DR-dokumentaren ’Svømmerstjerner under overfladen’ vakte kæmpe furore, da den udkom i 2020. Den skildrede en syg kultur i elitesvømning, hvor offentlige vejninger og dertilhørende udskamning var en fast del af repertoiret i flere klubber og landsholdet gik heller ikke fri.
Eksempler med seksuelle krænkelser er også poppet op i ny og næ, blandt i Svendborg i 2009, hvor en træner blev fyret og politianmeldt for at sende pornografiske beskeder til svømmere i alderen 13-17.
Så der har været rigeligt med inspiration for Pernille Fischer Christensen til ’Vores løfte.
Filmen går kort ud på, at den tidligere topsvømmer Maria (Danica Curcic) perfekte verden bliver flået fra hinanden, da der udkommer en bog, hvori en 14-årig svømmer bliver groomet og lokket til et seksuelt forhold med sin træner.
Romanen er autofiktion og træneren i bogen, bliver hurtigt udpeget til at være Marias mand Mikael (Lars Ranthe). I stedet for at vi skal bruge masser af tid på om de har haft sex eller ej, kommer svesken hurtigt på bordet.
Han erkender at have haft sex med svømmeren, men for det første var hun 18 og gik efter ham, og så var han ikke længere hendes træner. Det er i hvert fald hans udlægning. Om den er sand, det må Maria gøre op med sig selv om hun tror på. Omverden og folkedomstolen har i hvert fald besluttet sig.
Vi følger den hurtigt udviklende deroute, men, modsat en film som ’Anklaget’ for eksempel, ser vi det fra den pårørendes synspunkt og ikke den anklaget.
Der er ingen tvivl om, at hele sagen sætter noget i gang i Maria. Hun var selv 17-18, som hun forklarer til en journalist i forbindelse med tilblivelsen af en selvbiografi, da hun blev kæreste med den 30 år gamle træner.
Vi bliver hurtigt bevidste om, at tvivlsspørgsmålet, om hvorvidt hun er blevet groomet af ham, forplanter sig i hende. Det holdes fint uudtalt, men hviler tungt i hver scene, da først sagen eksploderer. Maria kværner den ene smertestillende efter den anden under påskud af at være i kroniske smerter på grund af svømmekarrieren, men det ligger mellem linjerne, at hun har et pillemisbrug.
Kan der være en kobling mellem hendes egne oplevelser og søge tilflugt i en pillerus for at glemme det der var sket og det der sker nu? Det ville være nærliggende, men filmen og Pernille Fischer Christensen holder sig heldigvis for god til ikke at være for ekspositionstung.
Jeg bliver dog enormt frustreret, når man vælger at begynde filmen med et flash forward, det mest trælse og alt for ofte brugte fortællegreb i film- og serieverdenen. Måden det bliver brugt her, tilføjer heller ikke noget synderligt til historien. Det er ikke ligefrem en cliffhanger, vi venter på at få forløst, fordi den er så indforstået i forhold til filmens univers, at den spændingsmæssigt ikke giver det store. Især fordi ’Vores løfte’ ikke har nogle krimi- eller thrillerelementer, hvilket er de to genrer, hvor det rent faktisk ville give mening at bruge et flash forward.
Danica Curcic og den for mig ukendte filmfotograf Joe Maples’ fremragende billeder opvejer for den dateret fortællemetode. Skuespilleren har ramt en stime af roller, hvor hun hver gang er det bedste i det givne projekt. Om det er liebhaver-hausfrau med mafiaattitude i ’Reservatet’, plaget og idealistisk panser i ’Kastanjemanden’ eller tidligere topsvømmer, der nu skal tænke over, om hun selv er blevet offer for en serie-groomer, er det alt sammen dybt fængende i hænderne på Danica Curcic.
Hold øje med Lily Schjøtt-Wieth. Hun spiller datteren Mo, men der er antydninger i hendes spil, som lover rigtig godt for fremtiden, hvis hun vælger at fortsætte og vælger de rigtige roller.
Der er ingen tvivl om, at ’Vores løfte’ er en god film. Måden den italesætter en #metoo-skandale på fra de pårørendes til den anklagets side, er interessant og bliver spændende takket være skuespillerne og deres præstationer. Trækker man dem væk, begynder filmen til gengæld at vakle og historien fremstår ikke så helstøbt, som man kunne have ønsket sig.