Forventninger er det værste, når man skal se noget man glæder sig til. Det sætter en op til skuffelse og sådan bliver en dårlig oplevelse desto dårligere. Også selvom den måske ikke umiddelbart synes sådan.

For lige knap et år siden, gik jeg shoppingamok efter en tur i ’Go’ Morgen Danmark’. Det blev til en god frokost og en håndfuld graphic novels, herunder Tom King og Bilquis Evely’ eminente ’Supergirl: Woman of Tomorrow’. En fantastisk tegneserie, hvor vi følger den navnkundige helt, som sammen med rumvæsenpigen Ruthye tager på interplanetarisk hævntogt efter den neddrægtige Krem of the Yellow Hills, der har dræbt Ruthyes far og skudt Supergirls hund Krypto med en forgiftet pil.

De to jagter ham fra den ene planet til den anden i et mageløst eventyr, der behandler køn, sorg og etnisk udryddelse på mesterlig medrivende og sober vis.

Så ja, jeg havde store forventninger til ’Supergirl’, der netop skulle være baseret på den og i lang tid også bar undertitlen ’Woman of Tomorrow’ indtil den lige så stille forsvandt. Højst sandsynligt fordi den kommende Superman-films hedder ’Man of Tomorrow’. Man vil jo nødigt forvirre publikum…suk.

Vi fik en forsmag på Supergirl i James Gunns Superman-film, hvor hun dukkede op i al sit kaotiske, storbandende og gloriøse væsen. Milly Alcock var og er perfekt castet som Kara Zor-El og var med til at sætte forventningerne endnu højere til ’Supergirl’-filmen.

Måske er det derfor, at skuffelsen lige nu er ret stor efter at have set filmen.

En god portion af tegneseriens handling er intakt i spillefilmen, men der (selvfølgelig) blevet ændret på noget af handlingen. Og, desværre, er de fleste ændringer ikke til det bedre.

Supergirl og Ruthye (Eve Ridley) skal stadig jagte Krem (Matthias Schoenaerts), men her er han blevet gjort til leder af Briganderne, nogle brutale rumpirater. Han bliver ganske vidst medlem af dem i tegneserien, men er ikke chefen selv.

Det er i og for sig ligegyldigt, hvor meget ’Supergirl’ afviger fra sit forlæg. Det er ikke et mandat om, at det skal være en 1-1 replikation og i stedet er det vigtigere, at filmen passer ind i det overordnet DCU.

Men, og det er her, jeg bliver frustreret, tilføjelsen af Lobo (Jason Momoa) gør intet godt for ’Supergirl’. I stedet for at være den mest enigmatiske bad ass i filmen, blegner hun, hver gang den vanvittige galaktiske dusørjæger er på lærredet.

Bevares, der er selvfølgelig det belejlige fortælledevice med, at Karas kræfter veksler afhængig af, hvilken slags sol, hun befinder sig under. Gul = uovervindelig, rød = ikke uovervindelig og kan såres, grøn = giftig for hende. Det kommer i spil flere gange og er med til at vise, hvor stort universet er.

Hvorfor er det så, at filmen kun skal være lidt over halvanden time? Hvis forsøget er at lave en actionkomedie, så milslykkes det hårdt, fordi plottet er så alvorligt, som det er. Hvis det skal være action med dramatisk kant, er succesen lidt større. Men er det nødvendigt med alle de flashbacks til Karas tid i Argo, hvor den sidste rest af det kryptonske folk forsøgte at overleve? Det fylder meget i en i forvejen for kort film.

Jeg mistænker filmen for udelukkende at skulle agere overgangsfase mellem de to ’Superman’-film og behændigt forklare, hvorfor Kara lige pludselig har besluttet sig for at være Super i forhold til, da vi mødte hende i slutningen af ’Superman’. Fair nok, men kunne vi ikke har fået en to-timers film, uden en hulens bunke flashbacks og ikke introducere en antihelt, der upstager vores egen helt?

Instruktør Craig Gillespie virker mest som en fattigmands-James Gunn i den her sammenhæng, dog uden førnævntes touch for at gøre en historie medrivende og vedkommende. Hvad der præcis gør manuskriptforfatter Ana Nogueira til the next big thing (arbejder pt. på manus til ’Teen Titans’ og ’Wonder Woman’), står ikke tydeligt efter ’Supergirl’, der desværre minder mere om Snyder-Verse-filmene end den nye retning, Gunn satte i gang med ’Superman’.

Jeg skal blankt indrømme, at jeg er farvet af ’Supergirl: Woman of Tomorrow’, der er en vanvittig god historie. Men, jeg kan stadig genkende, når en film er god og ’Supergirl’ er ikke det. Milly Alcock er fantastisk, Krypto ultracharmerende, Eve Ridley også ret spot on og Jason Momoa er født til Lobo. Alt andet er en skuffelse.