Martin Scorseses remake af J. Lee Thompsons ‘Cape Fear’ er en af de film, der har formet mig mest som cinefil og cineast.

Rå og brutal som kun Marty kan gøre det, er filmen om voldtægtsforbryderen Max Cady, der søger hævn over sin forsvarsadvokat Sam Bowden, en urovækkende åbenbaring og en lektion i filmhåndværk, når det er allerbedst.

Også på skuespilfronten, hvor Robert De Niro er fuldstændig enigmatisk og modbydelig som Cady og Nick Nolte perfekt panisk som Bowden. Og så er det svært ikke at juble hver 1962-versionens Max Cady og Sam Bowden skuespillerne Robert Mitchum og Gregory Peck dukker op i mindre roller, som selvfølgelig er den diametrale modsætning af dem, de spillede dengang.

Så selvom den nye serieversion kommer fra Apple og en af mine yndlingsserieskabere, Nick Antosca, var det alligevel med en vis skepsis, at der blev trykket play på første afsnit. Men det var der heldigvis ingen grund til.

I det store hele er alt ved det samme, som i de foregående inkarnationer, dog med enkelte twists af mere eller mindre vellykket karakter.

Ægteparret Anna- (Amy Adams) og Tom Bowden (Patrick Wilson) var for 17 år siden henholdsvis forsvarer og anklager i en retssag, der endte med at den anklaget Max Cady (Javier Bardem) blev kendt skyldig.

Nu bliver han løsladt og paranoiaen indfinder sig især hos Anna, som er overbevist om, at Cady vil tage hævn og destruere deres familie. Udadtil virker det dog ikke sådan, men bag reformeret facade hos den tidligere tugthusfange, gemmer der sig et sindrigt og sadistisk sind med en usandsynligt udspekuleret plan.

Der er ingen tvivl om, at Antosca kan sin ’Cape Fear’-historik.

Således er serien både baseret på de to film og John D. MacDonalds roman ’The Executioners’ som alle værkerne udspringer af. Derfor er der rigeligt med historiemæssige og visuelle cues til både det ene og det andet. Bernard Hermans ikoniske musik har også fået en lille bearbejdning af komponist Jeff Russo, men lyder gudskelov mestendels som sig selv.

Thrillerdramaet udspillet sig over 10 og det er 2-4 afsnit mere end historien kan bære. Udlægget er skarpt, men fyldstof og gentagelser hensætter ’Cape Fear’ i den frygtede seriemæssige tomgang, der desværre plager alt for mange serier i tidens streamingland.

Det bliver dog opvejet af formidabelt skuespil.

Javier Bardem er fænomenal som Cady. Der er ikke tale om en pastiche af Mitchum eller De Niro, men en tolkning, der er helt sin egen. Flashbacks og gik til den voldsparate mands fortid giver hidtil usete nuancer, men kernen i figuren, den diabolske hævner, er stadig intakt og den spanske skuespiller er som født til rollen. Han kagle-griner så det iser ned ad ryggen, cool som bare fanden og til tider ligefrem sympatisk. Men er det  bare Cady, der spiller skuespil? En fin detalje, som holder en på tæerne.

Amy Adams og Patrick Wilson er gode som advokatparret, hvor alt ikke er så skinnende pænt, når man kommer lidt under overfladen. Man er aldrig i tvivl om, hvad man får fra de to og de leverer fint varen, uden at man bliver blæst bagover. Det er et Javier Bardem-show og resten af bare tilstede, for at sige det groft.

Antosca smider lidt tematikker på bordet, der blandt andet inkluderer hævnporno, stalking, queerness og så en hulens masse incest. Med hans tidligere serier ’Channel Zero’ og ’Brand New Cherry Flavor’ in mente, er der ikke noget, som overrasker i ’Cape Fear’. Heller ikke den udsøgte, eksplicitte vold som serieskaberen altid har været garant for. På forunderlig vis, passer alt sammen også selvom Apple-serien bliver mere og mere soap-agtig.

Men det er lækker soap, hvor der er kælet flot for æstetikken og med en besnærende Javier Bardem i storform, er det umuligt ikke at blive forført af serieudgaven af ’Cape Fear, der elegant cementerer sin eksistensberettigelse.