’The Mandalorian and Grogu’ er en medrivende actionfilm, der puster endnu et livgivende åndedræt i ’Star Wars’-franchisen

pedro pascal grogu the mandalorian and grogu star wars Foto: Nicola Goode

’The Mandalorian’ var et kærkomment frisk pust luft til en døende ’Star Wars’-franchise. Serien havde premiere i november 2019 og cirka en måned senere lykkedes det næsten J.J. Abrams og resten af bosserne bag den elskede filmserie at nedlægge universet med den miserable ’Star Wars: The Rise of Skyvalker’.

Men håbet for historierne i en fjern galakse for lang, lang tid siden bestod stadig, takket være serieskaber Jon Favreaus rumwestern om den maskerede dusørjæger Din Djarin.

Med stemme af allestedsnærværende Pedro Pascal, en uimodståelig medrivende historie og den mest nuttede skabning i moderne filmhistorie, Grogu a.k.a. Baby Yoda, var første sæson af ’The Mandalorian’ must see. Anden og tredje sæson havde ikke samme konsekvente høje niveau, men havde stadig et væld af højdepunkter og karaktererne var fantastiske.

Så gode, at de bedste afsnit i ’The Book of Boba Fett’ netop var dem, hvor Din og Grogu medvirkede. Og så den pengegriske regel i Hollywood dikterer, at hvis en serie er blevet populær med et kæmpe publikum, skal man se om det ikke kan omsættes til en biograffilm.

’The Mandalorian and Grogu’ fortsætter kort efter slutningen af tredje sæson af ’The Mandalorian’.

Din Djarin arbejder nu for the New Republic og jagter tidligere højtstående officerer fra the Galatic Empire.

I jagten på en af dem, bliver han nødt til at udføre et job for Hutt-gangsterne. The Twins vil have ham til at finde deres nevø Rotta (stemme af Jeremy Allen White) til gengæld for oplysninger om en mystisk kommandør Coyne, ingen ved hvor er eller hvordan ser ud.

Alting er selvfølgelig ikke så enkelt og intet er som det ser ud, så snart ved Din ikke, hvem han kan stole på.

’The Mandalorian and Grogu’ er en medrivende actionfilm. Det er klassisk popcornunderholdning på godt og ondt. Historien er forudsigelig og aldrig rigtig tvivl om, hvordan det hele skal ende, men takket være et par uovertrufne højdepunkter, skiller filmen sig alligevel positivt ud.

Først og fremmest leverer tidens bedste filmkomponist Ludwig Göransson endnu et mageløst score. Hans efterhånden ikoniske ’Mandalorian’-tema bliver tweaket en smule, men det er alle de andre musikstykker, der imponerer. Svenskeren formår at tilføje et musikalsklandskab til ’Star Wars-universet, som vi aldrig har hørt før og alene den musikalske side, gør filmen til en biografoplevelse værd. Det skal simpelthen høres på det allerbedste lydsystem tilgængeligt og giver mig lyst til at se filmen igen.

Derudover er det et virkelig spændende planetsystem, som jeg håber bliver udfoldet mere på et senere tidspunkt. Shakari fremstår som et futuristisk Chicago, der er et gangsterkontrolleret område, hvis æstetik emmer mere af ’Blade Runner’ end klassisk ’Star Wars’, og det passer perfekt til dusørjægeren.

Til gengæld er Rotta og hele Hutt-delen lidt ligegyldig. Den er vigtig for historiens fremdrift, men det virker påklistret til ’Mandalorian’-universet fremfor organisk. Jeg savner en skurk med mere tyngde, en der for alvor fremstår som en seriøs trussel overfor Mando og Grogu, som Moff Gideon (Giancarlo Esposito) var det i serien. Og så kunne der snildt være cuttet 20 minutter af filmen, uden at det havde gjort noget.

De bedste scener er, som i serien, dem hvor Din og Grogu er sammen, og det er de heldigvis på den ene og den anden måde i hele filmen. ’The Mandalorian and Grogu’ puster endnu engang et livgivende åndedræt i det trætte ’Star Wars-korpus, men ikke lige så kraftfuldt som tidligere. Det er god underholdning så længe det varer, men nu er det også tid til at lægge den alt for gennemtærsket ’Star Wars’-tematik med at stå i skyggen af fædrene i graven. Universet har meget mere at byde på og selvom Grogu er meget lille, er det også tid til at komme ud af baby-fasen.

Stagnation og dødsgrebsklamren til det velkendte har alle dage været ’Star Wars’ hæmsko og det ville være ærgerligt, hvis ’The Mandaloria’-universet også skulle blive ramt af det. Men med den nye omstrukturering, hvor Dave Filoni sætter det kreative pejlemærke for franchisen og er co-præsident for Lucasfilm, er jeg ikke så bekymret for det…endnu.