David Lowery er ikke som alle de andre filminstruktører.

Han lader sig i hvert fald ikke begrænse af genrer og har gebærdet sig i alt fra eksistentielle børnefilm (’Pete’s Dragon’, ’Peter Pan & Wendy’), westerns (’Ain’t The Bodies Saint’), biopc-krimi (’The Old Man & the Gun’), en superdyster arthuriansk fantasy (’The Green Knight’) og, selvfølgelig, en eksistentiel spøgelseshistorie (’A Ghost Story’).

Fælles for dem alle er, at han, som min ordbrug allerede har indikeret, at de handler om, hvorfor og hvad vi eksisterer for. Hvad er det, der driver os som mennesker. Lowery er ikke altid lige venlig overfor sit publikum og udfordrer dem ofte hårdt til at komme igennem hans fascinerende værker.

Sjældent har jeg følt mig så udfordret på den front, som jeg gjorde ved ’Mother Mary’.

Anne Hathaway spiller det navnkundige popstjerneikon, der gør klar til et stort comeback efter en ulykke. Da hun ikke føler de kostumer, hun bliver præsenteret for, vender hun tilbage til begyndelsen af karrieren.

Specifikt designeren Sam Anselm (Michaela Coel), der stod bag nogle af popstjernens mest ikoniske outfits og var dermed med at til forme hendes onstage persona.

Det meste af ’Mother Mary’ udspiller sig mellem Mother Mary og Sam, hvor vi stødt og roligt får mere og mere indblik i omfanget af deres relation.

Anne Hathaway og Michaela Coel har blændende kemi, og især briten imponerer ved at give Sam et drilsk, nærmest trickster element til designeren. Man hænger ved hver en stavelse hun ytrer med skælmsk bedrevidenhed og bevægelser, der er som et rovdyr, der danser omkring sit bytte.

En perfekt stærk kontrast til Hathaways knækkede verdensstjerne, der fremstår skrøbelig og søgende efter fordums styrke og selvtillid. En vild og voldsom dans uden musik og som er filmens absolutte højdepunkt, er, udover at være vanvittig imponerende, en god reminder om, hvor god en skuespiller Hathaway er og hvor powerfuld Mother Mary er, når hun er på toppen. En fysisk og mindeværdig kraftpræstation, som er godt skrevet og flot udført.

Desværre er ’Mother Mary’ mere fascinerende end reelt god.

Devid Lowery er mester i at hitte på tankevækkende scenarier, men fortaber sig til tider til det abstrakte, uden at kunne hale fortællingen tilbage til det forståelige. Det samme sker her og så mangler filmen noget spænding og nerve, så man mærker, at der er noget vitalt på spil.

Musikhooket til ’Mother Mary’, med sange af Jack Antonoff, Charlie XCX og FKA Twigs, fungerer fint, men står også meget isoleret i forhold til resten af filmen. I det henseende, var inkorporationen langt bedre i ’The Moment’, men Lowery er heller ikke interesseret i musikken eller berømmelsen, men i de to mennesker, Mother Mary og Sam.

Som psykologisk drama, er ’Mother Mary’ mere fascinerende end spændende. Meget af filmen går i tomgang og hvis ikke det var for Michaela Coel og Anna Hathaways præstationer, ville den det være umådeligt svært at se den til ende.

Hvis du er til David Lowery, skal du se ’Mother Mary’. Ditto hvis det gør sig gældende omkring Hathaway og Coel. Hvis ikke, kan den snildt springes over.