Jeg kan ikke huske, hvor mange afsnit af ’Det lille hus på prærien’, jeg så på TV 2 om eftermiddagen tilbage i ’90erne og ’00erne. Det må have været tæt på alle af historien om den frygtløse pige, og senere unge kvinde, Laura Ingalls (Melissa Gilbert) og hendes nybyggerfamilie, der slog sig ned ved det idylliske Walnut Grove.
Serien var klassisk amerikansk network-television, hvor hvert afsnit havde en konflikt som blev afsluttet i selvsamme – med undtagelser når det for eksempel var op til sæsonafslutning – og den store plotudvikling skete kun tre til fire gange per sæson eller hvis en skuespiller skulle skrives ud af serien.
Forlægget, Laura Ingalls Wilders autofiktionelle bøger, er på ni bøger i alt, hvoraf den navnkundige tredje bog, som lægger navn til den oprindelige tv-serie, handler om noget helt andet end tiden i Walnut Grove.
Den foregår nemlig lige efter farmand Charles og mor Caroline har taget deres to døtre Mary og Laura og flyttet fra hjemstavnen Big Woods i Wisconsin. Med vognen fyldt pakket af hele deres liv og drømme, begiver de sig afsted mod et nyt liv og det er dét, vi får skildret i den nye Netflixserie.
Destinationen er Kansas, hvor Charles (Luke Bracey) på en flyer har set, at der er gratis land. De ankommer og finder et lille område, hvor kampen mod tiden for at få et hus bygget inden vinterens komme er intens. Og nemmere er det selvsagt ikke, da Caroline (Alice Halsey) er gravid og ikke kan lave så meget fysisk arbejde. Døtrene Mary (Crosby Fitzgerald) og Laura (Skywalker Hughes) bruger det meste af tiden på at skændes og henholdsvis hade og elske de nye omgivelser.
Så vidt jeg kan læse mig frem til, følger serieskaber og showrunner Rebecca Sonnenshine bogen rimelig trofast, med lidt få justeringer hist og pist.
Cadeau for at bibeholde mor Carolines slet skjulte racistiske og småsnobbede mindset intakt i starten af sæsonen, da det giver hende en god udvikling fra snæversynet til ikke at være en person, der dømmer en bog på dets omslag.
Skywalker Hughes er en god Laura, som møder verden med et smil og gåpåmod, så det er svært ikke at holde af hende. Ligeledes leverer Crosby Fitzgerald fine nuancer til Mary, der her ikke er lige så øretæveindbydende irriterende, som hun var i starten af den gamle serie.
’Det lille hus på prærien’ anno 2026 i Netflixversionen er feel good-streaming, uden at det bliver alt for flødetungt og pænt. Racisme, forbudt kærlig, svindel, folkemord og PTSD er nogle af de emner, serien danser omkring, uden at gå eksplicit ned i.
Det minder om en af Taylor Sheridans westernserier, bare uden al sex og volden, men stadig uhyre stemningsfuldt. Endda så meget, at jeg glæder mig til anden sæson, som allerede er bekræftet. Det er lang tid siden, at vi har haft en hygge-familiewesterndrama som har en lille smule kant og autenticitet. Ser vi bort fra nogle underlige CGI-skud, fremstår ’Det lille hus på prærien’ vellavet og velspillet og med en sæsonlængde, der passer perfekt til en par aftener hen over sommeren.