’House of the Dragon’ har aldrig startet så godt, som den gør med tredje sæson

emma darcy house of the dragon Foto: HBO Max

Jeg var egentlig blevet lidt mæt af ’House of the Dragon’ og hele GoT-universet efter anden sæson for to år siden. Men ’A Knight of the Seven Kingdoms’ vækkede min glæde for Westeros og de omkringliggende områder.

Selvom de to serier ikke kunne være mere forskellige, er det alligevel en af den slags seriesituationer, hvor når først krogen er røget i dig, er det tæt på umuligt at slippe fri.

Og med lovningen om, at første afsnit i tredje sæson af ’House of the Dragon’ skulle indeholde et af de mest spektakulære slag på tværs af alle serierne, var det svært ikke at være spændt.

Hypen er begrundet.

GoT-huskomponisten Ramin Djawadi byder ind med et score, der ikke har samme svulstighed som vi ellers er vant til. Det er pulserende krigsmusik, der er med til at understrege, hvor meget med livet som indsats det er for alle personerne i serien nu. Vi får også flere dødsfald blandt de toneangivende karakterer i serien og det er altid et godt signal om, at det hele er ved at spidse til.

For Rhaenyra (Emma D’Arcy) har målet hele tiden været at sætte sig på tronen, sådan som hendes far havde tiltænkt det. Men hvad ville der ske, hvis hun lykkedes med sit forehavende?

Vi så i ’Game of Thrones’, hvordan magtens forfærdeligt tunge åg gjorde herskerrollen forfærdelig træls for alle, der satte sig i Westeros’ mest ubehagelige sæde. Måske er det dét, som har gjort drevet de Targaryanske konger til vanvid?

Jo tættere man kommer på magten, jo flere folk kommer der også rendende, som vil have noget. Menneskelige rotter, der vil mæske sig på rigdom og så er der dem, der selv vil have magten. For når først, der er uro omkring dén, aner alle muligheden for at rage den til sig.

Enter de grønnes nyeste es i ærmet, Ormund Hightower (James Norton). Endelig en karakter, som ikke virker som om, at han kommer til at dø i løbet af et par afsnit. Med kraftfuld fremtoning, fremstår han som en reel trussel mod Rhaenyra. Ikke mindst for fordi han har en drage, ganske vidst en lille en af slagsen, men stadig. Alicents yngste søn Daeron er blevet opfostret hos sin onkel og det eneste farligere end en vanvittig Targaryan, er en kløgtig Targaryan.

Og den ærekære Ormund har skolet sin nevø til at blive en snedig, resolut og stærk leder, der ikke skal være bange for at få blod på hænderne. Jeg kan ikke huske, hvad det hele ender med, så jeg er spændt på, hvor langt de tager den her storyline. Det kan være en gamechanger eller bare være en villian-of-the-season, hvilket ville være usædvanligt træls.

Anmeldere har kun fået stillet de første fire afsnit til rådighed, men det er den hidtil bedste start, vi har fået af ’House of the Dragon’ hidtidige sæsoner. Udover et ordentlig slag til at starte på, er der igennem alle afsnit en sitrende spænding. Det er som om, at det hele er ved at eksplodere og det eneste det kræver er, at nogen ser forkert på en anden eller nyser på et ubelejligt tidspunkt. Det er så anspændt, at vi er helt nede i, at den slags småtterier kan starte det altudslettende slag, der afslutter kampen om tronen.

Jeg glæder mig til at se de resterende fire afsnit i sæsonen. Udover at slutte den ordentligt af, skal den også sætte den kommende fjerde og afsluttende omgang op, og jeg er ærlig talt i vildrede om, hvordan det skal forløbe.

Egentlig håber jeg bare, at vi får flere afsnit med Amanda Collins Jeyne Arryn. Hun server så meget, at hver eneste scene, hun er med i, er en udsøgt fornøjelse. Præcis som tredje sæson af ’House of the Dragon’.