Den britiske filmindustri har en lang og god tradition, når det kommer til socialrealistiske dramaer. ’Kitchen sink realism’ italesatte problematikker som sex, misbrug, fattigdom, arbejdsløshed og klasse for at nævne nogle stykker. Hovedperioden af slut 1950erne og 1960erne, men køkkenvaskskvulpene laver stadig stærke plask i moderne britisk film.

Mike Leigh, Andrea Arnold, Andrew Haigh og Lynne Ramsay er blandt de mest kendte blandt den nye garde og nu skal vi tilføje Harris Dickinson til den liste.

Den kommende John Lennon-skuespiller har på kort tid formået at gøre sig til en af tidens mest interessante skuespillere. Hans debutfilm som instruktør, ’Urchin’ er en klassisk britisk socialrealismefortælling.

Mike (Frank Dilane) er en karismatisk hjemløs, hvis dage går med at finansiere hans eskalerende narkomisbrug. Da han røver en venlig samaritaner, bliver han anholdt og ryger i spjældet. Tiden bag tremmer bruger han til at blive clean og alt tegner derfor til, at han skal få sig en ny start på livet.

Harris Dickinson, som også har skrevet manuskriptet til ’Urchin’, udnytter genren og filmmediet perfekt. Nogle af filmens bedste scener, er de mange slice-of-life-stunder, han vælger at lade kameraet voyeuristisk indfange.

Historien fortælles rimelig stringent og ligefrem, dog med nogle spændende drømmeagtige sekvenser, der symboliserer Mike indre. Der er meget mørke og ominøse huller, der fremstår ildevarslende omkring den unge mands fremtid.

I hovedrollen er Frank Dillane perfekt.

Jeg stiftede første gang bekendtskab med i forbindelse med ’Fear the Walking Dead’, hvor han var fantastisk i rollen som misbrugeren Nick, som forsøgte at overleve i det postapokalyptiske USA sammen med sin mor (Kim Dickens) og søster (Alycia Debnam-Carey). Hver gang, han var på skærmen, var det umuligt at tage øjnene fra ham. Det var noget dragende over skuespilleren og derfor er ham og hans projekter altid på watchlisten.

Mike er på sin vis en mere egoistisk og usympatisk version af Nick.

Der er ingen tvivl om, at når Mike har det godt, så vil han oprigtigt gerne bedre sin tilværelse i verden. Men, som Dickinson elegant giver os små indblik i, har han mange ar på sjælen, der konstant truer med at hive ham tilbage i destruktive mønstre.

Da Mike sidder overfor sit overfaldsoffer Simon (Okezie Morro) i det, der skal være hans store chance for at undskylde for sin gerning og vise empati, lukker han fuldstændig ned. Det at føle er en smerte, som han for alt i verden vil undgå.

Harris Dickinson foretager nogle spændende valg, der sår tvivl om hvorvidt vi kan stole på det, vi ser i filmen, eller om hændelserne i den til tider er vist sådan som Mike vil have, at de ser ud. Det er et greb, som indbyder til at se ’Urchin’ flere gange for at lede efter spor til, om hvad der er sandt og hvad der er en sminket, subjektiv sandhed.

Frank Dillane er eminent og tilføjer charme og sårbarhed til en figur, som nemt kunne fremstå som et dumt svin. Men vi hepper på Mike og det er fordi skuespilleren så flot formår at humanisere ham, og det er derfor en potentiel deroute bliver desto mere tragisk.

Det er en virkelig god instruktørdebut for Harris Dickinson og jeg håber, at han fortsætter, når skuespilkalenderen tillader det. For han har den rette fornemmelse for, hvad der fungerer og ikke gør, samt modet til at træffe nogle lidt ukonventionelle valg i forhold til genren.

’Urchin’ er et hjerteskærende drama med en eminent skuespilpræstation af Frank Dillane i hovedrollen som den titulære gadedreng, der har chancen for at gøre noget godt med sit liv. Men vil han gøre det?