De tre første ’Toy Story’-film bliver med rette omtalt som noget nær den perfekte filmtrilogi – hvis ikke den perfekte. Hver film er om muligt endnu bedre end den forrige og slutningen på 3’eren, var den helt rigtige afrunding på sagaen om Woody, Buzz og alle de andre stykker legetøj.

Så kom 4’eren, der ikke formåede at fange de forriges magi og det samme gør sig desværre gældende med ’Toy Story 5’.

Andy/Anders’ gamle legetøj har fundet sin rette hylde hos 8-årige Bonnie/Bolette, der med stor fantasi opfinder det ene mere spektakulære legescenarie efter det andet. Efter at Woody er draget ud af verden for at hjælpe legetøj, der er blevet forladt, er det nu op til Jessie at styre tropperne hjemme på børneværelset. Kyndigt assisteret af Buzz, der som meget gerne vil giftes med den kontante cowboy.

Noget nyt truer idyllen.

Teknologien har ramt ’Toy Story’-universet og det hotteste, man kan lave som barn, er at spille på tablet. Og når man som Bonnie rigtig gerne vil have venner og ens forældre gerne vil gøre sit barn glad, får hun selvfølgelig også en i form af den frølignende Lilypad.

Selvom foromtalen til ’Toy Story 5’ har peget på Lilypad som filmens skurk, er det nu ikke helt sådan, at det hænger sammen. Tabletten ser det nemlig som sin fornemmeste opgave at sørge for, at Bonnie får nogle venner, præcis som Jessie gør det.

Men de to kan ikke sameksistere, så snart er Jessie røget på afveje og ud på en ranch lidt udenfor byen. Et sted, som cowgirldukken har en dyb og personlig forbindelse til.

Når Pixar-folkene er bedst, er der ingen som dem, der kan italesætte svære tematikker. Frygt, ensomhed og død er ofte at finde i en eller anden variation i filmene og det gør instruktør og manuskriptforfatter Andrew Stanton (’Find Nemo’, ’WALL-E’) sammen med medinstruktør McKenna Harris også flot her.

Scenerne hvor Bonnie er knust og at være ensom og bange for at spørge andre børn om de vil lege, fordi hun er rædselsslagen for at få et afslag, går direkte i tårekanalerne og hjertekulen. Pixar har alle dage været mestermanipulatorer, når det kom til dens slags tudeinducerende øjeblikke, men desværre er ’Toy Story 5’ for ufokuseret på, hvad der er den vigtige historie og lader for mange svinkeærinder fylde for meget.

Filmen tilhører nemlig Bonnie og Jessie, men Woody og Buzz for alt for meget plads, uden at de har vital indflydelse på udfaldet af hovedhistorien. Det hensætter ’Toy Story 5’ til den kategori, hvor ingen ville brokke sig, hvis den var røget direkte på Disney+.

Vi er milevidt fra de tre første films høje niveau og det ellers interessante dilemma med, hvordan vi skal håndtere skærmtid og AI i forhold til vores børn, fremstår uforløst ved filmens afslutning. Og så er det i øvrigt spøjst, at det kun er Lilypad, der er ”levende”. Er de andre så bare objekter?

Inkonsekvensen er frustrerende, men det værste er næsten, at historien bare er en opdatering af plottet fra den første film. Den følelse melder sig allerede under filmen og når rulleteksterne går i gang, med Taylor Swifts Oscar-bait-sang kørende, er der ingen tvivl.

’Toy Story 5’ retter ikke op på miseren med 4’eren og i stedet fortsætter derouten for det, der engang var Pixars bedste filmserie.