Måske er det på grund af søvnmangel, takket være en energisk morgenfrisk 14-uger gammel baby, eller også er det fordi filmen gik direkte i hjertekulen hos den lille femårige dreng, der sad og legede med actionfigurerne og kunne tegnefilmene ud og ind, men jeg havde en fest til ’Masters of the Universe’.

Den efterhånden ikoniske franchise er skabt af legetøjsproducenten Mattel (du ved, Barbie) og ledte hurtigt både en animationsserie, ’He-Man and the Masters of the Universe’, og en spillefilm, ’Masters of the Universe’.

Dolph Lundgren-filmen blev ikke ligefrem nogen stor succes ved premieren, men er med tiden blev en gedigen kultfilm. Ikke mindst takket være en sublim præstation af Frank Langella som den muskuløse helts nemesis, Skeletor.

Snakken om en ny film har rumsteret næsten lige siden den spillefilmens premiere i 1987, men tog for alvor fat op igennem 2010erne, hvor både Sony og Netflix var snublende tæt på at gå i produktion med en. Begge havde endda fundet instruktør og hovedrolleindehaver, men takket være henholdsvis Covid og budgetbekymringer blev det ikke til noget og derfor endte rettighederne hos Amazon MGM Studios, hvor vi nu endelig har fået film.

Ridderen på den hvide hest, der forløser ’Masters of the Universe’, er ’Kubo – den modige samurai’ og ’Bumblebee’-instruktøren Travis Knight og det kunne ikke være et bedre match. Som Transformerfilmen beviste, forstår han både at blande praktiske effekter og CGI godt, men også at tage en fjollet franchise og få en god og vedkommende film ud af det.

Hans Laika-makker Chris Butler har skrevet det endelige manuskript, som har været igennem flere hænder fra de forrige forliste projekter.

Filmen starter på Eternia, hvor prins Adam langt fra gør sin macho-mandemand-far Kong Randor (James Purefoy) stolt.

”Denne verden er ikke et sted for svæklinge,” vrisser farmand vredt, da han udfordrer sønnike til en sværdkamp, som den klejne 10-årige knægt selvfølgelig taber.

”Jeg skal nok gøre ham til en mand,” plæderer chefen for den royale livgarde Man-At-Arms (Idris Elba).

”Ja, men hvilken slags mand,” gruer papa Randor, hvortil man kun kan sige ”Stay toxic, bro”, og så er der vist heller ikke nogen tvivl om, hvad Adams eksistentielle dannelsesrejse skal gå på i ’Masters of the Universe’.

Der går ikke lang tid, før Skeletor (fabelagtig teatralsk og ondsindet præstation af Jared Leto) og prins Adam bliver sendt i eksil på jorden sammen med Kraftsværdet, som rummer kilden til uanede galaktiske kræfter.

15 år senere og Adam (Nicholas Galitzine) er stadig strandet på Jorden, hvor han desperat leder efter det mægtige sværd, han mistede på rejsen. Han arbejder som HR-medarbejder og scenerne på kontoret fremstår som det skønne bastardafkom af ’The Office’ og ’Office Space’.

Igen går det tjept og så er vi tilbage på Eternia, hvor Skeletor reagerer med sadistisk hånd. Oprørsbevægelsen, hvor Adams barndomsven og crush Teela (Camila Mendes) er blandt de ledende, er trængt, men håbet er, at med prinsen og Kraftsværdet tilbage, kan det ændre sig. Det er dog lettere sagt end gjort og kampen for Eternias frihed er hård og lang.

Heldigvis har Knight og Butler en fin fornemmelse for, at vi befinder os i et lidt fjollet univers. Med navne som Ram-Man, Mekaneck og ej at forglemme, Fisto, er det som om, at de opfundet i en 10-årigs fantasi. Hvilket filmen så også siger at de er og det fungerer derfor fint.

Der er en god meta-bevidstved om, hvornår der skal kommenteres på det fjollede og hvornår det skal tages seriøst. Skurken Trap Jaw blev fermt iscenesat som en rigtig bad ass, der i starten af filmen vinder over Man-At-Arms og hensætter soldaten i en PTSD-agtig tilstand i 15 år, hvor druk lindrer de mentale smerter.

Der er ordentligt smæk på actionscenerne, hvor man klogt har hyret masser af folk med stuntbaggrund til at varetage flere af de excentriske figurer. Det giver god snert, så man kan se, at det er de respektive skuespillere, der udfører de slagfulde og fede sekvenser.

Nicholas Galitzine har den rette kombination af charme, naivitet og swagger i hovedrollen og bærer filmen flot på sine trænede skuldrer. At nogle karakterer er lidt under belyste (Evil-Lyn) er til at leve med i denne ombæring, da en efterfølger er garanteret, medmindre filmen bliver et flop.

Men det gør ’Masters of the Univese’ ikke. For den rammer perfekt mellem at være nostalgisk lir, et værk til tiden og en formidabelt underholdende popkornfilm. En god cameo fra Dolph Lundgren er bare proteindrikken ovenpå en tilfredsstillende workout og selvom den måske lige er 20 minutter for lang, opvejes det af en rigtig god historie og et usandsynligt eminent score fra Daniel Pemberton.

Alt i alt udmønter det sig til fantastisk blockbusteraction og en perfekt start på filmsommeren 2026.