Når Steven Spielberg er på toppen, er der ingen, som kan matche hans niveau. Her taler vi ’Jaws’, ’Close Entcounters of the Third Kind’, ‘Raiders of the Lost Ark’, ‘Jurassic Park’, ‘Schindler’s List’ og ‘Saving Private Ryan’.

Som den observante læser kan regne sig frem til, er det udelukkende film fra før år 2000, jeg har nævnt i ovenstående. Bevares, film som ’Minority Report’, ’War of the Worlds’, Lincoln’, ‘Bridge of Spies’, ‘Ready Player One’ og ‘West Side Story’ har deres mindeværdige øjeblikke, men er ikke helstøbte klassikere som præ-årtusindeskiftet-Spielbergs værker.

Den delvist selvbiografiske ’The Fabelmans’ er den film, som kommer tættest på at ramme fordums tiders storhed. Og eftersom den var den nyeste indtil den premiereaktuelle film, gav det forhåbninger om, at ’Disclosure Day’ ville være af samme kaliber, hvis ikke bedre.

Men sådan skulle det ikke være.

For alle, der håber på en ny klassiker a la ’Encounters’, skal forventningerne snarer justeres ned til ’Indiana Jones and the Kingdom of the Crystal Skull’. Som pudsigt nok også havde manuskript af David Koepp.

Det starter ellers interessant.

Spielberg smider os ind in medias res, hvor den tidligere hacker Daniel Kellner (Josh O’Connor), sammen med nogle kollegaer, skal til at afsløre, hvad det lyssky firma Wardex har lavet igennem de sidste 79 år. Der er lige den aber dabei, at de har fanget hans kæreste Jane (Eve Hewson) og holder hende som gidsel. Han skal aflevere alle de filer han har stjålet, samt en mytisk genstand, som alle er bange for.

Daniel og Jane slipper væk og resten af filmen, har de Wardex lige i hælene. Colin Firth er eminent som den turtleneckbærende chef, der mest af alt fremstår som en bad guy bare fordi karakteren kræver det snarer end idealistiske årsager.

Samtidig begynder vejrværten Margaret Fairchild at kunne tale alle mulige sprog og se ind i folks hoved, så hun på kort tid ved alt, hvad der har oplevet igennem livet indtil da. Hvorfor hun har de evner og hvad der gør hende særligt udvalgt, er et af de mere spændende elementer i ’Disclosure Day’ og egentlig burde være filmens egentlig hovedhistorie.

Daniels fremstår mere som et udvidet, big budget afsnit af ’The X-files’, bare uden seriens særegne charme.

At det handler om rumvæsner, er ingen hemmelighed. Titlen, ’Disclosure Day’, kan direkte oversættes til afsløringsdag og henviser til, at sandheden omkring UFO’er og rumvæsner bliver frigivet til befolkningen.

Idéen er såmænd god nok, men udførelsen halter.

Spielberg stræber efter en sci-fi-thriller-stemning, som aldrig rigtig sætter kløerne i sit publikum. Karaktererne fremstår mere endimensionelle end nuanceret, og selvom den umanerligt ekspositionstunge film skal forestille kun at foregå over et par dage, har tiden aldrig føltes langsommere.

Skuespillet er som det skal være i forhold til, hvad skuespillerne har at arbejde med, men ingen har mulighed for at levere en karrieredefinerende præstation.

Og så er nogen nødt til at tage en snak med Spielberg og fotograf Janusz Kamiński om de evindelige lense flares, de begge er så glade for. Engang var det fedt, nu er det bare blevet en parodi på sig selv, der distraherer mere end det imponerer.

Til gengæld er John Williams stadig garant for et gedigent score, der fortjener en bedre film end ’Disclosure Day’.

Leveringen af temaet om hvorvidt mennesker er klar til en monumental erkendelse bliver leveret lige så subtilt som en mukkert midt i panden. Det samme med ”profeter” som skal formidle sandheden om den nye virkelighed, hvor karikeret dialog ikke efterlader nogen som helst tvivl om, hvad Spielberg og Koepp mener. Det er ikke budskabet, der irriterer mig, det er den klodsede måde, som det bliver præsenteret.

Jeg ville virkelig gerne kunne lide ’Disclosure Day’. Så meget, at jeg endda overvejede at snyde mig selv til at synes, den er god. Men det er den ikke. Det er en pastiche af en god Spielberg-film og det er først da vi kommer til filmens klimaks, at den hæver sig til noget særligt.

Og så irriterer det mig grænseløst, at sidehistorien med den ulmende tredje verdenskrig og dens indfletning på hovedhistorien, er planket fra Alan Moore og Dave Gibbons sublime ’Watchmen’-tegneserie.

Med tanke på Steven Spielbergs vitale betydning for film, er ’Disclosure Day’ en massiv skuffelse. Væk er originaliteten og det kæbetabende gode touch for en medrivende fortælling og i stedet er vi endt med genbrug fra egne film og andres værker. Og så har jeg ikke engang fået nævn de forfærdeligt grimme CGI-dyr, der ligner noget, Netflix ville have kasseret for fem år siden.

Jeg håber, at Spielbergs næste film, som efter sigende bliver en western, bliver bedre end denne. For det ville være forbandet ærgerligt, hvis mesterens sidste værk var en kreativ fuser.