Christopher Storer serverede en knytnæve lige i mellemgulvet på publikum med de to første sæsoner af ’The Bear’, der var usandsynligt stressende, hektisk og mesterligt.

Sanswichshoppens forvandling fra småsnusket frokoststed til fancy Michellin-aspirerende restaurant har været en fascinerende rejse i de foregående fire sæsoner. Vores hovedperson Carmy (Jeremy Allen White) er så småt kommet til den konklusion, at den kokkeelite han har været en del af i flere år, ikke længere er noget for ham og derfor overdrog han i slutningen af fjerde sæson alt ansvar og beslutningskraft til sous-chef Syd (Ayo Edebiri), manager og søster Natalie (Abby Elliott) og Richie (Ebon Moss-Bachrach), der har fundet sin plads i livet som restaurantvært.

 Afhængig af, hvem du spørger, vil nogen sige, at ’The Bear’ mistede gnisten efter anden sæson, hvor tempoet langsomt begyndte at komme ned i gear, tydeligst i fjerde sæson. Andre, inklusive mig, vil retteligt argumentere for, at det er en naturlig udvikling i historien. Vi havde brug for et åndedrag til at få pusten inden den nervepirrende afslutning.

Også til at give karaktererne tid til at reflektere over, hvor de er kommet til og hvad de vil have ud af deres hårde slid og arbejde.

Femte sæson starter dagen efter afslutningen på fjerde.

Der er ikke flere penge i kassen og restauranten står til lukning. Men business must go on, så Syd og resten af holdet ser, hvilke ting de har til rådighed, for at kunne afholde en fuld aften i The Bear.

Det er ikke meget og som om, det ikke var nok, bliver Chicago ramt af et kæmpe regnskyl og som giver alle tænkelige og utænkelige problemer.

Normalt ville sådan en storyline bliver fortalt i 1-2 afsnit. Men Christopher Storer overrasker nok engang. Samtlige otte afsnit i sæson foregår nemlig på én og samme dag. I hvert fald de syv ud af otte som er blevet stillet til rådighed for anmeldere før premieren og det ottende lægger også kraftigt op til, at det bliver centreret på aftenen. Men mon ikke, at vi også ser lidt fra fremtiden også der.

Det er et ballsy valg af Storer, men ikke så usædvanligt, når man tænker på, hvad der ellers er sket i løbet af ’The Bear’.

’Gary’, det enkeltstående særafsnit som landede uden nogen fanfare tilbage i starten af maj, var et af den slags afsnit, vi normalt ville få i løbet af en sæson af ’The Bear’, hvor alt foregår i fortiden og så med et enkelt blik til sidst i nutiden.

Efter at have set næsten hele femte sæson, giver det god mening, at det blev lanceret selvstændigt. For hvor skulle det passe ind i den nærværende sæson?

Som altid i ’The Bear’, skorter det ikke på godt skuespil og god historiefortælling. Syds tilgang til sit køkken er en af ro, den diametrale modsætning af den lettere toksiske stemning Carmy havde med at få pisket op i løbet af en aften.

Edebiri er god og formidler flot udviklingen i karakteren, der nu er de facto hovedperson i serien. Jeg personlige yndlings er stadig Matty Matheson og Ricky Staffieri som brødrene Neil og Ted Fak, der med udsøgt komedietiming også formår at ramme noget hjertevarmt i deres præstationer.

Man kan ikke bare anmelde femte sæson som en enkeltstående sæson. Man er nødt til at kigge på den helhed den indgår i og det henseende, er den perfekt. Det er dette, hele serien har ledt op til og forløsningen ligger lige rundt om hjørnet. Om det rent faktisk opnås, er ikke så vigtigt. Det er rejsen dertil, som vi har tilbragt i selskab med Carmy, Nat, Richie, Syd og alle de andre.

Det filmhåndsværksmæssige har altid været ulasteligt og som et ekstra krydderi, får vi i denne sæson musik produceret af Hans Zimmer. Det pulserende synth og og elektroscore har præcis den nerve og intensitet, sæsonen har brug for at understrege, hvad der er på spil.

Jeg har elsket ’The Bear’ fra første sekund af første afsnit og jeg elsker stadig serien, her ved 47. afsnit. Tak Christopher Storer og co., kæft en rejse, det har været.