Sam Raimi har fat i den lange ende, når det kommer til ’Evil Dead’-filmene.

Udover selv at have beriget verden med tre fantastiske styks, har han iværksat et beundringsværdigt koncept i forbindelse med de to seneste film, ’Evil Dead Rise’ og den aktuelle ’Evil Dead Burns’.

Efter Fede Alvarez’ ’Evil Dead’-remake i 2013, endte den resterende del af årtiet for franchisen med at gå på spekulationer om, hvad den næste film skulle være – jo, jo, vi havde ’Ash vs. Evil Dead’-serien, men filmfronten var strandet i udviklingshelvede.

Indtil Raimi så lyset og udpegede Lee Cronin til at lave et selvstændigt kapitel i ’Evil Dead’-universet.

Cronin gik til opgaven med blodig gusto og ramte en perfekt tone, der vekslede mellem at være grusom ond og sorthumoristisk gakket galgenhumor. Præcis som i de to første film og Alvarez’ remake.

Til ’Evil Dead Rise’ valgte Raimi denne gang franske Sébastian Vaniček, hvis debutfilm ’Infested’ udmærkede sig ved at være den mest uhyggelige edderkoppefilm på denne side af ’Araknofobi’ og samtidig havde en fin socialkommentar angående det franske samfund. Et på papiret perfekt valg til ’Evil Dead’-universet, men en ting er den teoretiske del, noget andet er praksis, og dér mangler ’Evil Dead Burn’ et vitalt element.

Opbygningen af meget lig den, vi kender fra slasher-film med et makabert kill i starten for at vække blodtørsten. Og det er ret imponerende og får i hvert fald mig til at være ekstra påpasselig omkring fiskesnører og kroge.

Uden at blive for detaljeret, omhandler resten af filmen Alice (Souheila Yacoub), hvis mand William (George Pullar) er død i en bilulykke. Efter begravelsen tager hun og resten af hans familie til en af deres residenser til gravøl.

Der går ikke lang tid før den første deadite melder sin ankomst og hensætter begivenheden til et infernalsk blodbad.

Hvis vi starter med det positive, skorter det ikke på blodigt, kreative kills og gore en masse. 95% af det er, naturligvis som franchisen forskriver, praktiske effekter, hvilket man jo ikke kan gøre andet end at elske. Hud skræller, tilføjelse af nye kropsåbninger og lemlæstelse af varierende størrelser fylder filmen konstant i den sidste tredjedel.

Men jeg føler ikke noget for personerne, der gør udover, så det er spildt.

Det er nemlig meningen, at vi skal have en reaktion på, at der sker de uhyrlige ting for karaktererne, men vi kommer ikke ind under huden på dem – i hvert fald i overført betydning – før blodbadet tager fat.

Der er en pointe om partnervold og hvordan det forrådner en familie til uigenkendelighed og er noget, der bliver tillært gennem generationer. Men karaktererne fremstår overfladiske, så den del ikke giver en følelsesmæssig mavepuster og maltrakteringen af dem, har derfor heller ingen effekt.

De tekniske dele kan der ikke sættes en finger på. Men den livsnødvendige del af en horrorfilm, der er essentiel for, at vi som publikum skal føle den, humanismen, er fraværende og ’Evil Dead Burn’ forsvinder derfor fra erindringen kort efter rulleteksterne og mid- og post-creditscenerne er overstået.

Forhåbentlig kommer det til at gå bedre med den kommende ’Evil Dead Wrath’, som er en prequel til den originale ’The Evil Dead’ og instrueres af Francis Galluppi, som (selvfølgelig) er håndplukket af Sam Raimi til opgaven.