Det er yderst sjældent, at jeg bliver nødt til at stoppe med at se en horrorfilm, fordi jeg begynder at blive creeped out. Når det sker, bliver jeg nærmest ekstatisk. Endelig løber det koldt ned ad ryggen og jeg tager mig selv i at kigge over i de mørke hjørner for at se, om der skulle gemme sig et eller andet, som lurer på mig.
Den følelse fik jeg under Ian Tuasons ’Undertone’.
En ret simpel horrorfilm, der er bygget om en enkelt lokation, men med en uhyre effektiv lydside og fine stemningsbilleder til at sætte fantasien på overarbejde.
Evy (Nina Kiri) har en horrorpodcast sammen med sin ven Justin (Adam DiMarco) og som de laver fra deres respektive hjem online. Navnet er den titulære ’The Undertone’ og handler om, at de taler om overnaturlige hændelser, med hende som skeptikeren og ham som the true believer.
Deres nyeste afsnit tager udgangspunkt i en anonym mail, Justin har fået, med ti lydfiler. På dem hører man et par, Jessa (Keana Lyn Bastidas) og Mike (Jeff Young), hvis tilværelsen langsomt bliver mere og mere fyldt af uforklarlige bankelyde, barnegråd og hun begynder at tale baglæns i søvne.
Jo flere filer de hører, jo mere indtræffer paranoiaen hos både Justin og Evy, der begynder at se og høre ting i sit eget hjem, hvor hun ellers er alene, på nær fra sin komatøse mor på førstesalen.
Ian Tuason er virkelig god til at opbygge en ubehagelig stemning, der fermt tiltager i intensitet som historien udspiller sig. Filmen er båret af et formidabelt lyddesign skabt af David Gertsman og kompagni. Den sprøde podcastlyd bliver doseret med skingre, paniske skrig samt lyde og stemmer, der emmer af det overnaturlige.
Nina Kiri gør det fint som først skeptiker og senere som et menneske, der har fået en skræk i sjælen og frygter for sit liv. Fotograf Graham Beasley ferme kameraføring iscenesætter hende flot til at kunne vise samtlige ansigtsudtryk, skuespilleren har på repertoiret, samtidig med, at han fint leger med publikums fantasi omkring, hvad der mon gemmer sig i mørket bag hende.
Instruktør og manuskriptforfatter Tuason gør ikke tingene mere kompliceret end højst nødvendigt og kreerer et spændende univers, selvom den erfarne horrorkender uden tvivl vil kunne spotte, hvor inspirationerne ligger. Men så længe det er sat sammen på en så effektiv og interessant måde som de er ’Undertone’, gør det ikke noget.
Hvis ’Paranormal Activity’ havde været en podcast, ville den nok have lydt som det, Mike og Jessa gennemlever. ’Undertone’ leverer den gysende vare, takket været et habilt manuskript og et virkelig godt lyddesign, der river en rundt i sofaen. Om det er fordi jeg er nybagt forældre, at handlingen rammer ekstra godt, skal jeg ikke kunne udelukke. Under alle omstændigheder, skal man ikke underkende Ian Tuasons evne til at få umådeligt meget ud af en simpel setting og velkendt præmis, og beviser dermed, at hvis kreativiteten er god nok, er der ingen begrænsninger for, hvor nemt man kan skræmme livet af folk.