Som horrorfan sidder man altid lidt nervøst i sædet, når man skal til at se en af de mest hypede film indenfor genren. Hype har det med at føre til skuffelse, når det ikke går godt, som for eksempel David Gordon Greens miserable ’The Exorcist: Believer’.

Ovenpå Curry Barkers eminente ’Obsession’ tidligere på måneden og Andre Øvredals undervældende ’Passenger’, er spørgsmålet nu, hvor Kane Parsons længe ventede ’Backrooms’ ender henne. Genialitet eller gigantisk skuffelse.

Svaret er heldigvis det første.

Vi er i starten af 1990erne, hvor den fallerede arkitekt Clark (Chiwetel Ejiofor) er ejer af en møbelforretning. Han går i terapi efter at hans kone har forladt ham. Det ligger ikke så skjult mellem linjerne, at han er ekstrem bitter over, at livet ikke har udformet sig som han ønskede det og det er blandt andet derfor, at han drikker.

En sen aften – han sover i forretningen da ekskonen har fået huset – opdager han et mystisk lys ned i kælderen. Det viser sig at være en portal til at en anden dimension, hvor der er en endeløs række gustne gule rum. Nogle er helt tomme, mens andre er fyldt med forskellige genstande. Hvordan de er kommet der og hvad i alverden disse skumle baglokaler er, giver Parsons og manuskriptforfatter Will Soodik, sparsomme oplysninger om igennem ’Backrooms’, og heldigvis for det.

For sjældent har jeg set en mareridt formidlet så perfekt på det store lærred, som det sker i ’Backrooms’.

Udover Clark, følger vi også hans terapeut Mary (Renate Reinsve), der i filmens anden halvdel, leder efter sin klient, der pludselig er holdt op med komme til sine sessioner og sidst var meget anspændt angående sit fund i kælderen.

Præcis som sin spartanske æstetik, er historien i ’Backrooms’ skåret helt ind til benet. Filmen er forbundet til Kane Parsons YouTube-serie af samme navn og ønsker man at dykke mere ned i det bundløse univers, bør man se kortfilmene efter spillefilmen. Alt andet vil ødelægge den herlige filmoplevelse, hvor det ikke at vide præcis hvordan alt hænger sammen, er en essentiel del af den urovækkende oplevelse.

Nu har jeg set en horrorfilm eller to, så det er ikke fordi ’Backrooms’ skræmmer mig, men jeg kunne konstant under pressevisningen hører en person på rækken bag ved mig, som havde det umådeligt hårdt. Om det var frygt, der fik personen til at gå ud undervejs i filmen, ved jeg ikke, men der var ingen tvivl om, at det var en gruopvækkende oplevelse vedkommende havde med Kane Parsons film.

Der er også noget vanvittigt skræmmende i den blanke monotoni, personerne i ’Backrooms’ oplever, når de er i ”baglokalerne”. Uvished om, hvad det er og hvad der mon gemmer sig i det uendelige landskab, sætter fantasien på overarbejde og fremmaner gåsehudsfremkaldende tankebilleder.

Reinsve og Ejiofor er som altid fremragende og sælger flot det uhyggelige i ikke at vide, hvad fanden der foregår. Jeg er selv stadig ikke helt med på, hvordan det hele hænger sammen, men jeg er så hypnotiseret af Kane Parsons originale urovækkende univers, at det ikke gør noget.

Når man taler om en horroraftager til David Lynch, er Kane Parsons uden sammenligning det tætteste vi kommer på det. Men han er samtidig helt sin egen og forhåbentlig får vi mere ’Backrooms’ i fremtiden, for vi har kun lige smugkigget ind ad døren til det fascinerende univers.

’Backrooms’ er et horrormesterværk uden lige og jeg har sjældent et eksistentialistisk mareridt formidlet så fascinerende som Kane Parsons gør det her. Vi skal have mere og det er nu!