Fra folkene bag ’Balladen om kolonihaven’ og Slaget om Tisvilde’ lokkers der med i programbeskrivelsen af TV 2s dokumentarserie i to afsnit ’Det store søslag’.

Allerede kan man så gøre op med sig selv, om det er noget for en. Hvis man er til det tåkrummende nabo-mod-nabo-tv som kendetegnede de to første programmer, kommer man til at gå skuffet fra det aktuelle. I stedet er ’Det store søslag’ nærmere beslægtet med TV MIDTVESTs veloplagte ’Muflon mysteriet på Fur’, bare ikke med samme kuriøse og fascinerende hook.

Det handler nemlig om noget så mondænt som en sø.

Tange Sø er en kunstig sø mellem de midtjyske byer Ans og Bjerringbro. Den blev anlagt i 1920 for at drive et lokalt vandkraftværk og er landets største kunstige sø. Igennem øerne er størstedelen af lokalbefolkningen blevet ganske glad for den pittoreske sø. Der er dog et stort graverende problem: Den fucker med naturen.

Tanken var, at de fisk, der vandrede op og ned ad Gudenåen, kunne bruge en fisketrappe og dermed sikre, at vandløbet stadig havde den flotte fiskebestand, som den havde dengang. Der var bare ikke nogen, som havde taget højde for, at fiskene ikke var med på den ide.

Derfor er det store stridspunkt omkring Tange Sø om hvorvidt den bare skal være som den har været de sidste 100 år eller om den skal nedlægges så Gudenåen kan blive fuldt genetableret og, forhåbentlig, få blandt andet laksen tilbage i Danmarks længste å.

Dokumentaren ridser fint konflikten op og fremviser folk fra begge sider med deres mere eller mindre saglige argumenter. Det er ikke fordi bølgerne går synderligt højt i ’Det store søslag’. Det er rolig jysk passivaggressivitet og så noget snak om de københavnere og dets lige, som bor langt væk fra søen, der er de onde.

Men det bliver aldrig rigtig vildt og betændt som i ’Kolonihaven’ eller ’Tisvilde’. Især sidstnævnte bød på decideret had de implicererede imellem og tvang tæerne så meget sammen i krumning, at de endte med at blive rettet ud.

Det får vi ikke her, men det betyder ikke, at der ikke er en spændende historie i ’Det store søslag’. Det er grotesk, at vi har været 23 ministre igennem og ingen har haft lyst til at træffe en beslutning om, hvad der skal ske med Tange Sø. Det er virkelig en lort, man bare giver videre hele tiden og taberne er alle dem, der rent faktisk lægger i et arbejde i enten at bevare søen eller få den afskaffet. Det er bureaukrati, når det er værst og desværre typisk politisk ageren, når man har med en tabersag at gøre.

’Det store søslag’ når ikke helt samme underholdende højder som sine forgængere, men har sin merit i form af, at nu er det på tide at få truffet en afgørelse om hvad der skal ske med Tange Sø. Og hvis dét, og kun dét lykkes, har programmet sin eksistensberettigelse.