Rygterne havde spredt sig som en steppebrand de sidste par måneder.

En vild actionfilm fra Hong Kong med nogle af de vildeste, knogleknusende og bloddryppende kampscener set længe med nogle af de bedste folk foran og bag kameraet, når det kommer til kunsten udi øretæver-film.

Og ’The Furious’ leverer i den grad springskaller, håndkantslag og cirkelspark i en sådan volumen, at man selv får blå mærker af at se den.

Det er den japanske stuntmand, action-koreograf og instruktør Kenji Tanigaki, der er styrmand på voldseposset, der foregår i en unavngiven by i det sydøstlige asien. Her har en skruppelløs af menneskehandlere specialiseret sig i trafficking af børn, men de begår en graverende fejl, da de kidnapper den stumme Wang Weis (Xie Miao) datter Rainy (Yang Enyou).

Han begiver sig ud på en brutaltal jagt efter datteren og som fører ham sammen med journalisten Navin (Joe Taslim), der leder efter sin forsvundne kone Matia (Jeeja Yanin), som efterforskede de hensynsløse gangstere. De blodige spor fører dem til blandt andre muskelbøfhåndlangeren Ho (Brian Le), bueskytten Tak (Yayan Ruhian) og den sociopatiske bagmand Paklung (Joey Iwanaga) og hver konfrontation udmønter sig i de vildeste kampscener, jeg har set siden ’John Wick: Chapter 4’.

Der er ingen tvivl om, at det her er folk, som ved hvordan man laver gode og intense slåskampe, så man bliver godt stakåndet. For de stopper ikke. De bliver bare ved og ved og ved og ved i en vidunderlig uendelighed.

På intet tidspunkt står de i stampe. Hver ny lokation indbyder til forskellige kampe med hvad end inventar det har. Vi går fra natklub over snusket gemmested med kæmpe fryser til en politistation, hvis personale ikke skal gøre sig forhåbninger om at få en fredelig vagt.

Der skal selvfølgelig lyde et kæmpe chapeau til actioninstruktør Kensuke Sonomura og fotograf Meteor Cheung for at koreografere og indfange hvert et spark og knytnæveslag. Der er ikke én gang, hvor noget ser ud som om, at det ikke gør ondt. En vanvittig smuk voldsballet, der fremviser præcis, hvor det er, at alle os actionelskere begynder at savle ukontrollabelt som en af Pavlovs hunde, når vi hører rygter om en film actionfilm fra asien.

’Ong-Bak’, ‘SPL’-filmene, ’Ip Man’, ‘Chocolate’, ‘The Man from Nowhere’, ’The Raid 1+2’, ‘Headshot’, ‘The Villainess’ og ‘The Night Comes for Us’ er nogle af de titler, der har nævekampe og actionscener til uhyre høje niveauer i dette årtusinde.

Det er derfor ikke underligt, at vi i ’The Furious’ finder en håndfuld af skuespillere fra de nævnte film. De fedeste er næsten, at når man ved, hvad deres kampsportsbase er, er det tydeligt at se på lærredet. Joe Taslim og Yayan Ruhian fremviser flot, hvordan henholdsvis deres judo og silat-baggrund stadig er i hovedingrediensen i deres stile, præcis som det var i ’The Raid’-filmene. Wushu-veteranen Xie Miao lynnæver hamrer med en frekvens, der er er et trykluftsbor værdigt, Jeeja Yanin flækker skaller med muay thai-albuer og stuntmanden Brian Les – der blandt andet var ansvarlig for stunts i ’Everything Everywhere All at Once – selvlærte kampstil, der er et mashup af alle, fremstår som et agilt næsehorn med kung fu-evner.

Det tunge emne til trods, er det svært ikke at sidde med et kæmpe smil under ’The Furious’. Der bliver langet håndmadder og springskaller konstant og med en autoritet, så man selv sidder og føler man får en mavepuster.

Det er en formfuldendt film, med dejlig småkluntet dubbing, præcis som det skal være i en Hong Kong-actionbasker. Du finder ikke bedre kampscener i 2026 end i ’The Furious’, så hvis du trænger til lidt øretæver i dit liv, så brug tiden på Kenji Tanigakis mesterværk.