Første sæson af ’Kastanjemanden’ Netflix-edition, var en fin og spændende krimithriller. De fleste havde nok luret twistet, for man caster ikke David Dencik, medmindre han skal være den store helt eller skurk.

Sidste år læste jeg efterfølgeren ’Tælle til en, tælle til to’ og selvom den ikke just fornyet krimigenren, var der tilstrækkelig med interessante elementer til, at jeg så frem til serieadaptationen. Men for fanden, hvor er det en lad omgang Netflixmetervare, vi har fået.

En ny seriemorder er på spil. Umiddelbart er der ingen sammenhæng, men for Thulin (Danica Curcic) og Hess (Mikkel Boe Følsgaard) går der ikke synderligt lang tid, før de finder den røde tråd imellem dem.

De to politifolk har ellers et noget anstrengt forhold til hinanden efter at deres romance forliste efter kun et halvt år. Og det var vel og mærke, Hess som skred.

Men der er intet som en bestialsk seriemorder til at få ekskærester til at begrave de sårede følelser.

De første par afsnit er skåret over den samme skabelon, hvor vi følger Thulin og Hess i deres opklaring simultant med et nyt offer samt Marie Holst (Sofie Gråbøl), der er mor til en 17-årig student (Bjørk Storm), som blev myrdet nogle år forinden og hvis sag på en eller anden måde er forbandet til den aktuelle.

Rimelig simpel og ligefrem krimithriller. Hvad kan du være sur over, Claus?

At ’Tælle til en, tælle til to’ er så hamrende forudsigelig, at det bliver kedeligt. Allerede i andet afsnit, sagde min kloge kone – som ikke har læst bogen – hvem hun troede var morderen. Hvorfor gjorde hun det? Dårlig casting og dårligt karakterarbejde.

Vedkommende stikker så tydeligt ud, at det ødelægger enhver form for spænding. Ikke mindst fordi serien følger de samme beats og har de samme twists som første sæson.

På nær ét.

Det vender jeg tilbage til i spoilersektionen og argumenterer for, hvorfor det både er godt for den indeværende sæson, men også katastrofalt for ’Kastanjemanden’s fremtid.

Skuespiller er som forventet godt. Danica Curcic og Mikkel Boe Følsgaard kan deres figurer ned til mindste detalje og overbevisende i deres præstation. Sofie Gråbøl, sæsonens store trækplaster, er vanlig fremragende, ditto med Özlem Saglanmak.

Er karaktererne de mest interessante? Nej. Igen er de som klippet ud af en krimisprællemandsbog og jo længere ud, vi kommer i persongalleriet, jo mindre tyngde indeholder figurerne.

”Men Claus, alle andre falder på halen af benovelse. Tager du ikke bare et ledigt standpunkt for at være kontrær?”

Nej, indre monolog, det gør jeg ikke. Når man sammenligner ’Tælle til en, tælle til to’ med nogle af de virkelige gode danske serier (’Den gode stemning’, ’Slangedræber’), vi har haft det seneste halve år, falder den igennem.

I stedet fremstår anden sæson af ’Kastanjemanden’ som en slesk true crime-agtig-serie, hvor det handler om at være iscenesætte så gruopvækkende mord som muligt for at skræmme det letpåvirkelige publikum. Så snart man begynder at se under det lag, åbenbarer sig et miskmask af trivielt krimipladder og en hulens masse småfejl.

Og så er det til at brække sig over, at man stadig vælger at gøre politi dummere og mere inkompetente end nødvendigt for at fremme ”spændingen”.

Der er ét øjeblik, som trækker det hele op. En teknisk bedrift med et long take, som dog kunne have været endnu længere, hvis modet havde været der. For dér får ’Tælle til en, tælle til to’ den nerve og intensitet, som ellers er fraværende i hele sæsonen.

Potentialet og forlægget lægger op til noget stort, men bliver desværre Netflixificeret til forglemmelig metervare krimithriller.

SPOILERSEKTION!!!!!!

Alright, ved at slå Thulin ihjel divergerer serien modigt fra bogen. Ulempen er, at vi så er efterladt med Netlflix-Hess, en sløj discount-Bosch, som ikke er nær så spændende en karakter som Thulin.

Det er 50-50 sats, som jeg umiddelbart var imponeret over, men som de resterende afsnit forløb, blev mere og mere frustreret over. For hvad var formålet med at slå Thulin ihjel egentlig? Havde det været morderen, kunne det have givet noget tiltrængt nerve til the final showdown.

Hvis det bare var for at få Le til at bo hos Hess og dermed fuldføre discount-Bosch scenariet, er det simpelthen for sløvt. Det kunne til gengæld godt lugte af, at Danica Curcic ikke havde lyst til at være med mere og så måtte man jo slå karakteren ihjel.

Fair nok og forståeligt så. Men ellers, er det en hovedrystende beslutning, som jeg ikke synes tegner godt for fremtidige sæsoner kvalitetsmæssigt.