Sara (Mariama Rohhey Khan) har fucket op. Ikke bare en lille smule, men i den grad, hvor hele hendes fremtid står på spil. Eller sådan føles det i hvert fald for den 13-årige pige.
En løgn om, at rapstjernen Matino (Arian Kashef) skulle komme og spille i det lokale kulturhus i hendes boligblok Hedeparken, bliver så omfattende, at alle tror, der er en koncert på vej. Men det var bare noget, Sara fandt på for at imponere Mille (Nanna Maj Hermansen), en af de populære piger på den nye skole, som hun lige er startet på.
Over ’Si’r det bar’’s syv afsnit følger vi Saras bestræbelser på at realiserer koncerten, så hendes skrøbelige korthus af løgne ikke kollapser og hensætter hende til en status som social paria. Serien er skabt af Shirin Aziz, Charlotte Mwakitalu og Arian Kashef og er instrueret af ’2 døgn’-medserieskaberen Nicolai Achton og med ’Et eksempel: Dem på gulvet ’-manuskriptforfatteren Kristine Plechinger Tüchsen som hovedforfatter.
Resultatet er en uimodståelig børne- og ungdomsserie, hvor man ikke kan undgå at blive besnæret af dens charme. I lige præcis denne genre sker der nogle virkelig spændende ting i Danmark i disse år. Efter at alle mere eller mindre havde droppet at lave serier til den målgruppe – undtaget den alt for underkendte ’Klassen’ og tidlig Jonas Risvig – er der de senere år kommet en fantastisk opblomstring på området med den internationale Emmy til Teys Schucany og Frederik Ryes ferme ungdomsdrama ’En af drengene’ som den hidtidige højeste hæder.
’Si’r det bar’ er virkelig underholdende og vellavet, hvor især billedsiden med nogle rigtig fine kameraindstillinger og droneskud er med til at hæve seriens niveau. Og så er det lang tid siden, at jeg har hørt sådan en godt soundtrack til en dansk serie.
Måske er det fordi den rammer plet med min forkærlighed for ’90er hiphop, men med Nas, MF Doom, Fugees og franske IAM på lydsiden krydret med blandt andet Fleetwood Mac og nyere kræfter som Gili og Little Simz, DR Ultra-serien suverænt den danske serie med det bedste soundtrack, jeg har hørt i mange år.
Det vidner om et indgående kendskab til den verden og den stemning man forsøger at formidle. De unge amatørskuespillere gør det fint og har rigtig god kemi. Det er velvalgte castings og det samme med de voksne. Når man har folk, der er mere kendte end andre med, er der altid en fare for at man ender med at se dem fremfor den karakter, de spiller.
Det sker heldigvis ikke her, selvom jeg på forhånd var skeptisk omkring Casper Christensen som en den lokale hyggealkoholiker Axel, der altid er at finde på sin bænk fra klokken 10 med en opknappet bajer i hånden. JJ Paulo, Havshen ’Hav’ Nabaz, Sebastian Bull, Johannes Nymark og Arian Kashef samt en fed håndfuld blink og du misser dem cameos, indgår organisk i universet, uden at tage opmærksomhed fra dem det hele handler om, nemlig Sara og de andre piger.
Fingrene er hårdt krydset for, at DR tør fortsætte med både at give nye stemmer en platform og tør satse på kvalitetsserier til den svære yngre-teen-målgruppe. Der er et utømmeligt potentiale af historier at fortælle og taler ind i det, der bør være en essentiel del af Ultras og P3s DNA.