet klippet endnu. Flot og nænsomt, præcis som resten af ’Aftenvagt’.
Instruktør og manuskriptforfatter Petra Volpe fik inspiration til filmen, da hun læste sygeplejersken Madeline Calvelages bog ’Unser Beruf ist nicht das Problem. Es sind die Umstände’, der oversættes til, at det ikke er arbejdet som er problemet, det er omstændighederne. Et udsagn, der ekkoer flere års debatter om manglende sygeplejersker, pædagoger, hjemmehjælpere og alle de andre professioner, som lider under manglende personale. De varme hænders fag er nogle af samfundets mest vitale og også mest udsatte. For når der mangler mennesker dér, lider alle under det.
’Aftenvagt’ og Petra Volpe italesætter det flot, uden at blive prædikende. Det er ”bare” en lidt hårdere vagt for Floria end sædvanlig, fordi de er underbemandet. Men de ting, der sker i løbet af aftenen, er intet udover det sædvanlige.
Der er trælse patienter og emsige pårørende, de stakkels skæbner, hvor det er essentielt at holde det ud i strakt arm, så det ikke påvirker en, når vagten er overstået. Men som enhver, der har arbejdet i disse fag ved, er det ikke altid lige lidt at lægge arbejdet fra sig, når man klæder ud af uniformen.
Leonie Benesch er, som ventet, fremragende i den altoverskyggende hovedrolle. Måden hun gestalter Florias professionelle mine, samtidig med, at hun med diskret ansigtsmimik og kropssprog formidler, hvordan sygeplejersken har det i de forskellige situationer, er vanvittig god.
’Aftenvagt’ står som et schweizisk akkompagnement til Zinnini Elkingtons ’Det andet offer’, og mere jordnær end de storladne serier ’The Pitt’ og den hyppigt oversete britiske serier ’Critical’. Det er en fantastisk, kirurgisk præcis udført film, der både er en løftet pegefinger til magthaverne om at tage sig sammen og sørge for ordentlige forhold for folkene på gulvet, og samtidig er en hyldest til dem, som kæmper hver dag, for at vi kan have det godt.