Angelina Jolie er eneste lyspunkt i Chanel-propagandafilmen ’Couture – Modens skjulte tråde’

angelina jolie couture Foto: Carole Bethuel

Intentionen med ’Couture – Modens skjulte tråde’ er egentlig ret nobel. Hvor modefilm ofte har været skildret fra et plaget-mandligt-kunstner point of view, ville instruktør og manuskriptforfatter Alice Winocour vise det fra et kvindeligt og et arbejder synspunkt. Dem, der sjældent får den credit, de fortjener, som syersker.

Det er dog ét graverende punkt, der gør det svært at tage filmen som andet end en lang skjult reklameblok.

Filmholdet har nemlig fået lov til at filme inde i Chanel Paris’ showroom og atelier. Den slags får man selvsagt ikke lov til, hvis man laver noget, som bare minder lidt om modekritik. Det giver selvfølgelig nogle virkelig fede og unikke billeder, men det er svært ikke at spekulere over, hvor meget kreativ frihed Winocour har opgivet for at få lov til at filme i de fashionable lokaler.

Derudover er ’Couture’ en bemærkelsesværdig forglemmlig film. Hovedhistorien er centreret omkring en amerikansk filmskaber spillet af Angelina Jolie, der er blevet inviteret til Paris for at lave introvideoen for et unavngivet modebrand i forbindelse med deres show til modeugen.

Kort efter hun ankommer, bliver hun diagnosticeret med brystkræft. Hermed bliver der lagt op til en eksistentiel rutschebanetur med den parisiske modeuge som syret baggrund. Men det er ikke helt det vi får.

I stedet veksler Winocour mellem denne og en lille håndfuld andre historier, der inkluderer en model fra Sydsudan, en syerske og en makeup-artist, som også er forfatterspire. Ingen af historierne, inklusive Jolies, har nogen som helst snert af spænding eller vedkommende drama.

Med tanke på, at Angelina Jolie selv har gået et grufuldt brystkræftforløb igennem, virker det som skønne spildte kræfter i en så middelmådig film som ’Couture’. Skuespilleren er enigmatisk som få, men der er ikke meget interessant at komme efter med hendes karakter, som mere eller mindre bare fremstår karikeret eller som noget, vi har set bedre udfoldet i mere vellykket film.

Man burde have fået mere ud af en kapacitet som Angelina Jolie og bare centreret film om hende, da hun er så stor en stjerne, at det distraherer i forhold til resten af castet, der ikke oppe i samme kendisluftlag.

Det værste er dog, at ’Couture – Modens skjulte tråde’ er jævnt kedelig og får selv det mest trivielle danske drama til at fremstå som en hæsblæsende thriller. Den er pænt filmet med pæne kulisser, men under den pittoreske overflade, er det så som så med substansen.