”Det er simpelthen for utroværdigt,” sagde min kone flere i gange i løbet af nye Apples krimiserie. Det specifikke element i ’Lucky’, hun fandt svært at tro på var, at den titulære karakter spillet af Anya Taylor-Joy kunne gå fra rødhåret til brintoverilte platinblond i en hastig affarvning på et restepladstoilet, uden så meget som ét enkelt rødt hår eller hårrod tilbage.
Den slags små ”Hov, det giver ikke helt mening”-situationer, er der flere af i ’Lucky’, men de tilgives fordi serien er så forbandet medrivende og spændende.
’Lucky’ Luciana Armstrong har lige hentet en hulens masse penge i en opbevaringsenhed sammen med sin mand Cary (Drew Starkey). Kontanterne er nogen, som hendes far, svindleren John Armstrong (Timothy Olyphant), har stjålet igennem flere år fra gangsteren Whittaker (William Fichtner), som hendes husbonds mor Priscilla (Anette Bening) også arbejder for.
Da Lucky vågner op efter de har fejret deres livsforandrende score med en vild aften, er Cary og pengene væk, mens FBI under ledelse af agenten Billie Rand (Aunjanue Ellis-Taylor) gør klar til at ransage deres hotel i jagten efter Lucky og pengene.
Det er udgangspunktet for serien, hvor vi følger Lucky flugt fra alt og alle, hendes bestræbelser på at finde Cary og pengene samt Priscillas jagt på hende og Billies forsøg på at få smidt dem alle bag tremmer.
Der skulle ikke gå meget tomgang i ’Lucky’ for at den ville blive fuldstændig ulidelig træls. Heldigvis har serieskaber Jonathan Tropper (’Banshee’, ’Warrior’, ’Your Friends & Neighbors’) og co-showrunnere Cassie Pappas (’Silo’) og Jonathan van Tulleken fuldstændig styr på at fastholde publikums interesse gennem et hæsblæsende krimithriller-tempo.
Den konstante katte-efter-musen-leg bliver holdt frisk ved at skifte mellem de forskellige powerkvinder, der alle tre brænder igennem skærmen med uforlignelige intense og gode præstationer. I det hele taget, er ’Lucky’ en uhyre velspillet serie med de sædvanlige scenestjælere Timothy Olyphant og Clifton Collins Jr. i vanlig laid back cool topform.
Det er ærgerligt, at Apple ikke udgiver alle syv afsnit på én gang, for ’Lucky’ er virkelig en serie, der fungerer exceptionelt godt som binge. Den mangler det cliffhanger-aspekt som vi kender fra ’Silo’ og ’Slow Horses’ for eksempel, hvor man ikke kan vente til, at der er gået en uge. Ved den aktuelle serie, kunne jeg godt frygte, at publikum falder fra, selvom den helt klart er tiden værd sammenlignet med noget af alt det krimibras, Netflix for eksempel spytter ud på en ugentlig basis.
’Lucky’ er en gedigen krimi ført an af powertrioen Anya Taylor-Joy, Aunjanue Ellis-Taylor og Annette Bening. Det er dem, der trækker det store slæb i serien, hvor alle lyver for hinanden i et eller andet omfang og man som publikum til sidst også er i vildrede om, hvem man rent faktisk kan stole på.
Vi er ikke helt oppe på vanlig Apple-topstandard, men ’Lucky’ er stadig en bedre krimiserie end hvad de fleste af konkurrenterne kan præstere.