Det er lang tid siden, at jeg har set en film som Marijana Jankovic’ ’Hjem’.
De fleste nyere danske film tager udgangspunkt i en velstående middelklasse, hvor der aldrig mangler penge til dagen og vejen. Dramaet og historien fejler sjældent noget, men der er sjældent fare for, at det økonomiske redningsnet kollapser fuldstændig.
Der er selvfølgelig undtagelser, som for eksempel Kasper Rune Larsens ’Idioten’, Natashy Arthys ’Honey’ og senest Nitesh Anjaans ’Lucky’.
Alligevel føles ’Hjem’ som noget særligt.
Jankovic’ debutfilm handler om den seksårige Maja (Tara Cubrilo), der i 1991 forlader hjemlandet Jugoslavien, før det bryder sammen i en destruktiv. Målet for hendes forældre Marko (Dejan Cukic) og Vera (Nada Sargin) er at skabe en ny tilværelse i det danske paradis. De efterlader Majas to ældre brødre for farens mor. Tanken er, at det bare skal være i kort tid, indtil de har bange til at få dem herop.
Så nemt er det ikke.
Danmark er nemlig ikke det Eden, forældrene troede. De kan ikke sproget og bruger med tiden Maja som tolk. De eneste jobs, de kan få er rengøring og dets lige. For at få opholdstilladelse, er de nødt til hver især at indgå proformaægteskaber, arrangeret af den opportunistiske og småskumle Lene (Trine Dyrholm).
Det er socialrealisme af den ypperste slags.
Vi er med familien igennem flere år, inklusiv da Maja er voksen (gestaltet af Marijana Jankovic selv). De positive øjeblikke kan tælles på en hånd og med fingre i overskud.
‘Hjem’ er delvist baseret på Marijana Jankovic’ egne oplevelser og det er måske derfor, at filmen føles så ægte, i mangel af bedre ord. Det er mennesker fra virkeligheden og ikke nogen, som der er digtet ud af fri fantasi med alle faldgrupper, det indebærer.
Man kender måske ikke lige præcis personerne i filmen, men vi kender typerne og har stødt på variationer af dem igennem vores liv. Også den drømmende familie, der bare gerne vil det gode og glade liv, men vejen dertil er svær.
Familiens styrke, som bliver flot etableret i starten, er deres sammenhold og kærlighed. Men det bliver udfordret konstant. Sprækker i relationen mellem Marko og Vera melder stødt og roligt deres ankomst, selvom de tydeligvis elsker hinanden meget højt.
Samspillet mellem Dejan Cukic og Nada Sargin er eminent. Man mærker deres kærlighed og Veras stille, men intense utilfredshed, at Marko er for stædig til at bede onkel Laza (Zlatko Buric i en skøn varm rolle) om et lån. Og når de skændes, er det lige så ubehageligt, som at overvære ens egne forældre skændes. Det er stærkt skrevet af Jankovic og medforfatterne Babak Vakili og Bo hr. Hansen.
Manuel Claros varme æstetik trækker os indbydende ind i ’Hjem’ og få fermt Jugoslavien til at fremstå som et stille paradis, familien ikke burde have forladt i bagklogskabens lys.
Filmens, hjerte og lunger er unge Tara Cubrilo, der leverer en fantastisk præstation. Det er en sindssyg god casting og hun bærer ’Hjem’ på sine små kæmpeskuldre. Da hun siger fra overfor sine forældre i frustration over tingenes tilstand, sidder man med både jublende arme over hendes mod, men også tårer piblende ned ad kinderne.
’Hjem’ er en vidunderlig film om familie og kærlighed. Vi fik en forsmag på Marijana Jankovic’ instruktørtalen med kortfilmen ’Maja’, en lille guldklump, man bør se før man går i biografen for at komme i den rette stemning.
Og så er det fedt, at store skuespillere som Trine Dyrholm, Jesper Christensen, Lena Maria Christensen, Zlatko Buric og Claes Bang små kraftfulde biroller. De distraherer ikke unødigt fra powerduoen Dejan Cukic og Nada Sargin, men gør præcis hvad karakteren kræver, uden at overgøre det. Godt skuespil, god instruktion og godt manuskript er nøgleordene for at det kan lade sig gøre så elegant.
En stor stemme har meldt sin ankomst på den danske instruktørscene. Jeg glæder mig allerede nu til Marijana Jankovic’ næste film, hvad end må være. For det kan kun blive godt, dømt ud fra ’Hjem’.