‘Han var ingen helt,’ vrisser den gråskæggede og langhårede mand, der samtalen falder på den legendariske røver Robin Hood. Han stjal ikke fra de rige og gav til de fattige ud fra noble principper om at beskytte de sagtmodige.
I stedet var en morderisk røver, der har utallige menneskeliv på samvittigheden. Inklusiv flere kvinder og børn end han kan huske. Han ser ikke spøgelserne fra de mennesker, han har dræbt. Men han ser genfærd i form af de hævngerrige slægtninge, som kommer til ham for at hævne deres kære.
Det er udgangspunktet for Michael Sarnoskis stemningsfulde periodethriller ’The Death of Robin Hood’, der er en løs adaptation af engelsk ballade-sang fra slutningen af 1800-tallet.
Vi lægger hårdt ud med, at netop en slægtning til et af Robin Hoods (Hugh Jackman) ofre, finder frem til den aldrende bueskytte. Han ved godt, hvorfor hun er kommet og giver hende, uden at hun ved det, en chance for at slå ham ihjel. Selvom han ville byde døden velkommen, kræver det dog, at han er klar til at give op. Da mordforsøget er for klodset, bliver det ikke denne nat, at Robin Hood dør.
Ikke lang tid efter, dukker en af hans gamle følgesvende, Little John (forklædningens mester Bill Skarsgård) op og beder sin gamle leder om hjælp.
Uden at gå i detaljer, ender Robin Hood på et kloster, hvor han bliver tilset af nonnen Brigid (Jodie Comer), der hjælper ham med at komme til hægterne. Blandt andet gennem åreladning, hvor det dårlige blod langsomt drypper ud af røverens arm.
Michael Sarnoski har med ’Pig’ og ’A Quiet Place: Day One’ vist sig som en mester til at skildre knækkede eksistenser, der bare prøver at eksisterer i verden indtil døden tager dem. Selvom genrerne er forskellige, er afsenderen altid tydelig og det gør sig også gældende her i ’The Death of Robin Hood’.
De nye omgivelser og nye mennesker, især en lille pige, tvinger Robin til at komme i kontakt med sin medmenneskelighed. En egenskab, han ellers for lang tid siden havde fjernet fra sit væsen, for at kunne være den hensynsløse forbryder, han var det meste af sit liv.
Hugh Jackman er fremragende som den gamle morder. En rolle, der ekkoer Wolverine i ’Logan’, bare om muligt, endnu mere tragisk. Hans bistre blik gør sig godt i de voldsomme og eksplicitte voldsscener, men besidder også flot kontrasten med sørgmodige øjne, der fortryder et helt livs gerninger på få sekunder.
Jodie Comer er den formidable yang til Jackman yin. Hun udstråler ro og livsmod, men har også evnen til at slå over i frygtindgydende alvor, så man oprigtigt frygter hvad nonnen mon egentlig er i stand til.
Sarnoskis hoffotograf Pat Scola bedriver igen en fascinerende flot billedside, der fuldstændig sælger illusionen om, at vi er i det herrens år 1247, som der står i starten af filmen.
Den alternative folkmusiker Jim Ghedi byder ind med et af de mest usædvanligt stemningsfuldt score, hvor sang og musik skaber en smuk og urovækkende stemning på en og samme tid.
’The Death of Robin Hood’ mindede mig om en passage i Patrick Rothfuss’ bog ’The Name of the Wind’. Her beskriver forfatteren tre stilheder, hvoraf den tredje er som skrevet til Sarnoskis film.
“… it was the greatest silence of the three, wrapping the others inside itself. It was deep and wide as autumn’s ending. It was heavy as a great river-smooth stone. It was the patient, cut-flower sound of a man who is waiting to die.”
Sjældent har det at se en mand vente på at dø, været så fascinerende og medrivende, som det er i ’The Death of Robin Hood’. Michael Sarnoski bliver ved med at imponerer med sine film om knækkede mennesker og hvis dette er afslutningen på hans trilogi, om mennesker der venter på at dø, er det en mesterlig en af slagsen.