Hvad der startede som en sjov cameo i ’Spider-Man: Into the Spider-Verse’, har nu udviklet sig til en af de mest medrivende og fængende Prime Video-serier i lang tid.
’Spider-Noir’ er en spøjs Spider-Man-fortælling, hvor handlingen er hensat til efterkrigstidens New York. Den navnkundige edderkoppemand hedder i denne udgave Ben Reilly (Nicolas Cage) og arbejder som privatdetektiv.
Efter hans elskede er blevet myrdet af gangsterbossen Silvermane (Brendan Gleeson), har Ben ladet superheltemasken blive i skuffen og bruger nu tiden på at tage billeder af utro ægtefolk og dens slags kedelige opgaver.
Indtil han en aften opdager en anden superperson.
Hurtigt går det op for Ben, at der er noget større på færde og han begynder at snuse rundt. Og når Ben Reilly ikke kan få folk til at tale, så kan the Spider, en speedsnakkende superhelt med fedora og som ikke er bleg for at slå ihjel, hvis det er dét, som skal til.
Nicolas Cage er PERFEKT i den dualistiske rolle. Den selverklærede filmnørd har altid været glad for at trække på filmhistoriens kendte og ukendte guldklumper, når han har skulle forme en præstation og her får den ikke for lidt med hårdkogt film noir-lir.
Det er på grænsen af karikatur, men som ofte med Cage, formår han at balancere den slags på en knivsæg, så det fremstår genialt. Når Ben Reilly sidder i en biograf og simultant leverer James Cagneys replikker i ’Great Guy’ som skuespilleren leverer dem på lærredet, er det en metasyret oplevelse. For jeg er overbevist om, at Nicolas Cage har set den film og nok også været fortaler for at bruge lige netop den film til den sekvens.
Skuespilleren har selv sagt, at hans præstation af 70 procent Humphrey Bogart, 30 procent Snurre Snup. Og ja, det passer meget godt. Når Ben Reilly er på skærmen, er det helt klart Bogart, Cagney og Edward G. Robinson der primært kanaliseres. Når det er Spider, er der ingen tvivl om, at det den gale kanin, som er den guddommelige inspiration.
Serieskaber Oren Uziel og hans co-showrunner Steven Lightfoot har godt greb i deres noir-lore og vi får alle de velkendte figurer, med et lille moderne og kærkomment twist.
Femme fatalen Cat Hardy (Li Jun Li) er herligt uberegnelig, journalisten Robbie Robertson (Lamorne Morris) jagter den gode historie og passer på sin ven og så er der Janet (Karen Rodriguez), limen der får hendes og Bens forretning til at holde sammen.
De velkendte Spider-Man-skurke Sandman (Jack Huston) og Tombstone (Abraham Papoola) får ligeledes et par interessante kreative drejninger og så er der et, for mig, herligt nyt bekendtskab med en ukendt skurk, der i Andrew Lewis Caldwells skikkelse, ender med at stjæle hele serien.
’Spider-Noir’ kan ses i både sort/hvid og farve, og der er for mig ingen tvivl om, at den skal ses i al sin monokrome herlighed. Det er trods alt film noir og selvom farveversionen helt sikkert har sine plusser i visse scener, tager serien som helhed sig bedst ud i sort/hvid.
Med otte hårdtslående afsnit, rammer ’Spider-Noir’ plet i underholdningscenteret. Det kræver selvfølgelig at man kan holde ud at se og høre på Nicolas Cage give den fuld noir-gas, men er du med på den leg, er mange gode timers glæde i vente.