Der er noget smukt ironisk i, at jeg starter med at skrive denne anmeldelse mens jeg sidder i den københavnske metro lidt i ni om morgenen.

Egentlig var planen, at den skulle være skrevet derhjemme, men anmelderarvingen besluttede sig for, at i dag ville hun godt være vågen og lege med sin far. Og sådan er det med (små)børn. Ligegyldigt hvor grundigt du planlægger noget – som for eksempel din søvn, så du kan nå at skrive en anmeldelse om en komedieserie omhandlende et forældrepar og deres forsøg på at navigere i tilværelsen – er der altid jokeren, som er barnet eller børnene.

Den mest elskværdige, charmerende og nuttede diktator i mit liv, som jeg med glæde bruger 30-45 minutter med om morgenen på bare at lave lyde og træne basarme, mens idolet i mit liv, min kone, forsøger at få lidt ekstra søvn. At være birolle i ens eget liv er overraskende givende, når man hver dag bliver mødt af det sødeste smil i verden, og ja, min baby er mere nuttet end din.

Så at se Magnus og Emil Millangs fantastiske komedieserie ’De bedste år’, er som at overvære en hvilken som helst dag i mit liv. Bevares, der er nuancer, men diskussionerne og temaerne er overraskende genkendelige.

Efter at første sæson sluttede med, at Louise (Stephania Potalivo) fandt ud af, at hun var gravid, tager serien et tidspring. Vi er nu cirka 1.5-2 år senere og hun og Mathias (Magnus Millang) forlader lejligheden i brostenskvarteret til fordel for et rækkehus i forstæderne.

RøvSutteRup, som Mathias hadsk kalder det, er fyldt med en masse nye indtryk og umiddelbart er der ikke mange positive af slagsen. Huset er skraldet dødsbo med masser af mug og suspekt skimmelsvamp og Svends nye klasse bliver styret med hård hånd af den påtrængende og selvretfærdige mor Mathilde (Merete Mærkedahl i irriterende storform).

’De bedste år’ er en af de mest velskrevet danske serier i dette årtusinde. Så kort kan det siges. Måden Magnus og Emil Millang formår at væve mange små sidehistorier sammen ind og ud af den overordnede, er fuldkommen mageløst. Ligeså med måden, de ligger små frø ud i flere afsnit, der først bliver endelig forløst til allersidst, er vanvittig godt.

Det bliver elegant sat op, at både Louise og Mathias befinder sig i hver deres eksistentielle krise og at de to må kollidere på et tidspunkt som Titanic og isbjerget. Men dramaet får lov til at udspille sig laaangsomt. Godt maskeret bag Mathias’ konstante sarkastiske bemærkninger og mutte fremtoning samt Louises forsøg på at opretholde en illusion om, at deres nye tilværelse er lidt federe end den rent faktisk er.

Potalovi og Millang leverer begge karrierens bedste præstationer og formår her i anden sæson at tilføje nye nuancer til de i forvejen allerede flot afrundet karakterer.

Fertilitet, forliste drømme og forbandet forandring skaber fine forviklinger, lårklaskende grinagtigt og knugende ubønhørligt hårdt hverdagsdrama, ’De bedste år’ har det hele og mere til.

Formidable biroller er med til at fuldender den mageløse gengivelse af forældrehelvedet og ditto paradisiske lykke. Lars Brygmann er i storform som verdens mest bedrevidende svigerfar og Roberta Reichardt er guld som Louises søster Laura, bare for at nævne et par stykker.

Jeg glæder mig usandsynligt meget til tredje sæson, som tegner til at blive endnu vildere end de to foregående. Anden sæson af ’De bedste år’ er om muligt endnu bedre end første sæson og hvis niveauet fortsætter denne vej, er der ingen anden udvej end at sprænge skalaen.

En udfordring, som jeg håber Millangerne har tænkt sig at tage op og knuse med kreativ overlegenhed.